Fortsæt til indhold
International

Forsinket planetjagt: Nasa klar til at sende nyt teleskop ud i rummet

Tess er det legendariske Keplers efterfølger.

Om knap tre uger er Nasa efter planen klar til se sende deres nyeste teleskop Tess (Transiting Exoplanet Survey Satellite) ud i rummet.

Teleskopet skulle oprindeligt have været sendt ud i løbet af 2017, men nu skulle de sidste småproblemer være på plads.

Den første konkrete dato Nasa meldte ud for Tess var den 20. marts 2018, men først nu er man i gang med de sidste forberedelser til opsendelsen, som efter planen bliver den 16. april fra Cape Canaveral Air Force Station i Florida.

Tess er udpeget som afløser for det legendariske teleskop Kepler, som ifølge Nasa har opdaget utrolige 2.600 exoplaneter, dvs. planeter som kredser om andre stjerner end Solen.

Det skal blandt andet ske med hjælp fra danske forskere. Både Aarhus Universitet (AU) og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) er en del af missionen.

Ved AU leder professor Jørgen Christensen-Dalsgaard den del af Tess-missionen, som skal forsøge at spotte såkaldte stjerneskælv, som er små bevægelser i en stjernes overflade, der kan sammenlignes med jordskælv.

På DTU skal professor Lars Buchhave og hans gruppe være med til at lede efter nye exoplaneter. DTU Space har også leveret et specialdesignet stjernekamera, som skal hjælpe Tess med at navigere.

De fleste af de exoplaneter, Kepler-teleskopet har opdaget, kredser om stjerner, der ligger mellem 300 og 3.000 lysår væk. Det er sket ved at kigge efter fænomenet transit, hvor en planet passere foran dens stjerne.

Den samme metode vil Tess benytte, men Tess vil primært fokusere på stjerner, som er mindre end 300 lysår væk.

»Kepler har lært os, at der flere planter end stjerner i rummet, og med Tess får vi mulighed for at se nærmere på de planeter der kredser om nogle af de nærmeste stjerner,« siger Paul Hertz, der er direktør for Nasas astrofysiske afdeling.

I videoen i toppen kan du se Nasas præsentation af det nye teleskop.

Artiklens emner
Rummet
Nasa