Nu dør lægerne også af ebola
"Det forbistrede er, at det er nemt at undgå smitte", lyder det fra en læge.
Vestafrika er ikke et område i balance lige for tiden. Faktisk oplever regionen en situation, som ligner plottet i en gyser:
En epidemi er som opstået ud af ingenting og begyndt at bevæge sig som en løbeild fra mand til mand og land til land.
Der findes ingen kur, dens symptomer er anonyme, og den smitter ved berøring. Imens sundhedspersonale kæmper med at behandle sygdommen, er det kun småt med tillid fra mange af lokalsamfundene, der i stedet opsøger deres heksedoktorer.
Midt i dette helt virkelige scenarie kæmper lægerne ikke kun med at redde de lokales liv, men også med at beholde deres eget.
Sundhedspersonale flygter
De seneste dage har flere medier kunnet rapportere om, at flere læger er blevet ramt af sygdommen.
Afrikanske medier rapporterer, at det har fået sundhedspersonale til at forlade deres arbejde i frygt for at blive smittet.
En ærgerlig udvikling, mener afdelingslæge ved Statens Serum Instituts (SSI) infektionsepidemiologiske afdeling, Peter H. Andersen.
"Det forbistrede er, at det er relativt nemt at undgå smitte. Virussen spreder sig ved berøring, den er ikke luftbåren som for eksempel influenza er. Den smitter ved kontakt med sekreter som blod, sved, opkast og afføring, så det skal man for alt i verden undgå," siger han til Jyllands-Posten.
Dårlig isolation
Han bakkes op af overlæge og afdelingschef ved SSI, Kåre Mølbak.
"Vi har de seneste dage set, at nødhjælpsarbejdere og andre højtuddannede, der forsøger at bekæmpe udbruddet, er blevet smittet. Problemet er, de syge mennesker ikke bliver isoleret ordentligt, samtidig med at de ansatte er under et umenneskeligt pres, der fører til træthed, der så igen fører til, at man sløser med sikkerhedsprocedurerne," siger han til Berlingske.
Læger Uden Grænser er en af de organisationer, der gør en indsats i de ebolaramte områder. Kommunikationsmedarbejder Ilja Weber oplyser, at der ikke har spredt sig en frygt blandt de udsendte.
"Vores medarbejdere følger nogle meget strikse sikkerhedsprocedurer. Vi har indrettet vores behandlingscentre på en måde, hvor alt tøj og udstyr bliver håndteret, så der ikke er kontakt mellem de syge og de raske," siger han til Jyllands-Posten.