Røde Kors-chef: Enlige mænd lider i asylcentre
Mens omkring 50 børnefamilier på asylcentrene nu kan se frem til at flytte i egen bolig, er en stor gruppe beboere i Center Sandholm i Nordsjælland fortsat henvist til at leve under meget trange forhold, og det vækker bekymring i Dansk Røde Kors.
Der er tale om en gruppe på omkring 300 enlige mænd, som for manges vedkommende lever en kummerlig tilværelse, der kun tillader få muligheder for privatliv, idet mændene bor tre-fire personer sammen på et værelse.
- Nu har der med rette været fokus på børnefamilierne, men det er sket lidt på bekostning af de enlige mænd, som er en glemt og overset gruppe, siger asylchef Jørgen Chemnitz, som håber, at der også kan skabes bedre forhold for de enlige mænd.