Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Højtstående Hamas-leder dræbt

Israels hær bombede torsdag et hus, der tilhører den højtstående Hamas-leder Nizar Rayan i Gaza. Flere kraftige eksplosioner rystede bygningen, og Rayan, der havde opfordret til nye selvmordsangreb i Israel, blev meldt dræbt.

Ritzau

Sikkerhedskilder sagde, at Nizar Rayan er den mest højtstående Hamas-leder, som er blevet dræbt under den seks dage lange israelske offensiv i Gaza.

Israelske krigsfly havde tidligere bombarderet regeringsbygninger i Gazastriben. Israelske kampvogne og soldater er mobiliseret i stort antal ved grænsen til det Hamas-kontrollerede Gaza, og avisen Haaretz skriver, at den israelske hær har anbefalet en større men kortvarig offensiv på landjorden i den tæt befolkede enklave.