5.000 britiske luftfotos af Danmark
RAF gennemfotograferede Danmark i 1945. Kvaliteten er bedre end Luftwaffes, siger dansk leverandør.
Det var tilsyneladende ikke kun det tyske luftvåben Luftwaffe, der havde travlt med at gennemfotografere Danmark fra luften tæt på krigens afslutning.
Kpn.dk har tidligere beskrevet, hvordan det tyske luftvåben gennemfotograferede vores besatte nation fra luften i 1944, og hvordan de mange fotografier senere er blevet scannet og gjort tilgængelige for alle på internettet.
LÆS OGSÅ: Danmark set fra luften i 1944
Royal Air Force i aktion
Men også de allierede styrker med det britiske luftvåben, Royal Air Force, i spidsen havde travlt med at forevige alle sprækker af Danmark fra luften.
Det skete bare få dage efter besættelsens ophør i maj 1945.
De allierede tropper tog mere end 5.000 billeder fra luften, og de mange fotografier dækker dermed godt 98 procent af Danmark.
Danmark var tilsyneladende fortsat et højspændt og vigtigt strategisk område efter de allierede styrkers befrielse af landet under Montgomerys kommando. Og især Sovjets besættelse af Bornholm fra den 9. maj 1945 til 5. april året efter menes at have sat skub i briternes fotograferingsiver.
Kæmpe mosaik
Royal Air Force gennemfotograferede ligeledes Danmark i 1954.
Det er det århusianske firma I-Gis, der har lagt den store samling af luftfotografier ud på internettet, hvor de er blevet georefereret, så de passer sammen i en større mosaik.
”Det er en helt anden kvalitet end Luftwaffes materiale. Og så er hele landet stort set dækket af vores kort, som har en højere detaljeringsgrad,” siger geolog Adrian Swiatecki fra I-Gis.
De fleste af billederne er taget fra en kilometers højde. Men systemet er bygget op, så man kan zoome ind og se hvor bygninger og huse lå i 40’ernes Danmark.
Vigtig dokumentation
Vil man zoome helt ind på bedstefars køkkenhave, kræver det dog en licens.
”Det er en vigtig årgang af luftfotografier, fordi der er tale om billeder fra før den store byudvikling og overgangen fra små til store marker,” forklarer Adrian Swiatecki.
Det har været en stor opgave at samle og præsentere den unikke serie af fotos.
Negativer af fotografierne lå gemt hos Kort- og Matrikelstyrelsen.
Nyttigt for eftertiden
Efter at have støvet andre ældre luftfotos op fra de gamle amters kældre i forbindelse med strukturreformen, besluttede I-Gis sig for også at scanne de mange fotos fra 1945 ind og georeferere dem.
De historiske luftfotos bliver fortsat brugt i forbindelse med forskellige byggeprojekter.
Når der skal anlægger nye motorveje eller etableres andre byggeprojekter, kan det historiske materiale bruges til at opdage, om der eksempelvis har været giftige lossepladser eller problematiske grave på de nye byggegrunde.
LÆS OGSÅ: Danmark set fra luften i 1944