Annonce
USA

Primærvalg i USA viser: Det Republikanske Parti er blevet til Trump-partiet

Flere republikanere, der har kritiseret Trump, er blevet sendt ud i kulden.

Foto: Jonathan Ernst/Reuters

SAN FRANCISCO - Det Republikanske Parti er blevet til Trump-partiet.

Det konkluderer både politiske iagttagere og mangeårige republikanere, efter en række primærvalg tirsdag leverede sejre til partiets Trump-loyale kandidater på den konservative højrefløj.

Den afgående republikanske formand for Senatets udenrigsudvalg, Bob Corker, brugte onsdag ordet kult for at beskrive partiets udviklling.

»Vi befinder os et mærkeligt sted,« sagde Corker: »Det er blevet næsten kultagtigt. Det er ikke et godt sted at befinde sig for noget parti i sin relation til en præsident, der antageligt er fra samme parti.«

I en tale til Senatet hånede han også sine partikollegaer for at være blevet så Trump-tro, at de ikke er parat til at støtte partiets egen politik, hvis præsidenten er imod.

Selvom republikanere har været stærkt kritiske over for Trumps beslutning om at indføre straftold mod EU, Canada og Mexico, nægtede de således at støtte at sende et forslag fra Corker og ni andre senatorer til afstemning, der ville have frataget Trump præsidentens egenrådige ret til at tage sådanne skridt af sikkerhedspolitiske grunde.

Senatorer vil stække Trumps magt til at indføre straftold; udspillet støttes af magtfulde industrispillere

Skiftet i partiet er blevet understreget i flere primærvalg.

Bob Corker. Foto: AP/J. Scott Applewhite

Tirsdag tabte den mangeårige, republikanske kongresmedlem Mark Sandford et opgør i South Carolina mod Katie Arrington, et relativt nyt politisk ansigt, som Trump støttede.

Sandford brøde bestod ikke i, at han ikke havde støttet Trumps politik. Derimod havde han kritiseret Trumps straftold, hans opførsel og hans afvisning af at frigive sin selvangivelse. Det udnyttede Arrington i sin kampagne til at angribe Sanford, og få timer inden valgstederne lukkede tirsdag, bidrog Trump og kaldte i et tweet Sanford for »uhjælpsom « og »ikke andet end problemer.«

I Virginia vandt Corey Stewart, en kandidat fra højrefløjen, der er blevet beskrevet som ’mere Trump end Trump,’ snævert over Nick Freitas, en mainstream republikaner, i opgøret om at blive partiets kandidat til Senatet.

Stewart har gjort sig bemærket ved at forsvare de involverede i den voldelige nationalistdemonstration i Charlottesville sidste år, hvilket havde fået den republikanske partiorganisation til at holde afstand. Men Trump tøvede ikke med at omfavne Stewart og tweetede kort efter hans sejr, at Stewart havde gode chancer for at vinde til november.

I sidste uge måtte Martha Roby, et mangeårigt republikansk kongresmedlem fra Alabama, også se støtten til sig skrumpe, fordi hendes modkandidat, Bobby Bright, en tidligere demokrat, i sin kampagne beskyldte hende for at have vendt præsidenten ryggen, da han havde mest brug for opbakning. Dette var en reference til, at Roby under præsidentvalget trak sin støtte til Trump efter offentliggørelsen af en båndoptagelse, hvor Trump pralede med, at man bare kan tage kvinder i skridtet.

Roby og Bright skal nu ud i et slutopgør for at finde vinderen, men de tre primærvalg fortæller alle den samme historie.

I dagens republikanske parti koster det at kritisere præsidenten. Det handler ikke længere om ideologi, men loyalitet.

Som den konservative kommentator Erick Erickson tweetede: »At Mark Sanford tabte i South Carolina er et ret godt bevis for, at Det Republikanske Parti ikke længere er et konservative parti, der ønsker et mindre statsapparat. Det er nu en kult for én person,« skrev han.

Det er en vurdering, som den nu snart tidligere kongresmedlem, Mark Sanford, støtter.

Mary Ann Chastain

»Dette var en kampagne, hvor spørgsmålet var: Er du for eller imod Trump, og det er ikke en tilgang, som jeg køber,« fortalte han til CNN og beklagede udviklingen.

»Vi står over for en lakmustest: Er vi Donald Trump-partiet. Eller er vi et parti med en konservativ ideologi og principper, der ønsker mindre offentligt forbrug og ikke bare lavere skatter. Der er åben over for frihandel og ønsker at engagere sig med verden. Lige nu handler det mere om at være loyal end om idealer. Det har jeg aldrig set i den grad før,« fortsatte han.

Det kan dog hurtigt ændre sig igen, bemærker iagtagere.

Lige nu er det de republikanske primærvælgere, der har ordet. Men til november er det måske ikke nok til at vinde.

»Samtalen kan blive meget anderledes, hvis demokraterne til november genvinder flertallet i Repræsentanternes Hus, sagde Charlie Dent, en tidligere republikansk kongresmedlem fra Pennsylvania.

Foreløbigt er tallene dog med til at sikre Trump hans stærke greb om partiet.

Meningsmåling: Republikanske vælgere støtter Trump

En ny meningsmåling fra Gallup viser, at mens opbakningen til præsidenten forbliver omkring de 40 pct., så er Trump nu den næstmest populære præsident siden Anden Verdenskrig blandt partiets egne vælgere.

Her siger hele 87 pct., at de er tilfredse med ham. Det tal har ikke været højere siden 2001, da landet efter terrorangrebet mod New York den 11. september samlede sig om daværende præsident George W. Bush.

Med sådanne tal er det svært for kritiske republikanere at gøre oprør.

500 dage inde i jobbet har Trump totalt kapret det tidligere konservative parti. Politik fra det regerende parti i USA bliver nu defineret af hans politik, hans popularitet hos partiets base, hans ligegyldighed over for fakta og hans evne til at kontrollere og lukke munden på alle valgte republikanere, konkluderede Jonathan Swan fra Politicalwire.com.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

Magasin kan blive solgt

Ejeren af den danske varehuskæde Magasin, britiske Debenhams, overvejer at skille sig af med kæden. Finans
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her