Hercegovina har plads til det hele

Under de blå, hvide og rødstribede baldakiner i Bernstorffsgade 3 står to Tivoli-gardister med deres bjørneskindshuer og dragne miniaturesabler.

Soldaterne flankerer indgangen til Restaurant Hercegovina i anledningen af stedets 20-års-jubilæum. Efter danskhedens rødklædte ikoner bliver den besøgende mødt af de lyse toner fra et fem mand stort Balkan-orkester.

Mørke udskårne bjælker gennemskærer lokalet rundt om den stenmurede grill, hvor to pattegrise roterer på deres spid.

Under EU-flaget og de tre nordiske faner tager indehaveren af restauranten, Ivan Juric, imod. Efter 20 år på kanten af Tivoli og byen lægger han vægt på, at der skal være plads til alle, men man skal samtidig holde fast i sin egenart.

»Tivoli er danskernes øjesten. Derfor skal vi passe ekstra meget på haven. Vi har en forpligtelse til at passe på stedet, og jeg skal nok gøre mit til, at det ikke bliver fast-food og rustfrit stål det hele,« tordner den 58-årige restauratør.

Mange smagstyper

På et bord bag den store mand samler gaverne fra de besøgende sig langsomt. Stamkunderne hos restauratøren fra det tidligere Jugoslavien kommer fra alverdens lande, og der er bøger på fremmede tungemål, chokolade i mange smagsvarianter og vin fra Dansk Folkeparti med hilsen fra Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup.

Alle har de fået smag for maden med et stænk af Danmark, Balkan og middelhavsregionen.

»Da vi åbnede for 20 år siden, var jeg den første til at lave "spis, hvad du kan" for 99 kr. Der var nogle gange kø 200 meter ned ad gaden. Selv om de fleste af vores kunder kommer fra København, har vi også kunder, som kommer fra Fyn og Jylland,« siger han.

Hercegovina har været omdrejningspunktet for Ivan Juric gennem en menneskealder, men den uddannede kok og tjener har stadig god føling med byen omkring ham. Siden han kom til landet i 1969, har han oplevet beboerne skifte holdning til flygtninge og indvandrere.

»Før i tiden kiggede man efter ligheder. I dag kigger man efter forskelle. Men det nye syn på fremmede hænger også sammen med, at folk kommer fra lande længere væk. Jeg var selvfølgelig fra en anden kultur, da jeg kom, men jeg fejrede jo stadig jul og påske. Jeg var måske ikke helt så fremmed alligevel,« fortæller han.

En mørk tid

Københavnerne har altid stået Ivan Jurics hjerte nær. Ligesom han har stået dem nær. Der var bare engang, hvor det gjorde ondt. Manden med det larmende grin og det store smil havde nemlig også restauranten, dengang Hercegovina havde en efterklang af krig og etnisk udrensning.

»Mange viste deres medfølelse ved at spørge diskret til, hvordan det gik. Men det var en hård tid. Jeg mistede 11 familiemedlemmer under krigen, og jeg blev syg med maven, fordi jeg bare sad hjælpeløs så langt væk uden at kunne gøre noget,« siger han.

To fodbolde ligger diskret øverst på et par af de mørke bjælker. Og kampen om kuglen kan få Ivan Juric til at lyse op igen. Han har været fodbolddommer i næsten lige så mange år, som han har været i København.

»Fodbold er min kirke og min præst. Det betyder alt for mig. Jeg har ikke så meget tid længere, men jeg dømmer stadig en kamp, hvis de mangler en dommer, og tre gange om året samler jeg de 120 københavnske dommere herinde til møde og komsammen.«

Den danske dommer- legende Kim Milton har kendt Ivan Juric i mere end 20 år.

»Hans indsats for den københavnske dommerstand kan ikke gøres op. Han har været samlingspunkt for dommerne i København i rigtig mange år. For dommere er netværket enormt vigtigt, fordi man står meget alene med sin gerning, og her har Ivan altid været fænomenal til at skabe og arrangerer det sociale,« siger Kim Milton.

Ivan Juric negligerer selv sin betydning for den københavnske dommerstand, men gæsterne vælter efterhånden også ind og kræver jubilarens opmærksomhed. Det sociale kan han ikke fralægge sig, for det store smil lyser op, hver gang en gæst træder ind. Nu mangler pattegrisene bare at smage kniven, så festen kan begynde.