Det sagde de efter ordfører-rokaden
Langt de fleste S-ordførere var godt tilfredse med Helle Thorning-Schmidts rokade med ordførerskaber. En enkelt Lone Møller var dog mindre tilfreds.
Jens Peter Vernersen. Nu sundhedsordfører. Tidligere fødevareordfører:
"Det er en nye udfordringer. Jeg har i lang tid beskæftiget mig med fødevareområdet og været glad for det. Jeg føler mig næsten i familie med det. Det bliver spændende nu, hvor der skal forhandles om fødevarekontrollen. Men det kommer jeg så ikke til at være med til. Sundhedsområdet er virkelig i front og fylder meget i vores politik, så jeg glæder mig til det."
Lone Møller. Har sagt nej til posten som kommunalordfører. Tidligere sundhedsordfører:
"Jeg er noget forundret, da jeg suverænt er den, der ved mest på sundhedsområdet. Men det er ingen skam at går, når man bliver fyret. Jeg har ingen idé om, hvorfor det er sket, da ledelsen siger, at jeg har gjort et godt stykke arbejde. Jeg skal lige sunde mig lidt. Jeg er røget i svinget, men det går nok. Jeg er lidt ked af det, men det bliver man altid."
Morten Bødskov. Ny finansordfører. Tidligere retspolitisk ordfører:
"Jeg har det godt med den nye post. Nu har jeg jo været retsordfører og været med til en stor politi- og retsreform. Så det har været en god afslutning. Der er kommet mange unge til med denne rokade, og det giver en kontinuitet mellem yngre og ældre kræfter. Og det er nogle kompetente kræfter, så vi er klar til at danse med de tunge drenge."
Karen Hækkerup. Ny retsordfører. Tidligere forbrugerordfører:
"Jeg glæder mig til at overtage retsordførerposten efter Morten Bødskov. Jeg har tænkt mig at kopiere og lægge mig efter ham. Det essentielle i arbejdet er, at retssamfundet fungerer, så alle urmagere ikke skal have pistoler liggende under disken. Jeg vil især sætte fokus på narkotikamisbrug og psykisk syge."
Poul Andersen. Ny forsvarsordfører. Tidligere trafikordfører:
"Jeg er meget glad og tilfreds med min nye post. Jeg har jo siddet i forsvarsudvalget i mange år og har tidligere været kommitteret for hjemmeværnet. Nu beder ledelsen så mig tage endnu mere af det område, og det er jeg glad for. Men det er ingen hemmelighed, at jeg har været meget glad for trafikområdet og jeg bliver jo også i udvalget, så jeg holder bestemt ikke op med at blande mig i trafikpolitikken."
Carsten Hansen, gruppeformand:
"Jeg er stolt. Det er en stor rokade, hvor cirka halvdelen har fået nye poster. Vi har sat det bedste hold, og hele rokaden giver styrke på alle områder. Der var behov for at blande kortene, men jeg vil ikke sige, at folk er kørt i stilling som ministre. Man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er solgt, for Anders Fogh (V) er dygtig. Men alle de nye ordførere vil give sig fuldt ud."
Helle Thorning-Schmidt, partiformand:
"Det her handler om fornyelse og kontinuitet. Nogle af de ordførere, som har valgt ikke at stille op næste gang, har på meget værdig vis valgt at gå et skridt til side for at gøre plads til folk, som stiller op næste gang. Det er vi meget glade for. Og så er der et par ordførere, som er blevet bedt om at flytte til andre pladser. Det er det, der skal til."
Helle Thorning-Schmidt, S-formand:
"Jeg har kun godt at sige om den indsats, som Lone Møller har udført på sundhedsområdet. Vi har tilbudt Lone en rigtig god post som kommunalordfører, og det har hun valgt at sige nej til. Men jeg håber selvfølgelig stadig, at hun med sin dygtige arbejdskapacitet vil træde tilbage på holdet."