Flemming Rose retter hård kritik mod JP-chefer

Set udefra lignede Jyllands-Posten meget længe en avis, hvor man stod sammen i sagen om Muhammed-tegningerne. Men bag facaden var billedet et andet. To nye bøger viser, at der gennem årene internt i bladhuset udviklede sig en stor uenighed om, hvordan man skulle agere.

Det var i 2015 – i tiåret for offentliggørelsen af tegningerne – at uenigheden endte i et brud mellem bladhusets øverste ledelse og Flemming Rose, der oftest havde været bladets ansigt udadtil i sagen. I ti år havde man udadtil stået last og brast under stærkt ydre pres og med konkrete terrortrusler rettet mod bladet. Men i september 2015 revnede det.

Hele forløbet oprulles i to nye bøger. I går udkom Flemming Roses egen beretning om forløbet: ”De Besatte”. I den kommende uge udkommer portrætbogen ”Pansergeneralen”, hvor journalist og forfatter Kirsten Jacobsen tegner et nuanceret portræt af Jørgen Ejbøl – tidligere chefredaktør og nuværende formand for Jyllands-Postens Fond. Roses bog er et langt opgør med netop Ejbøl. Kirsten Jacobsens bog handler om hele Ejbøls professionelle liv, men han udtaler sig også i sine sædvanlige bramfri vendinger om sit syn på Rose, som for ham i mange år var en højt værdsat medarbejder og en god ven. Det holdt ikke. I ”Pansergeneralen” retter Ejbøl en svidende kritik mod Rose:

”Derfor har det været et totalsvigt at lege med alvoren og sætte sin person foran fællesskabet. Så svigtet ligger hos en mand, som vi har brugt over 130 mio. kr. på at beskytte. Terroristerne havde to mål som en direkte følge af tegningerne. Charlie Hebdo og os. Det ene mål er væk nu. Need I say more? Men jeg kan forstå, at Flemming Rose er en beundret mand i journalistkredse. Jeg går ud fra, at det kun er til den dag, der eventuelt sker noget dybt ulykkeligt. Så vil enhver da spørge: Hvorfor fik han lov at rende rundt i hele verden og hive de samme varer ned fra hylderne på den måde?”, siger Ejbøl.

I Flemming Roses verdensbillede er denne holdning kapitulation. Hvis man ryster på hånden, når de mest provokerende tegninger skal offentliggøres igen, har man efter Roses opfattelse bøjet sig for terroristerne. Han sammenligner det direkte med dansk presse i besættelsestiden og skriver i sin egen bog:

”Når man sættes under pres og tvinges til at gøre ting, der ikke harmonerer med ens idealer, så finder man på alle mulige gode og mindre gode undskyldninger og forklaringer. Det er ynkeligt at se på, men såre menneskeligt.”

Men før det endte i denne principielle strid, var der gået en årrække med et fælles forsvar for Jyllands-Postens ret til i 2005 at bringe Muhammed-tegningerne. Da Flemming Rose i 2010 udgav sin store bog ”Tavshedens Tyrrani” på Jyllands-Postens eget forlag, blev han da også fortsat fra husets ledelse mødt med opbakning og anerkendelse. På dette tidspunkt er Jørgen Ejbøl formand for bestyrelsen i JP/Politikens Hus – en position han bestred fra fusionen i 2003 og frem til 2014, hvor han blev afløst af den hidtidige adm. dir., Lars Munch. Ejbøl er i dag formand for Jyllands-Postens fond.

Få måneder efter bogfejringen begynder det i vinteren 2010-11 at gå galt med sammenholdet. Det sker sideløbende med, at der afsløres flere konkrete terrorplaner mod avisen. Rose gengiver en samtale i januar 2011, hvor JP-Politikens koncernchef, adm. dir. Lars Munch, kommer forbi hans kontor:

”Du virker besat. Du skal passe på, at du ikke ender som en mand med en sag, at du ikke kommer til at fremstå som en fanatiker og bare lyder som en plade, der kører i den samme rille. Du bør holde en pause fra den slags emner,” sagde Munch ifølge Roses gengivelse. Det fremgår af bogen, at Lars Munch senere beklagede udtrykket ”besat”, men for Rose var et af mange eksempler på, at den øverste ledelse fandt, at han gik alt for vidt.

I foråret 2011 nedlægger Jørgen Ejbøl - ifølge Rose - forbud imod, at Rose kan vidne i en retssag i Chigaco i den såkaldte Headley-sag om et planlagt angreb på Jyllands-Posten. Ligeledes skal både Munch og Ejbøl have bedt Rose om ikke at deltage i tv-udsendelser. ”Du må ikke vise dit fjæs i tv”, lyder beskeden.

Situationen skærpes i maj 2011. Efter mange forsøg – også fra chefredaktør Jørn Mikkelsen - på at få Rose til at holde en lavere profil og beskæftige sig med andet end spørgsmålet om profettegninger og ytringsfrihed, mister Ejbøl tålmodigheden. Bogen gengiver en mail fra 10. maj 2011, hvor bestyrelsesformand Ejbøl i en mail til adm. dir. Lars Munch skitserer en ”håndfæstning” af Flemming Rose.

”Virksomheden er i en helt ekstraordinær situation. Sikkerheden vil altid veje tungest. Menneskeliv er vigtigere end principper,” indleder Ejbøl hvorefter han i otte punkter beskriver, at Rose – hvis han vil blive i jobbet – må undlade at deltage i tv-debatter, undlade at holde foredrag, undlade at skrive om religiøse forhold og om tegningerne. Osv.

Håndfæstningen, som Ejbøl kalder den, skal administreres af Lars Munch og chefredaktør Jørn Mikkelsen – Munch skal træffe de endelige afgørelser. Det sættes i værk i juni 2011 – med Roses accept. Han vil gerne blive på avisen og vise sin loyalitet. Samtidig anerkender han de reelle trusler og har den opfattelse, at han nu har sagt alt det, han gerne vil sige om tegninger og ytringsfrihed.

Han finder dog efterhånden båndene snærende – og tvivler meget på, at hans tilbageholdenhed medfører nogen reel forbedring af sikkerhedssituationen. Det er svært for ham at være redaktør uden også at være debattør.

Men aftalen holder i store træk indtil den 7. januar 2015. Det er den dag, brødrene Said og Chérif Kouachi gennemfører deres brutale angreb på Charlie Hebdos redaktion og slår 12 mennesker ihjel – herunder nogle af Frankrigs bedste satiretegnere.

De kommende måneder genindtræder Rose i den danske og internationale debat. Men han ender flere gange med at gå langt videre end bladhusets ledelse synes om. Ejbøl bliver særligt vred, da Rose på Folkemødet på Bornholm stiller op til en debat med den hollandske politiker Geert Wilders. Men størst konflikt giver Roses nye bog – ”Hymne til friheden” – der i september udkommer på Jyllands-Postens eget forlag.

”Og den bog du har skrevet, den tilgiver jeg dig aldrig”, lyder det fra Ejbøl under et voldsomt raseriudbrud, som han ifølge Rose leverer på dennes kontor i bladhuset på Rådhuspladsen. Det er den 23. september – ”vredens dag” kalder Rose det i bogen. Efter udskældningen af Rose går Ejbøl til en prisoverrækkelse, som også Rose og Naser Kahder var indbudt til. Derfor var begges PET-vagter også til stede. En rasende Ejbøl smider i følge bogen PET-vagterne ud, så de ikke direkte kan bevogte prisuddelingen. Rose bliver væk efter egen beslutning. Han føler sig svigtet efter Ejbøls voldsomme udfald.

Den følgende søndag bringer Politiken et opsigtsvækkende interview med Carsten Juste, der var en af Jyllands-Postens to chefredaktører, da tegningerne blev bragt. I en replik til artiklen udtaler Ejbøl: ”Jeg finder det ulykkeligt, at man i en sætning taler om hån, spot og latterliggørelse. I min tid som chefredaktør har de tre ord aldrig været ledestjerner”.

Dagen efter siger Flemming Rose sit job op. Han stopper på Jyllands-Posten ved udgangen af 2015. Et tilsagn fra chefredaktionen om en ugentlig klumme bliver undervejs trukket tilbage. Rose er helt færdig på JP.

Bogen indeholder mange personangreb og detaljerede beskrivelser af episoder og samtaler, som Rose har oplevet dem. Samtidig rejser den imidlertid flere principielle spørgsmål:

Hjælper det at holde lav profil, når man står over for trusler som JP/Politikens Hus nu har gjort i årevis? Rose mener nej.

Og har bladhusets bestyrelsesformand og øverste direktør brudt almindelige principper for arbejdsdelingen på en seriøs avis? Er de kommet alt for langt ind i afgørelser, der alene burde ligge hos den ansvarshavende chefredaktør? Ja, konkluderer Rose mange steder i bogen.

Foreløbig har Jørgen Ejbøl afvist at kommentere bogen.

JP/Politikens bestyrelsesformand Lars Munch går i en længere skriftlig kommentar i rette med begge Roses kritikpunkter. ” Ingen kan i alvor mene, at der blev lagt låg på ytringsfriheden”, skriver Munch med henvisning til alt, hvad Jyllands-Posten har bragt gennem årene.

Om kritikken af Ejbøls og hans egen involvering i det redaktionelle peger Munch på sagens helt særlige karaktér: ”Er det sædvanligt, at en direktør eller bestyrelsesformand blander sig i den redaktionelle linje? Nej, det er hverken sædvanligt eller ønskværdigt. Men den såkaldte Muhammedkrise og dens følger var bestemt ej heller sædvanlige.”

Læs også Lars Munchs kommentar til Flemming Roses bog herunder: