Fotografens bedste skud: En vildfaren kugle

Ingenmandsland

Jeg var 22 år og i lære som pressefotograf. Jeg havde alt for mange hurtige opgaver og havde brug for at gå i dybden og bruge lidt længere tid på en opgave. Så i min ferie gav jeg mig selv en god lang ”National Geographic”-opgave i farver. På en tidligere ferietur til Berlin havde jeg set en skurvognslejr, som lå, hvor ingenmandsland havde været inden murens fald. Det blev til en fantastisk spændende rejse ind i en verden af hjemløse, bz’ere og hårde skæbner.

Jeg kom og gik i lejren i 3 uger over et par sommerferier. Billedet, jeg har valgt at vise fra min serie, er fra en aften, hvor beboerne var vilde og oppe at køre. Det skete ind imellem. Denne aften smed de en sofa på bålet. Da en ung mand proklamerede, at han ville spy ild, så jeg muligheden for et godt, stemningsfyldt overbliksbillede af lejren. Jeg skyndte mig op på en stige, jeg tidligere havde udset mig til formålet. Han gjorde det kun én gang. Det var det. Dengang var der ikke noget, der hed digitalt. Det var en diasfilm, jeg havde i kameraet, og jeg var hundeangst for, at jeg havde fejleksponeret billedet. Men det havde jeg heldigvis ikke.

For mindre end en måned siden besøgte jeg stedet, hvor lejren lå. Der ligger nu en sø omkranset af en masse nye huse. Det er en af de ting, der er fantastisk ved at være fotograf. At vi kan være med til at registrere historien. Først var det ingenmandsland, så blev det til en skurvognslejr, og nu er det en sø.

En vildfaren kugle

Jeg var i Serbien for at dække studenterdemonstrationerne mod præsident Slobodan Milosevic, da jeg fik en opringning fra avisen. Jeg skulle skulle rejse videre til Albanien, da der var et folkeoprør i gang.

Albaniens præsident have opfordret befolkningen til at investere deres penge i et pyramidespil. Da det krakkede, kom det til et voldeligt oprør. Jeg forelskede mig straks i landet. Det var som at træde 50 år tilbage i tiden. De næste fire år foretog jeg 13 rejser til Albanien. Kosovo-projektet blev til en fotobog med titlen ”Albanians”.

Fassli Veisllari blev dræbt af en vildfaren kugle. I byen Berat havde folk plyndret den lokale militærlejr. Nu blev der skudt over det hele, mest op i luften, men desværre også ligeud. Jeg tog op i hans bjerglandsby og spurgte familien om lov til at deltage ved begravelsen. Mændene sad i et rum for sig, mens kvinderne sad i et andet og sørgede sammen med den døde. Da jeg kom ind i rummet, løftede de et klæde, som dækkede den dødes ansigt. En kvinde tog et skridt til venstre for at give mig plads. Det lille skridt gjorde, at lyset fra det vindue, hun havde skygget for, nu faldt på hans ansigt. Det nærmest guddommelige skær løfter billedet fra ”godt” til ”rigtig godt”.

Et halvt år senere besøgte jeg landsbyen igen og forærede familien billederne fra begravelsen. Siden blev jeg kontaktet på Facebook af datteren, der nu er en voksen kvinde. Hun ville høre, om jeg havde flere billeder fra begravelsen. Sådan går tingene i ring.

Cheerleaders

Dette billede er et eksempel på, hvor fuldstændig fantastisk og skizofrent et liv som fotograf kan være.

I 2005 var jeg i Congo for at lave en bog for Læger Uden Grænser. Den skulle dokumentere nogle af deres projekter og hjælpe med at skaffe finansiering til indsatsen i landet. Congo er frygtelig ramt af krig og elendighed, og ca. 5 mio. mennesker har mistet deres liv de seneste 20 år.

Jeg synes, det er svært at arbejde i Afrika. Alle ville have penge af mig. Selv lægerne på et hospital for AIDS-patienter bad mig om penge. Det var vanskeligt at forsøge at forklare, at jeg arbejdede gratis i en god sags tjeneste, når folk slet ikke havde en krone til dagen og vejen.

Mens jeg var af sted, blev jeg ringet op af The New York Times Magazine. De spurgte, om jeg ikke ville flyve direkte til Kentucky i USA for at lave en fotoserie til bladet om USA’s bedste cheerleader-hold fra University of Kentucky.

Det var en surrealistisk oplevelse. På 36 timer kom jeg fra et forarmet AIDS-hospital med døende patienter i Afrika til en flok amerikanske highschool-kids, der var vilde for at få taget deres billeder.

I USA er cheerleading næsten på højde med elitegymnastik. Drengene skal være i superform og have store muskler, så de kan holde til at kaste de små vævre piger højt op i luften. Efter at have været på farten i 14 dage og lavet de to historier, valgte jeg at tage hjem som planlagt. To dage senere ramte orkanen Katrina New Orleans, kun 3 timers flyrejse mod syd fra Kentucky.

Otte minutter med Messi

Jeg fik til opgave at fotografere Lionel Messi til forsiden af TIME Magazine. Det var en kombination, som jeg sjældent havde prøvet. At fotografere den bedste fodboldspiller i hele verden - ovenikøbet en sportsgren jeg elsker - til verdens vigtigste og mest prestigefyldte forside. Det gav sommerfugle i maven.

TIME havde brugt to år på at få aftalen i stand. Messi bliver revet i fra alle sider, og han er ikke ligefrem den udadvente type. Barcelonas daværende træner, Pep Guardiola, havde i øvrigt forbudt alle solo-interviews i løbet af sæsonen, så fotosceancen var omgærdet af stort hemmelighedskræmmeri. Jeg havde installeret mit udstyr i et lille, ubenyttet lokale på Barcelonas træningsanlæg.

Messi var høflig og genert, da han kom direkte fra træning. Han var totalt ligeglad med, hvordan han så ud. Ikke noget med at style sig i lækkert modetøj eller have sin egen stylist med. Han var simpelthen bare klar som han var. Jeg havde på forhånd hængt en sort og en hvid baggrund op i lokalet og havde lejet et transportabelt studielys. Jeg vidste, det skulle gå sindssygt stærkt, men på et tidspunkt strejker udløseren på flashanlægget og panikken var lige ved at indtræffe. Heldigvis kom det i gang igen. Den gode pressechef, som have formidlet kontakten, stod allerede efter de første 10 skud og sagde, at det var nok. Så nu gjaldt det om ikke at få øjenkontakt med ham og bare arbejde igennem. Jeg fik otte minutter til lave forsidebilledet. Ikke lang tid. Men heldigvis lige nok.

Tiden efter min tid

Jeg har netop udgivet min tredje fotobog med titlen ”Tiden efter min tid”. I bogen går jeg i mine egne fodspor. Det er min rejse tilbage i tiden, tilbage til min barndom, til de mange steder jeg har boet og har erindringer om.

Jeg opsøgte den familie, der nu bor i mit gamle hjem i Lystrup lidt uden for Aarhus. Allerede inden jeg bankede på døren ind til lejligheden, kunne jeg høre en hund gø, et lille barn græde og til sidst en mand råbe ”Hold kæft”. Måske ikke det bedste tidspunkt at få adgang til deres hjem. Men nu var jeg kommet så langt, og jeg havde ikke kunnet skaffe et telefon nummer på dem.

Da jeg bankede på, blev døren kun åbnet halvt op. Efter et par minutter, hvor jeg kort fortalte, hvem jeg var, hvad jeg lavede, og hvad mit projekt gik ud på, fik jeg et meget kort og bestemt ”nej”. Det tvang mig til at tænke anderledes og kigge på de muligheder, omgivelserne kunne give mig. Jeg gik i børnehave, mens vi boede i lejligheden i Lystrup. Der gik jeg så på jagt efter et billede, der kunne beskrive den tid.

I børnehaven fandt jeg den trehjulede cykel. Jeg fotograferede den med lyset fra en gadelampe midt om natten. Jeg havde aldrig troet, at jeg nogensinde skulle fotografere en trehjulet cykel, og da slet ikke at jeg skulle ende med at blive så glad for netop det billede. Billedet er meget anderledes, end alt andet jeg nogensinde har lavet før. Men det billedet åbnede mine øjne til en ny verden, og det passede perfekt til den historie, jeg gerne ville fortælle.

Serie: ”Mine fem bedste skud”