Herrefolk på tiggergang

Timbuktu

Imponerende ser den ud, striben af et hundrede gumlende væddeløbskameler, der som en langbenet æresgarde er trukket op ved Niger-flodens bred. Både dyrene og deres ejere er i stiveste festskrud.

For en kamel betyder det sølvringe og spejle på mulen og glitter på seletøjet. Deres ejere, Saharas stolte nomade-folk, tuaregerne, er klædt i luftige taguelmoustdragter i alle farver fra okker over græsgrøn til tuaregernes legendariske indigoblå. De lange turbaner, svøbt om ansigtet, så kun øjnene kan ses, er overstrøet med smykker, og alle krigere bærer et sværd i siden.

Ørkenens ensomhed
»Vi bliver aldrig trætte af at være nomader. Det ligger i vores blod. Når man har været meget i krig, har man brug for fred, og så er det rart med ensomheden i ørkenen akkurat som for dyrene,« siger en af de stolte tuareger, den 24-årige Almugama Diku som for at understrege myten om sig selv og sit folk.

En sort bella fra tuaregernes tidligere slavefolk iler til for at bære ved til festtalen. Han fortæller, at en tuareg er et ophøjet væsen, kun født til at føre krig og til at give ordrer.

Bellaer til at arbejde
»Tuareger er for fine og noble til fysisk arbejde. De er ikke født for at blive trætte, men for at blive opvartet. En tuareg er gavmild og respektfuld, og han har sine bellaer til at lave det beskidte arbejde. Heller ikke tuareg-kvinder laver andet end at opdrage deres børn. De har bellaer til alt andet,« siger bellaen.

Kamel-rytterne er kommet til Timbuktu fra mange steder i det nordlige Malis ørkenområder for at hilse på den besøgende tyske forbundspræsident, Johannes Rau, der vel ligesom JP Explorer er ude for at opfylde en drengedrøm om at se Timbuktu.

Hårde tider
I deres flotte uniformer fører især de unge tuareger sig frem med en selvsikkerhed, som om intet havde rokket ved deres status som Saharas rige herrefolk.

Sandheden er desværre en anden. Det seneste århundrede har været særdeles hårde ved nomadefolket. I mange år havde de lyshudede tuareger problemer med det franske kolonistyre, der bl.a. forsøgte at gribe ind mod tuaregernes røvertogter og traditionen med at holde slaver.

Siden har langvarig tørke gjort det af med mange af deres dyr, både kameler, geder og køer. Endelig mistede de endnu flere dyr under en væbnet konflikt med regeringen i Bamako fra 1990 til 1996.

Mange tuareger flygtede under oprøret til lejre i Mauretanien, og da de kom hjem for at slutte fred, var dyrene væk. Derfor havde de heller ikke råd til længere at forsørge deres frigivne slavefamilier. Bellaer, som stadig var økonomisk afhængige af tuaregerne, måtte i stort antal flytte væk til en usikker tilværelse.

Våbnene brændt
Alligevel var fredsslutningen bemærkelsesværdig. Fredsaftalen i Mali, som førte til større decentralisering, blev skabt uden indblanding udefra, og parterne brændte til sidst deres våben på et symbolsk fredsbål i Timbuktu.

»Fred er det smukkeste ord, jeg kender. Krigen ødelagde landet og ruinerede tuaregerne. Selv havde jeg masser af dyr og 20 bellaer, der arbejdede for mig. Nu har jeg ingen af delene og er fattig. Blot fordi nogle banditter, heriblandt nogle, der kaldte sig tuareger, begyndte at slås,« erkender Adarwichi ag el Achani, en klog høvding, hvis furede lyse hud er farvet mørk af solen.

Drømmen forsvundet
Han deler skæbne med en stor del af sit folk. 30 kilometer af tilsandede pister og adskillige klitrækker nord for Timbuktu besøger vi dagen efter festen en vindblæst tuaregby så trøstesløs, at den ligner en boplads på månen. Stemningen er ligeså desillusioneret som i det fattigste indianerreservat i USA.

I Tiriken er selv kamelerne forsvundet, selv om de altid har været nært forbundet med tuaregerne. Et par gedekid flakker rundt mellem de primitive teltboliger og enkelte huse, heriblandt en lille moske med et strudseæg på toppen.

I en indhegning har tuaregerne plantet træer, planter og grøntsager som salat, bønner og vandmeloner, og hver eneste spire vandes hver eneste dag manuelt. To brønde skaffer vand 47 meter nede under Saharas sandklitter. Alligevel er der lang vej til drømmen om en frugtbar oase.

»Vi er stadig stolte over at være nomader, men uden dyr er der ingen grund til at rejse rundt. Så vi bliver her. I livet ønsker ingen at være fattig, for man bliver ikke lykkelig af at være fattig. Men sådan er livet, og hvis Allah vil, bliver vi en skønne dag lidt rigere,« siger Abdullah på 44 år, gift med to koner og far til otte børn.

Tuareger anser ligesom andre malier mange børn for at være en pensionsforsikring. I Sahara siger man, at ethvert barn kommer med sin egen chance i livet, og samtidig kan børn bruges til at arbejde.

»Forældre, der skal have passet dyr, bruger børnene. Hvis de har fem børn, sættes f.eks. de tre i skole, mens to kommer i arbejde for at hjælpe familien. For det nytter alligevel ikke at sætte børn i skole, hvis de sultne. Så kan de ikke koncentrere sig,« fortæller Tirikens lærer i både den almindelige skole og i koranskolen, Mahamoud el Mobere.

Når de ikke tigger penge, forsøger mændene i Tiriken at omformulere tilværelsen inde i hovedet. Forsamlet på sivmåtter i sandet uden for høvdingens lerhus fortæller de, at det er vigtigt både for dem og deres børn at lære at læse og skrive for at kunne uddanne sig til en bedre tilværelse. For måske skyldtes det netop uvidenhed, at krigen gik i gang.

Fin åndelig kultur
Tuaregerne er ellers kendt for at have udviklet en forfinet og raffineret åndelig kultur. Samtidig er deres viden om ørkenen, om økologi og dyremedicin uovertruffen. Men det hele blegner, når der ikke er flere penge i kassen.

Selv om mange tuareger deltog i kampene, beskylder de maurere og andre arabere for at have optrappet oprøret ved at give det racistiske undertoner vendt mod Malis sorte flertal. Ifølge tuaregerne udgiver arabere i Sahara sig i dag for tuareger, fordi de ved, at det gør det lettere at skaffe hjælp til overlevelse fra internationale organisationer. For alene ordet tuareg har en magisk klang.

Nomaderne, der på grund af deres traditionelle farver har fået tilnavnet ”det blå folk”, tæller omkring en million mennesker, der er fordelt på hele det vældige Sahara-område. Lidt under halvdelen holder til i Mali.

Traditionelt var de hyrder, der med store flokke af dyr flyttede rundt med hele familien fra sted til sted. Tuaregerne i Timbuktu har travlt med at aflive myten om, at det er dem, der sørger for saltkaravanerne til Taoudenni langt oppe i ørkenen.

»Det er alt for hårdt arbejde for tuareger. Kamelkaravanerne til saltminerne er arabernes arbejde,« fortæller en af kamelrytterne i æregarden ved floden.

På et signal rejser hele rækken af kameler sig under høje klagelyde, og flokken af krigere rider af sted med sværdene glimtene i solen. Stoltheden over at være tuareg luftes i dag mest ved festlige lejligheder.