Fortsæt til indhold
Indland

Peter Naur, datalogiens fader, er død

Den verdensberømte danske datalog Peter Naur er død.

En af Danmarks største videnskabsmænd Peter Naur, hvis arbejde er internationalt kendt og anerkendt, er søndag død efter sygdom. Han blev 87 år gammel.

Peter Naur blev især kendt som pioner i datalogien, hvilket blandt andet udmøntede sig i den prestigefyldte pris A.M. Turing Award, som han fik for sin videnskabelige indsats i faget, der på engelsk kaldes "Computer Science".

Ordet datalogi blev opfundet af Peter Naur, som i 1969 blev den første danske professor i netop datalogi på Københavns Universitet, hvor han var med til at oprette Datalogisk Institut ved Københavns Universitet (DIKU).

»Jeg argumenterede for, at computer science var en håbløs betegnelse og foreslog i stedet datalogi. Det blev positivt modtaget og slog altså igennem,« sagde han i et interview med Computerworld i december 2014.

At Peter Naur skulle blive kendt og respekteret for it og datalogi langt ud over landets grænser lå ikke i kortene, da han i 1949 blev uddannet som astronom, hvor han efterfølgende blev ansat på Københavns Universitets Astronomiske Observatorium.

Men læren om universet banede vejen ind i edb-verdenen under et ophold på det engelske Cambridge Universitet. Her opdagede Peter Naur, at udregninger af planeters bevægelser, kunne foretages på ganske få sekunder med en computer, har han fortalt.

I 1960 blev Peter Naur del af en international komite, som skulle udarbejde et programmeringssprog, der kunne bruges på alle computere. Peter Naur var hovedforfatter på en rapport, som beskrev programmeringssproget, der blev dømt Algol 60, en forkortelse for ALGOrithmic Language. Sproget gjorde det muligt at formalisere programmeringssprog.

Peter Naur arbejdede på Datalogisk Institut helt frem til det sidste. Ved siden af datalogi interesserede han sig for psykologiske og filosofiske spørgsmål bl.a. om kunstig intelligens, som ha fyldt meget i hans forskning.