Fotografens bedste skud: Regnbuen på verdens tørreste sted

Dagens fotograf: Niels Hougaard

Uddannet: Niels trådte sine fotografiske barnesko på avisen Socialisten Weekend, for hvem han flere gange rapporterede fra krigene på Balkan. I 1999 blev han optaget på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus, hvor fra han fra 2000 til 2002 fik praktikplads på Dagbladet Politiken.

Ansat: I 2004 blev Niels som nyuddannet fotojournalist ansat på Morgenavisen Jyllands-Postens redaktion i København.

Priser: Præmieret 6 gange ved årets Pressefoto, 2 priser ved Fujifilm Danmark og har været Fujifilm European Sportsphotographer of the year.

Niels har med årene etableret sig som en velanset og berejst fotograf. Han deltog på flere af de lange Explorer-ekspeditioner, bl.a. Kloden og Klimaet, Galathea 3, Den Lange March og Fredsmissionen igennem en række afrikanske lande. De senere år har det dog mest været de korte, nyhedsprægede rejser, der har bragt Niels til konfliktzoner i Irak, Libanon, Afghanistan, Congo, Uganda, Burma, Libyen, Tunesien og Egypten under Det Arabiske Forår og senest til urolighederne i Ukraine.

At vælge de fem bedste skud fra en fotografisk karriere, der strækker sig over næsten 20 år, er en umulig opgave. Et billede kan knytte sig perfekt til en situation eller indkapsle essensen af en historie. Billeder kan være de bedste på mange måder. Jeg har derfor valgt fem billeder, som har brændt sig fast i min hukommelse. Ikke fordi de nødvendigvis er de bedste, men fordi jeg husker rejsen, der bragte mig til billedet.

1. Hvor der ingen regnbuer er

I 2007 rejste journalist Jakob Rubin og jeg tusindvis af kilometer op gennem Sydamerika som led i Galathea 3 Ekspeditionen. Inspektionsskibet Vædderen sejlede langs kysten, og Jakob og jeg var ekspeditionens øjne og ører på land.

Ad støvede veje havde vi hele dagen kørt mod målet: Ørkenbyen San Pedro de Atacama i Chile. Atacama-ørkenen, som byen ligger i, er verdens tørreste sted. Nogle steder i ørkenen har det aldrig regnet, andre steder er der registreret ganske få byger siden begyndelsen af 1900-tallet. Kun en sjælden tåge giver vand her.

Vi runder pynten på et lille bjerg og foran os ligger byen. Blåviolette tunge skyer ligger i horisonten i skarp kontrast til den rødgule jord. Det ser surrealistisk ud.

Vi tjekker ind på vores lille guesthouse og jeg går ud for at kigge på skyerne. Pludselig – fra det ene sekund til det næste – står en imponerende regnbue spændt ud over himlen. Jeg mærker små dråber af vand på mine kinder. Det regner!

Omgivet af huse kan jeg ikke tage et ordentligt billede af fænomenet, så jeg begynder at løbe mod åbent land. Jeg spæner, som havde jeg San Pedros horder af herreløse hunde i hælene. Ser det lille træ, hæver kameraet og får tre skud.

Lige så hurtigt som den dukkede op forsvinder regnbuen. Det samme gør regnen.

2. Ind i Gaza

Sidst i december 2008 indleder Israel Operation Støbt Bly i Gaza-striben. I løbet af de næste uger regner bomberne ned over den tynde stribe land. 13 israelere og 1.500 palæstinensere bliver dræbt, og store dele af Gaza By ligger i ruiner.

JP’s daværende korrespondent i Mellemøsten, Sanne Gram Fadel, og jeg rejser til Israel for at forsøge at komme ind i Gaza. Igennem flere dage løber vi panden mod en mur. Grænsen er lukket, der er ikke noget at gøre.

På et pressekontor løber vi ind i Informations korrespondent, Lasse Ellegaard.

Sammen beslutter vi at tage en chance. Muligvis er Gazas grænse mod Egypten åben. Vi hopper i en taxi og kører mod lufthavnen, lander i Kairo kl. 02 om natten, hyrer en minibus på stedet og tordner af sted de otte timer mod Rafah.

Der er sort af mennesker ved grænseovergangen, da vi ankommer. Røde Kors, Læger Uden Grænser, journalister og lykkeriddere river sig i håret over at også denne grænseovergang er lukket. TV2’s korrespondent giver op og kører mod Kairo. Han har ventet i tre dage. Vi ringer til den danske ambassade i Kairo for at høre, om de kan hjælpe. Det kan de måske, i hvert fald har de allerede en person på vej i bil ud til os.

Hvad der nøjagtigt blev sagt til den øverstkommanderende ved grænseposten står hen i det uvisse, men efter lange udvekslinger mellem ham og den danske repræsentant forløser han ventetiden med ordene ”You have 20 minutes then I will close the border”. Der opstår kaos, da pressefolk og NGO’er vælter ind over den lille grænsestation. Ikke alle kommer med, men vi er inde som nogle af de første.

I Gaza By venter virkeligheden. Ødelæggelserne er så omfattende og chokerende, at jeg ikke ved, hvor jeg skal begynde. Hvordan indfanger jeg denne katastrofe i billeder? Det er næsten ikke muligt.

Efter at have vandret rundt i ruinerne i nogle dage møder jeg dette ældre ægtepar. De sidder stille og roligt på en madras, taler lavmælt og byder mig på varm the. Rundt omkring har de ryddet op, fejet det værste støv væk og lagt murbrokker i en bunke. De solgte slik fra en lille butik til børn på vej til og fra skole. Skolen er væk, det samme er deres hus og deres butik. Væggen de sidder op ad er det eneste, de har tilbage.

3. Sig vi er ornitologer

Et sted på grænsen mellem Kina og Burma bumler vores pickup af sted gennem junglen på en hullet vej. Det er kulsort nat, og forlygterne er det eneste, der lyser op i ingenmandsland. ”Get down” hvisler vores chauffør, da vi nærmer os grænsen. Ingen må se, at der er to blegansigter om bord i bilen. De kinesiske spioner er overalt. JP’s korrespondent, Jes Randrup, og jeg er på vej over grænsen fra Kina til Burma - illegalt.

Målet for vores besøg er den lille Kachin-stat i det nordøstlige Burma. Kachinerne har i årevis kæmpet for selvstændighed mod det burmesiske styre. Folk her er kristne, og de vil ikke indordne sig under den buddhistiske majoritet. Derudover er Kachin rig på mineraler, guld og ædelstene, rigeligt til at finansiere oprørshæren KIA, som vi er her for at opsøge.

En tidlig morgen i en træningslejr uden for byen Laitza møder vi dem. Luften står stille og er tung af damp fra den omkringliggende jungle. Omkring et lille bål sidder seks nye rekrutter. De ryger cigaretter og drikker the. Røgen fra bålet danner kegler af lys som spiller i duggen på græsset. Det er fredfyldt og tyst.

Senere skal vi følge dem ad smalle stier ud den landminebefængte jungle. Se hvordan livet er i skyttegravene ved Ntap Bum, vågne til junglens lyde, høre dem fortælle om kampene med burmeserne. Om tabene af kammerater, om at træde på miner, om håbet om fred.

Materialet bliver til en række artikler i JP, bl. a. ”Burmas glemte krig”

Vi skal ud af Burma ad samme vej, som vi kom ind, og da vi i ly af mørket er sluppet over grænsen, siger Jes: ”Hvis vi bliver standset, har vi aldrig været i Burma. Bare sig, vi er ornitologer.”

4. »You made Mohammed-cartoon«

På American Colony Hotel i Jerusalem sidder JP’s korrespondent, Sanne Gram Fadel, og jeg og ser BBC News. Rebellerne i Libyen nærmer sig Tripoli, Gaddafis højborg og landets hovedstad. Det er foruroligende nyheder, men ingen af os tror på, at det vil lykkes dem at komme ind i byen. Vi vender tilbage til den opgave, vi er i Israel for at lave.

Næste morgen kan vi se, at vi tog fejl. Rebellerne står i Tripoli, byen er ved at falde. Det er historien, vi har talt om mange gange før, og den skal dækkes. Sanne er højgravid og kan ikke tage ind i en krigszone, så vi bliver enige om, at jeg tager af sted alene. JP’s Gunnar Willum er også undervejs fra Kairo.

Via Tel Aviv, Rom og Tunis befinder jeg mig et døgn senere på et hotel på den tunesiske turistø Djerba, nogle timers kørsel fra grænsen til Libyen. Der er en bryllupsfest i gang på hotellet, alle danser og er glade. En skærende kontrast til det, der foregår lige på den anden side af grænsen.

Næste formiddag krydser jeg grænsen til fods, min chauffør vil ikke køre videre. Jeg havde nok et naivt håb om en taxa, men dem er der ingen af. Til gengæld møder jeg tre gutter i en ambulance. De er lægestuderende og skal køre ambulancen til et sted i Libyen. Hvor de har ambulancen fra, ved jeg ikke, men jeg får et lift. Når man har travlt med at komme frem, er en ambulance et ret effektivt transportmiddel. Alle gør plads, vi kan springe over i benzinkøerne, og humøret er højt.

Niels Hougaard på reportage

Ud på eftermiddagen skal de til højre og jeg til venstre mod Tripoli. Jeg får et nyt lift med en fyr, der vil køre mig resten af vejen. Snart to døgns rejse uden meget søvn eller mad har sat sine spor. Jeg er døset hen, da fyren i bilen rusker mig vågen og fortæller mig, at vi er der. Mine tasker står ude på vejen, jeg hopper ud. Bilen kører.

Vi er der bare ikke. Fyren har sat mig af på en motorvejsbro uden for Tripoli.

Fem minutter senere ligger jeg så fladt som jeg kan på den varme asfalt. Broen er under beskydning og jeg har kastet mig ned. En pickup-truck med en antiluftskytskanon på ladet holder få meter fra mig og sender salver i retning af fjenden. Lyden af de tomme patronhylstre der rammer asfalten brænder sig fast i min hukommelse.

Fladt på maven får jeg min skudsikre vest og hjelm på. Jeg kaster min kuffert og mit udstyr ned af en stejl betonrampe på siden af broen og glider selv efter. Jeg løber.

En mand med en Kalashnikov er på vej mod broen. Jeg råber ham an: »Please help me get out of here«.

»Where are you from?«

»Denmark.«

»We don’t help Denmark people, you made Muhammed-cartoon.«

Det er simpelthen løgn. Minutter senere løber jeg heldigvis i armene på en noget mere venligt stemt libyer.

I hans hus får jeg vand, brød, en dåse tun og sikkerhed. Det bedste tørre brød jeg nogensinde har fået. Dagen efter kører han mig til hotellet i Tripoli.

Billedet er fra Gaddafis militære hovedkvarter Bab al Azizia i Tripoli. Det var her, folk blev tortureret og forsvandt. En rebel hæver armene i sejrsrus fra toppen af den gyldne knytnæve, der knuser et amerikansk fly, og råber Allahu Akbar! Gud er stor.

Rebellerne har sejret, og nu valfarter de til statuen, symbolet på Gaddafis magt, for at nyde triumfen.

5. Tilbage til begyndelsen

Det sidste billede er fra ungdomsherberget Gaderummet på Nørrebro i København, og det er taget midt i 1990’erne. Det er fra min første rigtige reportageserie, der handlede om unge hjemløse og deres liv på stenbroen.

Billedet er taget en tidlig morgen på herberget. I løbet af natten er personen under tæppet kommet ind og har fundet hvile på sofaen. Ingen ved endnu, hvem det er. Måske en ny beboer.

Serien var startskuddet til min livslange kærlighedsaffære med fotografiet. Starten på mange rejser og oplevelser. Jeg har verdens bedste job.

Serie: ”Mine fem bedste skud”