Trumps har underskrevet dekret for at holde illegale migrantfamilier sammen
Præsidentens kovending kommer efter et nationalt ramaskrig.
SAN FRANCISCO - Den seneste uge har USA’s præsident Donald Trump fastholdt, at det ikke var muligt for ham at stoppe hans regerings kontroversielle politik om at separere illegale migrantbørn fra deres forældre ved at underskrive et dekret.
Ikke desto mindre er det netop, hvad præsidenten nu har gjort.
Med et dekret gav Trump sent onsdag ordre til, at illegale migrantfamilier, der er blevet taget i ulovligt at krydse grænsen til USA fra Mexico, nu i stedet skal tilbageholdes sammen.
Der er tale om en stor politisk kovending, som kommer efter at lydoptagelser af grædende børn og billeder af børn i burlignende migrantcentre har udløst nationalt og globalt ramaskrig.
Det har også forarget normalt trofaste Trump-støtter og har fået Det Republikanske Parti til desperat til at lede efter en løsning for at undgå, at sagen skadede partiets chancer ved midtvejsvalgene til november.
Præsidenten forklarede, at han havde ombestemt sig efter at have set billeder af børn, som var blevet taget fra deres forældre.
»Jeg brød mig ikke om, at familier blev separeret. Grænserne er stadig lige så sikre og stærke,« sagde Trump efter underskrivningen i Det Hvide Hus og tilføjede, at regeringen på alle andre områder vil fortsætte sin nultolerancepolitik.
Trump-regeringen vil således fortsætte med at tiltale alle illegale migranter.
Dekretet giver derfor ministeriet for national sikkerhed, Homeland, lov til at tilbageholde migrantfamilier sammen på ubestemt tid, indtil deres sager er blevet behandlet.
Dette strider imod en dom, som har slået fast, at børn højst kan tilbageholdes i sådanne faciliteter i op til 20 dage. Trump-regeringen vil komme omkring det ved at appellere dommen.
Amerikanske medier vurderer, at det er usandsynligt, at Det Hvide Hus kan vinde den sag, men spekulerer i, at præsidenten formentlig håber på, at Kongressen i mellemtiden vil have ændret loven.
Republikanerne har først og fremmest forsøgt at bygge bro over interne uenigheder i partiet og samtidig levere på Trumps krav om finansiering til en mur på grænsen til Mexico og en reform, der også reducerer den legale indvandring til USA.
Men demokraterne er ikke blevet taget med på råd. Ingen af forslagene vurderes at kunne få opbakning i Senatet, og Trump har hidtil vendt tommelfingeren ned til et udspil, som kun fokuserer på at løse problemet med illegale migrantfamilier ved grænsen.
Det nye dekret rejser også et praktisk problem. Allerede i dag er USA’s detentionsfaciliteter fyldt til bristepunktet som følge af Trump-regeringens nultolerancepolitik.