”Der er to døde – det er Vini og Jette”

Kapitel 1: John Stengaard mærker godt vinden, da han kører ud på Vejlefjordbroen i sin lastbil. Øjeblikke senere ændrer den livet for ham, to modkørende bilister og tre familier for altid.

Artiklens øverste billede
Illustration: Lotte Overgaard

John Stengaard vågnede ikke op den morgen og besluttede sig for at gå ud og tage to menneskers liv. Han planlagde ikke, at taget på hans lastbil ville flyve af omkring kl. 12.18 oppe på broen. Ulykken skete ud af det blå. Øjeblikket blev skåret ud i tid og blev til minutter, dage, måneder, han aldrig vil glemme. Heller ikke hans familie. Eller familierne til de to kvinder, der døde.

Hvert år kommer et menneske til at køre nogen ihjel. Antallet af trafikdrab stiger nogle år og falder nogle andre. I 2007 var tallet 406. To af dem døde på Vejlefjordbroen, da en lastbil krydsede deres vej.

Ulykken blev til historier i aviserne. Nogle af dem med stærke holdninger til, hvem der bar skylden. Andre bare med simple fakta – lastbils tag flyver af, rammer en modkørende bil, to kvinder dør.

Fælles for hver ulykke er, at der sidder nogen tilbage og skal leve med eftervirkningerne. Konsekvenserne af det sekund, uheldet sker, trækker spor i mange år og på mangeforskellige måder. For hvordan lever man med at have kørt nogen ihjel? Og kan man tilgive den, som har taget livet fra den, man elsker?

Den 30. juli 2007 blev skæbnesvanger for flere mennesker. Uheldet kunne være sket for hvem som helst, men det skete for én lastbilchauffør og to modkørende bilister. Og ulykken fik stor betydning for menneskene omkring de tre. Dette er deres historie.

John Stengaard mærker godt vinden, da han kører ud på Vejlefjordbroen. Det er den næstsidste dag i juli, og den 48-årige vognmand er på vej hjem til Højen ved Vejle. Han har været i Horsens for at læsse grise af. Han har kørt hele natten, ligesom han altid gør, når han kører kreaturer eller grise, og nu er det fyraften.

Formiddagen er næsten rindet ud, og dagens arbejde har været hurtigere overstået end sædvanligt. Nu glæder han sig til at komme hjem og få et bad og måske en lille lur, inden resten af familien kommer dryssende fra skole og arbejde i løbet af eftermiddagen. Som altid. Den nemmeste og mest direkte vej fra Horsens til Vejle er E45-motorvejen. Ved Vejle slår den et smut uden om byen og strækker sig i stedet ud over fjorden på den høje, hvide Vejlefjordbro. 40 meter over vandet ligger den spændt mellem to stykker skov med Vejle by på den ene side og den åbne fjord med det kuperede landskab på den anden.

Ude på gaden holder bilerne en efter en, køen er lang og tilsyneladende endeløs. Hvorfor holder der så mange biler, tænker hun.

Sommetider kører John fra ved den sidste afkørsel inden broen og ned over byen i stedet for. Så kan han stille vognen på havnen og stikke ind til sin kone i lampeforretningen Lysmesteren og få en kop kaffe og en snak.

Men i dag tager han broen. Vinden tager ved lastbilen, men han fortsætter med at køre. Han kan se sin søsters hus fra broen og tænker, at han skal huske at ringe til hende, for det er hendes fødselsdag. Så får noget andet hans opmærksomhed. En lyd, lidt som et højt klap, men der er ikke noget at se fra lastbilen foran ham. Han fortsætter. Lidt efter kommer lyden igen, denne gang er klappet blevet til et overdøvende brag, og da han kigger i bakspejlet for at se, hvad der er sket, kan han se, at et tag er fløjet af. Da han kigger nærmere, kan han se, at taget kommer fra hans vogn. Det var ham, lyden kom fra.

På den modsatte kørebane kører to minibusser fra Center for Ferie og Aflastning, et kommunalt tilbud til udviklingshæmmede børn og voksne. I den bageste bil, en hvid Fiat Ducato, kører pædagog Vini Bjørnsteen med fire passagerer. Ved siden af hende sidder Jette, en velfungerende udviklingshæmmet, der er ansat på centeret som en slags husalf.

På bagsædet sidder Louise og John, to børn i aflastning. De fire er sammen med den forankørende minibus på vej til Bilka i det nordlige Vejle for at købe legetøj til institutionen.

Foto: www.112alarm.dk

Vini har allerede passeret grisetransporten i det andet spor, hun har formentlig ikke lagt mærke til den. Måske når hun og de tre andre passagerer i bilen heller ikke engang at tænke over, hvad der sker, før det næsten tonstunge tag fra Johns lastbil løsner sig og rører jorden først, inden det flyver over i deres kørebane og borer sig ind gennem forruden.

John kan allerede i bakspejlet se, at noget er galt, så han kører lastbilen ind til siden i krybesporet. Han kan se, at de andre biler holder stille, og han kan regne ud, at der er sket noget. Han tør ikke stige ud. Han overvejer at køre videre, men ringer til 112. Han kan ikke komme igennem, så han giver op og hopper i stedet ud af førerhuset.

Omkring 200 meter bagud kan han se, at taget er gået ind gennem forruden, og at det ikke ser godt ud. Han begynder at gå hen mod den forulykkede bil. Mange af de andre bilister på broen er allerede gået i gang med at hjælpe passagererne i den hvide Fiat. De trækker to teenagere ud af bilen. Der er blod ud over dem.

John kan ikke se de to forreste passagerer, for taget fra hans lastbil ligger på tværs, forruden er knust, han kan kun gætte sig til, hvad der er sket. Han har lyst til at sige, hvem han er, sige undskyld, men synet af de blodige passagerer får ham til at vende om. Han kan ikke gå tættere på. I stedet går han 10-20 meter tilbage, hvor han stiller sig op ad rækværket. Ingen ved, hvem han er, tiden synes at stå fuldstændig stille.

Det har ellers været en formiddag med småregn, men nu skærer solen ham i øjnene, og han kigger op i himlen, hvor skyerne danner store vattede formationer. Blæsten river. Han ved ikke, hvor mange minutter der er gået, før Falck og politiet er der. De er kommet kørende mod trafikken i nordgående retning. De begynder at vurdere situationen. De to blodige passagerer er blevet sat op ad rækværket. John kan stadig ikke se de to forreste passagerer.

Efter lidt tid går han over mod bilen igen, nærmer sig forsigtigt. Trangen til at sige undskyld og give sig til kende overmander ham. Han går op til en politimand og siger, hvem han er.

»Jeg har ikke tid til dig lige nu, men vent lidt, så kommer vi til dig,« svarer politimanden.

Få minutter senere kommer en kvindelig Falck-redder og tager ham under armen. Han skal med hen i deres vogn og vente, til politiet kan tage hans vidneforklaring.

Foto: www.112alarm.dk

Den hvide Fiat holder mellem ham og Falck-bilen. John kan ikke komme derhen uden at skulle forbi den. Falck-damen taler til ham, og han tænker, at han ikke skal kigge ind i bilen og se, hvad der er sket med de to forreste passagerer.

Men noget inden i ham, måske det samme instinkt, som skaber lange bilkøer på motorveje, når folk skal kigge på uheld, får ham til at kaste blikket ind gennem sidedøren af den hvide Fiat. Blikket fastholdes ikke længere end et sekund, men det er nok til at se, at de to kvinder er blevet dræbt. Der er ikke forbindelse mellem førerens hoved og hendes krop, og det ser også skidt ud for den anden kvinde. John vender blikket væk. Han ved det ikke endnu, men billedet af de to kvinder har fastgjort sig til hans hoved og vil sidde der for evigt.

Falck-kvinden får John ind og sidde på bagsædet af en bil. Her sidder en anden mand, som viser sig at være chaufføren i den lastbil, der kørte bag ved John. Han så taget løsne sig og flyve af. Det kunne have boret sig ind i hans vogn i stedet for at hoppe over i den modsatte vejbane. Chaufføren har det ikke godt, og de to mænd begynder at tale om, hvad der er sket.

I bilen sidder også en anden Falck-medarbejder, som prøver at spørge ind til, hvordan John har det, om han er gået i sort, om han er påvirket, om hvad der egentlig er sket. Politiet kommer, de skal have nøglerne til Johns vogn. De sætter sig ind i bilen og stiller ham de samme spørgsmål, som han lige har svaret på. De tager hans vidneforklaring, og så kommer Falck-damen tilbage og beder ham om at sørge for, at der er nogen hjemme hos ham, som kan tage imod ham, når han kommer hjem.

Nogle kilometer væk står Anette Stengaard i Lysmesteren på Sjællandsgade. Hun har været i gang med arbejdsdagen i forretningen siden klokken 9 den morgen, da telefonen pludselig ringer. Det er John. Han har været involveret i en ulykke på Vejlefjordbroen og beder hende tage fri og mødes med hende derhjemme.

»Jeg gør mig lige færdig hernede, og så kommer jeg hjem,« svarer hun nærmest per automatik. John lyder rystet, men ikke panisk. Da Anette lægger røret på, går der et sekund, før hovedet bliver klart. Hun vender sig om og trækker vejret dybt nogle gange. Da hun har spillet samtalen igennem hovedet igen, kan det næsten ikke gå hurtigt nok med at komme hjem.

Ude på gaden holder bilerne en efter en, køen er lang og tilsyneladende endeløs. Hvorfor holder der så mange biler, tænker hun. Hun kan mærke, at noget er helt galt, der kører tusind tanker gennem hovedet, for hvad er der sket? Hvad er der sket med John? Er han uskadt? Hun er nervøs og usikker, har en urolig fornemmelse i maven og er frustreret over, at bilerne ikke kommer nogen vegne. Hun tænker ikke over, at bilerne holder der, fordi hendes mands lastbil holder oppe på Vejlefjordbroen, og politiet har spærret trafikken, så bilisterne må køre ind igennem Vejle i stedet.

På Langeland er Marianne Maasbøl på campingferie med sin familie. Det har støvregnet hele dagen, så i stedet for at være ude og udforske har den lille familie indtaget forteltet og spiller Trivial Pursuit. Radioen er tændt, og der kommer en meddelelse om, at der er sket en ulykke på Vejlefjordbroen. To minibusser fra Vejle Kommune er involveret.

»Vil du ringe til arbejdet?« spørger Mariannes kæreste, men hun ryster på hovedet. Det kan jo være mange fra Vejle Kommune. Det behøver ikke være nogen fra Center for Ferie og Aflastning, hvor Marianne arbejder. Så de spiller videre. Men lidt efter sender hun alligevel en sms til en kollega for lige at være sikker. Lidt senere ringer telefonen. Marianne kan se på telefonens display, at det er fra arbejdet.

Det er ikke kollegaen, der er i røret, men derimod lederen af institutionen. Hendes stemme er underlig, og hun er formel. Siger sit fulde navn, både fornavn og efternavn. Marianne ved, at så er der noget helt galt. Hun er jo gode venner med lederen, de er tætte, så der må være sket noget frygteligt, når hun er så formel.

»Der er sket en ulykke på Vejlefjordbroen,« siger institutionslederen.

»Der er to døde. Det er Vini og Jette, der er døde.«

Foto: www.112alarm.dk

»Ja, det ved jeg,« siger Kirsten, »det er derfor, jeg ringer til dig.«

Uden for teltet fortsætter regnen, og resten af samtalen forsvinder ind i et sort hul.

Marianne og Vini mødte hinanden i december 1999, da Vini begyndte at arbejde på Center for Ferie og Aflastning (CFA). Vini var der gang i. Den forholdsvist høje, lyshårede pige med det smarte tøj faldt straks i hak med Marianne. I foråret 2000, da Marianne fyldte 30 år, inviterede Vini sig selv til hendes fødselsdag, og de blev hurtigt hinandens bedste veninder og fortrolige. Mariannes datter Signe og Vinis datter Cecilie var lige gamle, og de fire kvinder var ofte sammen om at lave kreative ting, tage i sommerhus, holde tøseaftener.

Vini var moderne, kunne bruge mange penge på tøj, havde hvidmalede gulve og fulgte tidens trends. Hun var varm og festlig og spredte altid glæde, hvorend hun var.

Hun kørte med Drømmebusserne, hvor hun kørte rundt og lavede oplevelser for centerets voksne gæster, som kom i aflastning en gang om måneden. Hun havde en ungdomsklub for piger om onsdagen, hvor pigerne forgudede hende.

Hun lavede en børnebog, der hed ”Anders og Marcus på aflastning”, hun udsmykkede centeret, så det altid var åbent og imødekommende, lavede temaarrangementer. Vini var uvurderlig, både for Marianne og for CFA. Og nu er hun død. Marianne kan ikke forstå det.

Midt i støvregnen på campingpladsen på Langeland fortæller hun sin familie, hvad der er sket. Datteren Signe, som er 10 år, tager sin pung og går ned til campingpladsens kiosk. Da hun kommer tilbage, har hun købt et postkort, hvor hun skriver et brev til Vinis Cecilie. Det poster de sammen, Signe og Marianne.

Turen hjem for John er lang. Mest fordi den Falck-mand, der kører ham hjem, bliver ved med at spørge ind til, hvordan han har det. Han har det fint, bliver han ved med at sige. Da de kører ad Horsensvej, spørger Falck-manden, om de skal køre ind omkring hospitalet og tale med en psykolog, men John vil bare hjem. Han trænger til at få et kram af sin kone, noget kærlighed.

Falck-manden siger, at han skal drikke masser af vand, at han skal passe på sig selv. John vil bare gerne ud af bilen. Den ellers forholdsvis korte tur fra Vejlefjordbroen og hjem til huset i Højen strækker sig ud i en uendelighed. Da de endelig kører ind i gruset på gårdspladsen mellem laden og det røde murstenshus, må John ikke komme ud af bilen, før Falck-manden har sikret sig, at der er nogen hjemme. Han hopper ud og går ind i huset, hvor han henter Johns kone ud. Hun græder. John hopper ud af bilen og krammer hende, de græder sammen. Inde i køkkenet, da Falck-manden er kørt af sted igen, fortæller han hende, hvad der er sket.

Dette er en Premium-artikel, som normalt kræver abonnement. Meld dig til i dag, hvis du ikke allerede er abonnent, og få fuld digital adgang til Jyllands-Postens journalistik. Den første måned er gratis, og der er ingen binding.
Du skal være abonnent for at læse de to næste kapitler: 

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.