Fortsæt til indhold
Europa

Britiske myndigheder: Det kan tage flere måneder at gøre rent efter giftangreb mod Skripal

Ni steder, heraf tre i Salisburys bymidte, skal renses for nervegift.

En moppe og lidt rengøringsmiddel kan langt fra gøre det.

Således kan det ifølge de britiske myndigheder tage flere måneder, før man er færdig med at gøre rent efter giftangrebet mod den russiske eksspion Sergej Skripal og hans datter Julia.

De to blev fundet livløse på en bænk i den britiske by Salisbury den 4. marts. Test har efterfølgende vist, at de var blevet forgiftet med nervegiften Novichok. Hvordan det er sket, vides endnu ikke, men myndighederne har udpeget ni steder, som, man mener, kan være blevet forurenet.

Tre af disse steder er i Salisburys bymidte.

Det oplyser den britiske miljøstyrelse i en pressemeddelelse. Her fremgår det også, at London Road-kirkegård, hvor Skripals hustru ligger begravet, ikke længere er afspærret.

Ifølge Sky News’ oplysninger blev nervegiften givet i flydende form, og Sergej Skripals hjem var ifølge miljøstyrelsen det primære mål.

De øvrige områder, som frygtes forurenet, vil alle forblive afspærret og sikret, indtil man vurderer, at det er forsvarligt at frigive dem, og myndighederne understreger, at den øvrige del af Salisbury anses for sikker at færdes i.

Rengøringsarbejdet skal foretages af eksperter, og der vil blive indkaldt omkring 190 specialister fra hæren og flyvevåbnet til at udføre opgaven.

Sergej Skripal er fortsat indlagt efter giftangrebet, mens datteren blev udskrevet for en uge siden. Både Storbritannien og en lang række andre lande mener, at Rusland stod bag angrebet. Men det afviser russerne kategorisk.

Talskvinden for Ruslands udenrigsministerium, Maria Sakharova, sagde forleden, at da ingen har set Sergej Skripal eller hans datter i en måned, burde briterne bevise, at de to ikke holdes som gidsler.