Kenyas kvinder bytter sex for fisk
I Kenya fører fænomenet "sex for fisk" til, at dobbelt så mange rammes af HIV.
Hver dag lægger fiskerbåde til ved Lake Victorias kyst i Kenya. Imens strømmer de lokale kvinder til for at købe tilapiaer, aborrer og maller, som de kan sælge videre på markedet.
Men kvinderne er ekstremt fattige i denne del af Kenya, og da de ikke kan betale fiskerne med kenyanske shillings, må de i stedet betale med deres kroppe. Et fænomen, der er så udbredt, at det har fået sit eget navn: ”Jaboya”.
”Jeg er tvunget til at betale fiskene med sex, for jeg har ikke andet at tilbyde. Normalt går jeg i seng med en eller to fiskere om ugen. Jeg risikerer at få sygdomme, men jeg har ikke andre muligheder. Jeg har børn, jeg skal sende i skole”, siger 35-årige Lucy Odhiambo, en enke og mor til fem, til BBC.
Mange får HIV
Netop sygdommene er et af de største problemer i området, hvor kvinderne betaler for fiskerne med sex. Hele 15 pct. af kvinderne i området er smittet med HIV, hvilket er dobbelt så mange som gennemsnittet i Kenya.
På sin tur til Lake Victoria talte BBC-journalisten Mark Lowen med nogle af fiskerne. Flere af dem gifte mænd. En af dem, 26-årige Felix Ochieng, afslørerede en mentalitet, der forklarer, hvordan det groteske fænomen kan finde sted.
”Jeg har arvet praksissen fra min far, der plejede at gøre det samme. Ja, jeg skammer mig, og det er en dårlig ting. Men der kommer fristelser med kvinder,” siger Felix Ochieng, der fortæller BBC, at han nogle gange får 500 shillings i kontanter og endnu 500 shillings betalt med kvindernes kroppe. Han bytter sine fisk for sex tre gange om ugen.
Kvinderne bliver hjulpet
For at komme ”sex for fisk” til livs, har en lokal velgørenhedsorganisation startet projektet Vired med støtte fra det amerikanske fredskorps. Projektet går ud på, at kvinderne får mulighed for at eje båden og styre fiskesalget, mens de hyrer fiskere til at fange fiskene.
I dag er 19 kvinder en del af projektet, men organisationen håber på at få mange flere med.
”Sex for fisk” er meget farligt, fordi folk dør af HIV og aids hver eneste dag. Vi er nødt til at hjælpe disse kvinder på vej, så de selv kan tage ansvar for deres skæbne,” siger Dan Abuto fra velgørenhedsorganisationen til BBC.