Fotografens bedste skud: Den vilde ungdom

Dagens Fotograf: Sebastian Buur Gunvald

Ansat: Fotojournalistpraktikant på Jyllands-Posten.

Uddannelse: Startet på Fotojournalistuddannelsen i 2012 med praktik på Jyllands-Posten.

1. Jakkesættets knæfald

Som fotograf har jeg ikke nødvendigvis våde drømme om at fotografere diverse partiers årsmøder, og Socialdemokratiets årlige kongres i Aalborg ændrede ikke synderligt på det. Jakkesæt på klapstole så langt øjet rækker, der lytter til og klapper af andre jakkesæt, der mener vidt og bredt om rigets tilstand og vores almene dagligdags problemer.

Hen imod slutningen på to dages taler sad jeg helt foran og ventede på, at Helle Thorning skulle komme med sine afsluttende bemærkninger, da en yderst velklædt scenemedarbejder faldt på alle fire og begyndte at rykke krampagtigt med talerpulten. Ind mod midten, på alle fire, to centimeter ad gangen.

Det kom der det her billede ud af. Et lille lysglimt i rækken af slips og grå stænk i håret. Selv om jeg var til stede og godt ved, hvad der sker på billedet, er det ikke altid, jeg kan afkode det, hvilket for mig er en kvalitet. Men det er humoren, der virkelig har fået mig solgt på det her billede, for humor er tit svært at fotografere, og jeg får sådan en god følelse, hver gang det lykkes.

2. Ungdomsliv

I 2013 var jeg taget på reportage i Moorpark, en mindre by en times kørsel nord for Los Angeles, for at fotografere ungdomskultur. Et par af de unge mennesker havde jeg mødt året forinden på Camino de Santiago i Spanien og var blevet fascineret af deres fortælling om en forstad til en af verdens mest kendte byer, hvor ellers velfungerende unge med job og studie, slog al tiden ihjel med stoffer, fester og druk.

Jeg brugte tre uger i Moorpark og lærte ikke kun om en ungdomskultur, der mindede meget om den, jeg selv kom fra derhjemme, men også om mig selv som fotograf. De første par dage arbejde jeg med mit store spejlrefleks, men havde meget svært ved at nå ind til det, som jeg følte, historien handlede om. Indtil jeg en dag tog et tilfældigt billede med min iPhone og på en eller anden måde knækkede koden.

Min telefon var mere intuitiv og mindre invaderende for unge mennesker, der alligevel altid har telefonen fremme for at snapchatte eller instagramme, og ud af de 12 billeder, historien endte med at bestå af, er der kun to, der er skudt med mit ”rigtige” kamera.

Billedet her er taget en tidlig morgen i røven af en fest, hvor to piger begyndte at kysse ovenpå en fyr, der vågnede op fra sin slumren for at tage del i seancen. Det er det billede, der for mig indrammer hele historien. Et billede af ungdommens liderlighed og grænsesøgende adfærd, hvor mange af de regler, der dikterer vores gøren og færden senere i livet, endnu ikke er trådt i kraft.

3. Slutfløjt

Da VM-finalen skulle spilles i sommers, var der kun et sted at opholde sig; Brandenburger Tor i Berlin. Jeg kørte hele vejen fra Aarhus for at dele oplevelsen med mange, mange tusinde håbefulde, tyske fodboldfans, men så ikke særlig meget af kampen selv, da jeg i sagens natur havde ryggen mod storskærmene det meste af tiden.

Dem, der så kampen, vil huske, at man skulle helt frem til det 113. minut, før Mario Götze kunne sikre Tyskland en sejr på 1-0 over Argentina. Da slutfløjtet lød 7 minutter senere, eksploderede centrum af Berlin. To timers intens spænding var endelig forløst, og billedet er taget i præcis det øjeblik, fløjten lyder.

4. Mødet med min helt

At fotografere et portræt er mødet mellem to mennesker. Og nogle gange er man heldig at få lov til at møde en af sine helte.

Nils Malmros er en af de helte for mig, og jeg må have set Kundskabens Træ mindst 10 gange. Da portrættet skulle tages, valgte jeg at sidde med til interviewet og var næsten ked af det, da jeg skulle til at fotografere. Hjemme hos Nils var tiden fløjet af sted, mens han snakkede om sin karriere, inspiration og ikke mindst den forfærdelige tragedie, der ramte hans familie.

Da vi var overladt til os selv, var det bare mig og en mand, der selv er vant til at tænke i billeder og dirigere rundt med folk. Heldigvis havde jeg været i vores arkiv og set, at vi år ud og år ind havde skudt det samme billede, ved Nils’ skrivebord og ved vinduet og jeg brugte den viden som ballast til at diktere, at denne gang skulle vi lave noget andet.

Det kom der en masse billeder ud af, blandt andet også dette meget simple billede af en mand, der slår øjnene ned og dvæler ved tingene et øjeblik. Dvæler ved et 70 år langt liv med opture, tragedier og film, som mange af os er vokset op med.

5. Et anderledes modefoto

Modeshows er noget, der er blevet fotograferet tusinde gange før - og næsten altid på den samme måde. På en af mine første opgaver for Jyllands-Posten var det så min tur til at se, om jeg kunne bryde mønsteret lidt, hvilket jeg helt bestemt ikke kunne. Jeg havde stadig tonsvis af billeder med hjem af hårspray, neglelakeringer og piger, der med hjælp fra fem andre fik kjoler på.

Dette er det eneste fede billede, jeg fik med hjem den dag. Til gengæld kan jeg ikke lade være med at vende tilbage til det, fordi det er så anderledes fra nogle af de andre billeder, jeg tog den dag, fordi det er en smule mærkeligt, når man ikke lige kender historien bag, og fordi det for mig har endt med at have en enorm symbolværdi.

Den unge pige i designertøjet, der kigger dybt ind i en svunden tid, hvor tingene var lidt mere simple. Så kan det selvfølgelig godt være, at hun bare tænker, at det er et grimt maleri. Men det betyder jo ikke, at jeg ikke kan have mine forestillinger om, hvad der foregår på billedet alligevel.

Serie: ”Mine fem bedste skud”