Fortsæt til indhold
Asien

Kina har en vital rolle i forhandlinger mellem Nordkorea og USA

Den kinesiske regering har taget æren for møde mellem USA og Nordkorea.

Ifølge kinesiske statsmedier er det i høj grad Kinas skyld, at mødet mellem USA og Nordkorea overhovedet kommer til at finde sted senest i maj.

Det skriver Reuters.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, vil mødes med lederen af det nordkoreanske regime, Kim Jong-un, for at forsøge at skabe en atomfri koreansk halvø.

Og det er altså Kinas fortjeneste, skriver det kinesiske statsmedie The Communist Partys official Peoples Daily. I mediet bliver Kinas tidligere plan for at få både Nordkorea og USA til at stoppe deres tests af atom- og missilvåben nævnt som den primære grund til, at mødet nu kommer til at finde sted.

Donald Trump roser også Kinas præsident, Xi Jinping, for at handle korrekt i forhold til det forestående møde.

»Kinas præsident, Xi Jinping, og jeg har talt længe om mødet med Nordkoreas Kim Jong-un. Præsident Xi sagde, at han satte pris på, at USA arbejder på at løse problemet diplomatisk i stedet for at forfølge det faretruende alternativ. Kina handler fortsat hjælpsomt!,« skriver den amerikanske præsident på sin Twitter-profil.

Kina har dog også tidligere spillet en vigtig rolle, når det har omhandlet afskaffelsen af Nordkoreas atomvåbenprogram. Ligesom Kina har afholdt flere forhandlinger, der dog aldrig udmundede i nogen reel enighed mellem de to lande.

Forholdet mellem Nordkorea og Kina har dog lidt meget de seneste år. Der er nu meget få forbindelser mellem de to lande, og Nordkoreas leder bliver ofte omtalt som 'Tykke Kim' på kinesiske sociale medier. Han har endnu ikke besøgt Kina siden han kom til magten i 2011.

Det kinesiske statsmedie skriver dog alligevel, at der ikke er mulighed for at opnå fornuftige resultater, hvis ikke Kina spiller en rolle. Om det ender med krig eller fred, vil det stadig være en afgørende faktor, om Kina hjælper eller hindrer de to lande fremadrettet.

Kinas udenrigsministerium skrev i en pressemeddelelse fredag, at Kina har planer om at spille en positiv rolle i forhandlingerne, hvor de vil advokere for politiske løsninger og vedvarende fred.

Nordkorea har igennem 2017 trodset flere FN-resolutioner og gennemført atomprøvesprængninger og raketforsøg. Det har flere gange fået den amerikanske præsident til at føre en hård linje, hvilket har endt med, at begge statsledere flere gange har truet hinanden med krig.