Lokale jubelskrig over politikernes trafikgaver
Trafikpolitikerne lukker med 2,5 mia. kr. en række uafsluttede og gamle trafikprojekter rundt om i landet.
"Fantastisk."
"Endelig". "Stort".
Og "nu kan vi komme i gang."
Det vælter ind med positive reaktioner fra hele landet, efter at Folketingets partier - minus Enhedslisten - i dag blev enige om at hælde for ca. 2 mia. kr. motorvejsafkørsler, linjeføringer, cykelstier og togperroner ud over landet.
Har ventet i 40 år
En af de mest begejstrede - og han har faktisk kun fået 7 mio. kr. - er Høje Taastrups borgmester Michael Ziegler (K), som siger, at en 40 år gammel drøm i kommunen nu kan realiseres.
"Endelig! Og stort til lykke til både borgere og erhvervsliv, som får store fordele ved, at staten nu har bevilget et bidrag til at anlægge vestvendte ramper på Holbækmotorvejen ved Høje Taastrup," siger Ziegler.
De nye ramper giver "direkte motorvejsforbindelse mod vest til og fra Høje Taastrup," og samtidig aflastes Roskildevej, siger Taastrup-borgmesteren, som erklærer sig "virkelig tilfreds". Kommunen har samtidig skaffet de 7 mio. kr, som var en forudsætning for det statslige tilskud.
Borgmester: Skulderklap til Horsens
Også flere andre steder i landet er der bevilget penge til motorvejsramper, blandt andet får Horsens Kommune 33 mio. kr. til en ny rampe ved Hatting. Det betyder, at bilisterne omkring Horsens om tre-fire år vil kunne vælge mellem fire afkørsler, når de skal til og fra byen, skriver Horsens Folkeblad.
Også i dette tilfælde har lokalpolitikerne arbejdet tæt sammen med lokalt valgte medlemmer af Folketinget.
Borgmester Peter Sørensen (S) siger, at det er en mangeårig indsats, der efter "godt og seriøst tværpolitisk arbejde mellem byrådet og de lokale folketingsmedlemmer" nu er "kommet i mål."
Kommunen skal nu selv finde mellem 60 og 65 mio. kr. for at realisere projektet, men det skal nok lykkes, meddeler borgmesteren, som siger, at han opfatter bevillingen som Folketingets anerkendelse af, "at afkørslen er vigtig for både Horsens og det øvrige samfund."
Der er store samfundsøkonomiske gevinster ved at bygge en ny afkørsel. Den mindsker kødannelser på motorvejen, og for Horsens betyder det, at vi kan udvikle nye industriområder, få en hurtig vej til havnen og ikke mindst aflaste SilkeborgvejPeter Sørensen (S), borgmester i Horsens Kommune
"Der er store samfundsøkonomiske gevinster ved at bygge en ny afkørsel. Den mindsker kødannelser på motorvejen, og for Horsens betyder det, at vi kan udvikle nye industriområder, få en hurtig vej til havnen og ikke mindst aflaste Silkeborgvej," siger Peter Sørensen.
Hurtigere hen til motorvejen
Længere vestpå, i Nordvestjylland, jubler en Venstre-borgmester lige så højt.
Skives borgmester Peder Chr. Kirkegaard siger til Skive Folkeblad, at han er "meget, meget glad for" 250 mio. kr. til en ny omfartsvej uden om Haderup syd for Skive.
Den nye vejforbindelse vil betyde hurtigere adgang til motorvejene ved Herning, og den radikale trafikordfører Andreas Steenberg - tidligere kandidat i Skive-kredsen og nuværende kandidat i Herning-kredsen - kalder det "en stor dag for Skive-egnen".
Der er i det hele taget gang i politikernes jubel rundt om i landet.
Borgmestre med motorvejsdrømme
I Næstved synes borgmester Carsten Rasmussen (S), at det er "rigtigt stort", at der nu er afsat 15 mio. kr. til en VVM-undersøgelse af rute 54 mellem Rønnede og Næstved, samt 350 mio. kr. til første etape af en kommende motorvej mellem Rønnede og Næstved.
Det er første skridt til en samlet motorvejsforbindelse fra Næstved til Kalundborg, siger borgmesteren til dr.dk, og han tilføjer, at "endelig er vi efter 25 års kamp nået til et resultat, som viser, at nu sker der noget."
Et af aftalens store beløb - 372,4 mio. kr. - går til Ribe-området, hvor der til stor begejstring for Venstres folketingsmedlem Hans Chr. Schmidt nu skal bygges en omfartsvej uden om Ribe by.
Der skal først laves en VVM-undersøgelse, men "nu er vi i gang, og det vil være med til at fremme væksten i området og skabe arbejdspladser i Vestjylland, og det, synes jeg, i høj grad også er på tide," siger Venstre-politikeren til jv.dk.
Kalundborg står stærkt i Folketinget
På det vestlige Sjælland lander næsten er fjerdedel af det samlede beløb - 427,5 mio. kr. - i en udbygning af rute 23 syd om Regstrup til en regulær motorvej.
Det er de lokalt valgte folketingsmedlemmer, Venstres økonomi- og kommunalordfører Jacob Jensen og det socialdemokratiske medlem af transportudvalget Rasmus Horn Langhoff, ikke helt uventet glade for, selvom motorvejen i denne omgang ikke kommer helt til Kalundborg.
"Det endelige mål er naturligvis at sikre motorvej helt til Kalundborg," siger Jacob Jensen, der er opstillet i Kalundborg-kredsen, til sn.dk.
Han kalder bevillingen et positivt signal, og Rasmus Horn Langhoff - der også er opstillet i Kalundborg-kredsen - mener, at det er en "stor dag for Nordvestsjælland på trafikområdet."
"Det, vi har opnået her, er sket på baggrund af sammenhold, både tværpolitisk og i erhvervslivet. Men også borgerne, tror jeg, står sammen, når det gælder trafikaftaler, som alle kan se fordele ved. Jeg er meget glad for denne aftale," siger Rasmus Horn Langhoff til sn.dk.
10 mio. genåbner togstation
På Fyn kan togrejsende se frem til åbningen af Langeskov Station. Forligspartierne har bidraget med de sidste 10,4 mio. kr., der manglede for at få åbnet stationen.
Det har knebet med at nå helt i mål med den samlede bevilling til genåbningen af stationen, men det lokalt valgte folketingsmedlem Jan Johansen (S) kalder det "godt", at pengene nu er fundet.
Også Venstres folketingsmedlem Michael Astrup Jensen, som er tidligere borgmester i Randers, bor i byen og er opstillet i Randers-kredsen, har ønsket at spille en rolle i sit lokalsamfund.
V-politiker presser ministeren
Han støtter 11 østjyske borgmestre, som i fællesskab har opfordret transportminister Magnus Heunicke til at fremskynde udvidelsen af den østjyske E45-motorvej, og Venstre-politikeren opfordrer Heunicke til at rykke udbygningen frem i anlægskøen.
"Østjylland har et stort vækstpotentiale, men for at sikre, at vi også får mest ud af det, har vi brug for, at infrastrukturen ikke er en hindring herfor. Derfor skal vi have igangsat udvidelsen af motorvejen fra 4 til 6 spor," kræver Michael Aastrup Jensen.
Ikke langt derfra - på den jyske højderyg - er der begejstring og knyttede næver i Hærvejskomiteen, som arbejder for en motorvej centralt gennem Jylland i nord-sydgående retning.
Skridt frem for Hærvejsmotorvej
Komiteen har fået sin første, officielle sejr i trafikforliget, hvor der er afsat 2 mio. kr. til at lave nye beregninger af trafikmodeller i Jylland - blandt andet en Hærvejsmotorvej.
"Genberegningen af Hærvejsmotorvejen er rigtig godt nyt for hele Danmark, og vi er overbevist om, at den vil sætte en tyk streg under mulighederne," siger formand for Hærvejskomitéen, medlem af regionsrådet i Region Syddanmark, Poul Andersen (S).
På samme måde er andre egne i landet blevet tilgodeset med bevillinger til projekter, der af vidt forskellige årsager aldrig er blevet realiseret.
Nu kommer ramperne i Taastrup...
Men projekterne har dog næppe været så længe undervejs som i Høje Taastrup Kommune, hvor der første gang blev talt om vestvendte ramper i 1970'erne, da Holbækmotorvejen blev anlagt.
Dengang var staten sparsommelig og ville kun anlægge østvendte ramper ved Hveen Boulevaard, og siden har statens kasser og puljer været lukket for Høje Taastrups bønner og ansøgninger.
"Vi har kæmpet for den her sag i alle de år, jeg har siddet i byrådet, men utallige henvendelser fra kommunen til skiftende ministre og Vejdirektoratet har været resultatløse indtil nu, så jeg er selvfølgelig jublende glad på virksomhedernes og borgernes vegne," siger borgmester Michael Ziegler.