Rekordlavt antal øjenskader nytårsaften
Nytårsaften satte en positiv bundrekord, da blot fire mennesker fik alvorlige øjenskader efter fyrværkeri.
Alle de tilskadekomne er voksne mænd. Det er det samme antal, som ved årsskiftet mellem 2004 og 2005, og det laveste siden overlæge John Thygesen fra Rigshospitalets øjenklinik i 1975 begyndte at føre statistik over øjenskader nytårsaften. Dengang var der 42 alvorlige øjenskader som følge af raketter og andet fyrværkeri.
- Vi er meget glade for nattens resultat. Det har været et godt år for øjnene, og specielt for børnene. Det er ingen børn med alvorlige øjenskader, men fire voksne mænd på 28, 29, 38 og 61 år. Sidste år var der seks alvorlige skader, og jeg troede ikke, vi kunne komme længere ned, siger John Thygesen.
Han forventer ikke, at nogen af de tilskadekomne vil miste synet.