Se Danmark anno 1954 fra oven
Nu kan danskerne kigge med på hemmelige fotos, som det amerikanske luftvåben tog i 1954.
Hvordan så det hele egentlig ud – sådan lidt fra oven – dengang i 1950’erne?
Forældrenes gård ved Kongeåen eller bedsteforældrenes købmandsgård i Ringe – eller måske ”Den sorte Firkant” i det gamle arbejderkvarter på Nørrebro?
Nu kan vi se det hele, fordi det amerikanske luftvåben, US Air Force, i maj 1954 var så venligt at gennemfotografere hele Danmark som et led i den hemmelige aktion ”Basic Cover 1954”. Under den kolde krigs opsejling fotograferede amerikanerne hele Vesteuropa for at have brugbart materiale, hvis det skulle komme til en konfrontation med Østblokken med Sovjet i spidsen.
Optagelserne blev først frigivet i 1970’erne. I 2006 lykkedes det Det Kongelige Bibliotek at få fat i de 42.000 luftfotografier i skalaen 1:10.000 fra 1.500 meters højde.
Siden har virksomheden Cowi scannet de gamle filmruller og viderebearbejdet scanningerne til fotos, så både privatpersoner, myndigheder og virksomheder via www.kortal.dk kan gå ind at se et bestemt område anno 1954 fra luften.
Gratis kig
»Billederne er af usædvanlig god kvalitet,« siger projektkoordinator og landinspektør Henning Andersen fra Cowi.
Ifølge Henning Andersen er der gratis adgang for private, mens virksomheder, der vil bruge billederne i professionel og erhvervsmæssig sammenhæng, må betale. Offentlige myndigheder inden for kommuner, regioner og stat har allerede betalt på forhånd.
»To grupper kan have interesse i billederne: private, der gerne vil se deres eget eller forældrenes barndomshjem for 58 år siden, og mere professionelle inden for f.eks. miljø, der kan identificere potentielle forureningskilder som gamle oplagspladser, tankstationer og produktionsvirksomheder,« siger Henning Andersen.
Ud over at fortælle historien om en enkelt matrikel, udgør billederne også et stykke danmarkshistorie, siger konsulent i Kulturstyrelsen Claus Dam.
»Billederne er fra en tid, hvor den lille grå Massey Ferguson-traktor lige var blevet introduceret i landbruget, og man kan se et helt andet landbrugsland med små jordlodder og levende hegn,« siger han, der også kan finde beretningerne fra endnu fjernere tider i billederne:
Gravhøje som pletter
»I 1954 pløjede landmændene ikke nær så dybt som i dag, og derfor kan man se tegn i jorden efter gravhøje og se, hvordan jernalderlandsbyerne var opdelt. Det viser sig som lyse pletter – gravhøjene – og lyse streger, som er markskellene,« siger Claus Dam.
Ifølge Cowi kan materialet også bruges ved naturgenopretningsprojekter.
»Man kan f.eks. se, hvordan den udtørrede sø så ud dengang,« siger Henning Andersen.
Cowi, som har arbejdet med det såkaldte DDO – Danmarks Digitale Ortofoto – siden midten af 1990’erne, tilbyder en detaljeret foto-kortlægning af Danmark til myndigheder og virksomheder mod betaling, og med 1954-kortlægningen kan man nu sammenligne og se, hvordan forskellige områder af Danmark har forandret sig siden da.
Tilbageblikket gælder ikke kun det åbne land. Også byerne som f.eks. ”Den sorte Firkant” på Nørrebro i København har forandret sig markant på 58 år.
»På Nørrebro kan man virkelig se, hvordan København har forandret sig. Der er saneret og byfornyet, og det betyder langt mere lys og luft mellem boligkarreerne,« siger Claus Dam fra Kulturstyrelsen.
Sådan gør du:
Gå ind på hjemmesiden www.kortal.dk her og vælg "Se Danmark Før og nu".
Tryk i øverste højre hjørne på pilen ved siden af det lille kort og gå ned til kortet fra 1954.
Skriv i nederste venstre hjørne den adresse, du vil finde, og tryk på kikkert-symbolet.
Bevæbn dig med tålmodighed. Det varer lidt, før billedet dukker op.