EU indleder proces, der kan stoppe penge til Ungarn
Som det første land vil Ungarn blive ramt af særlig proces mod EU-lande, der ikke holder retsstaten i hævd.
Kun to dage efter, at Viktor Orban sikrede sig genvalg som premierminister, risikerer Ungarn at få skåret i midlerne fra EU.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, meddelte tirsdag, at EU-Kommissionen vil igangsætte en proces mod Ungarn for ikke at overholde EU’s retsstatsprincipper.
- EU-Kommissionen vil sende et formelt varsel om, at mekanismen bliver iværksat, sagde von der Leyen tirsdag under et møde i EU-Parlamentet.
Det er første gang i EU’s historie, at processen sættes i gang. Den kan i yderste konsekvens føre til, at der bliver skåret i udbetalingerne fra EU-budgettet til Ungarn.
Dermed tager EU-Kommissionen et afgørende skridt i det opgør, som længe har ulmet med Ungarn og Polen. De to lande strides med EU om emner som kvinderettigheder, LGBT-rettigheder, migranter, mediefrihed og retssystemer.
Processen mod Ungarn kommer på et tidspunkt, hvor Viktor Orban med weekendens valgsejr går ind i sin fjerde regeringsperiode.
Han har allerede haft magten i Ungarn i mere end et årti. Og han beskyldes af borgerrettighedsforkæmpere at have omsat det mangeårige greb om magten til en usund kontrol med Ungarns demokratiske institutioner.
EU har før forsøgt at få Ungarn og Polen til at rette ind, men uden held. Forhåbningen i EU-systemet er, at det nye værktøj kan få de to medlemslande til at blive mere regelrette.
EU-Kommissionen kan desuden tage skridtet på mere sikker juridisk grund, efter at EU-Domstolen i februar afviste et forsøg fra Ungarn og Polen på at udfordre den særlige EU-mekanisme.
Dermed stillede EU-Domstolen sig bag den mekanisme, som nu bliver sat i værk mod Ungarn.
Mekanismen blev oprindeligt vedtaget i enighed med Polen og Ungarn i sommeren 2020. Det skete for at bane vej for, at der kunne udbetales penge i forbindelse med den økonomiske genopretning under covid-19-pandemien.
Ungarn og Polen vil gerne have del i midlerne til genopretning. Men de mener, at det er et indgreb i deres suverænitet, hvis EU bruger mekanismen til at presse dem til at ændre politisk kurs for kunne få del i midlerne.