Vælgerne hører, hvad de vil høre

I sort vindjakke og med tørklædet trukket godt op under hagen stod Helle Thorning-Schmidt (S) på gågaden med røde roser i favnen. Det var dagen før folketingsvalget i september 2011. Omkring hende var partifællerne i Aarhus begejstrede over S-formandens deltagelse i valgkampen.

»Folk går helt amok over at se Helle og alle de roser,« jublede en lokal socialdemokrat, som videofilmede det hele til YouTube.

Men ifølge en omfattende evaluering af valgkampen i 2011 var det primært vælgere, som i forvejen sympatiserede med den kommende statsminister, der lod sig lokke af en rose.

For valgkampen – og politiske kampagner i det hele taget – virker primært som en måde at bekræfte positivt indstillede vælgere i, hvad de i forvejen mener.

»Tendensen er, at hvis man er socialdemokrat, så bliver man mere og mere socialdemokrat og kan lide Venstre mindre og mindre, når valgkampen er slut. Og modsat for Venstres vælgere. Men dermed rykker vælgerne længere fra hinanden, end de nogensinde har været før,« siger professor i statskundskab Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.

I den hidtil mest omfattende undersøgelse af valget i 2011 tegner sig et klart mønster til »en meget polariserende effekt af kampagner«, siger han.

Permanent valgkamp

Vælgerne rykker væk fra hinanden i den politiske debat. Især når der er valgkamp, og der skal sorteres ud i buskaber, bolsjer og pamfletter. Men tendensen er også ved at bide sig fast i den politiske kultur imellem valgene.

»En af de ting, der er sket i Danmark, er, at vi har en mere permanent valgkamp, hvor partierne hele tiden positionerer sig i forhold til hinanden. Den tendens er blevet styrket i de seneste 10 år, hvor du hele tiden ser Venstre og Socialdemokraterne stå meget skarpt over for hinanden og kritisere hinanden hårdt,« siger Kasper Møller Hansen.

Nidkær forberedelse

I tv findes der flere og flere formater for politiske debatter mellem politikere, som nidkært forbereder sig på deres optræden. Men i virkeligheden drukner mange gode argumenter, når vælgerne flader ud foran fjerneren på sofaen. Som led i den omfattende undersøgelse har valgforskerne fra Københavns Universitet forsøgt at dechifrere, hvordan en politisk debat opfattes.

En rundspørge blandt flere end 20.000 vælgere kortlægger bl.a., hvordan identiske politiske forslag i valgkampen vægtes helt forskelligt alt afhængig af, hvem der står bag forslaget.

»Støtten til det politiske argument ændrer sig markant, afhængig af om det er Venstre eller Socialdemokraterne, der er afsendere på budskabet. Selv om ordene er nøjagtig de samme, så er det afsenderen i langt højere grad end indholdet af den førte politik, som vælgerne evaluerer,« siger Møller Hansen.

Kognitiv dissonans er en psykologisk term, som kan bruges til at beskrive situationen, hvor der er et spænd i mellem det, vi ved, og det, vi mener eller gør. F.eks. når en ryger ved, at rygning er usundt, men pulser samvittighedsløst videre på en forklaring om alligevel at holde op den 1. januar. På samme måde kan en vælgers politiske psyke reagere på politikerne ved at samordne virkeligheden med deres egne politiske sympatier.

Vi glemmer resten

Sagt på en anden måde: Fru Jensen og hr. Hansen har en tendens til at høre, hvad de vil høre, og glemme resten.

»Vi søger bekræftelsen. Ikke udfordringen. Heller ikke politisk. Vælgerne har politiske briller på, når de f.eks. ser fjernsyn. Først ser de personen, og derefter begynder de at høre efter. Hvis de sympatiserer med afsenderen, kan de huske budskabet og gengive det. Hvis afsenderen er én, som de ikke er enige med, er de på forhånd negativt indstillede og glemmer også budskabet igen,« forklarer Møller Hansen.

Sociale medier som f.eks. Facebook giver partierne mulighed for en mere målrettet kommunikation, men samtidig mødes vælgerne i endnu højere grad med budskaber, som de selv har valgt til, fordi de i forvejen var positivt indstillede.

»Der opstår et ekko-rum,« som professoren siger.

Nogle partier har allerede sat gang i annonceringen frem mod majs valg til EU-Parlamentet, og som danskernes senest oplevede det ved efterårets kommunalvalg, vil mio. af kr. bliver brugt på valgkampagnen. Men partierne taler primært til de indviede, uanset hvor stort annoncebudgettet er.

»Man skal forstå den psykologi, der er hos vælgerne. De er meget partiske. To tredjedele af vælgerne er allerede tunet ind og ved, hvad de vil stemme. De har et politisk filter, som de oplever politikerne igennem. Derfor er den primære mekanisme at levere bekræftelse.«

Den demokratiske samtale

På Christiansborg er strategerne også langt med at planlægge næste valg til Folketinget. Og for partier, der er bagud på point hos danskerne, er valgforskernes resultater ikke opløftende læsning:

»Der sker en glidende bevægelse af vælgervandringer imellem valgene. Men i forhold til en valgkamp er det kun nogle meget få pct., som kan flyttes rundt og skifter parti. Selv om der er en stor gruppe tvivlere, vil de fleste vælge det parti, som de stemte på senest.«

Når vælgerne bevæger sig længere fra hinanden i en rød og blå skyttegravskrig, rokker det på sigt ved den demokratiske samtale og vores forhold til hinanden, forudser Kasper Møller Hansen:

»I USA ser vi, at også resten af samfundet oplever en politisk polarisering. Hvor man før drøftede skel mellem rig og fattig, oplever man nu politiske skel. Det er nogle af de tendenser, som vi også ser her. Det er en helt anden måde at tænke dansk politisk kultur på: At vi skal til at opfatte hinanden i en meget skarp opdeling mellem rød og blå, som bliver enormt markant, hver eneste gang der er valgkamp.«