Forsvarsministeren beklager Hvidt-sagen

Mange forudså i sommer en hastig statsministeriel beordret retræte, da balladen om forsvarschef Christian Hvidts deroute var på sit højeste. Forsvaret som borgerlig mærkesag lignede da en fiasko. Men han sidder der endnu, den 62-årige nordjyske politimester, Svend Aage Jensby (V), der siden "systemskiftet" i november sidste år har været forsvarets minister nummer 49, når der tælles fra lensgreve Adam Vilhelm Moltkes indsættelse i 1848.

Sidder - eller måske mere præcist: Farer med jævne mellemrum engageret op og ned fra den beige ministerkontorstol i hjørnekontoret med den flotte udsigt over Slotsholmen og kanalerne mod Christiansborg.

Trods en ofte ublid medfart i pressen har den tidligere bokser fravalgt at forskanse sig bag dobbeltparader og embedsmænd i sit ministerium, men i stedet bl.a. besøgt snesevis af forsvarets adresser i ind- og udland.

»Ikke for at fiske,« understreger han:

»Men fordi det er givtigt for mig at høre fra de ansatte selv, hvor problemerne eventuelt er.«

Kortere værnepligt

Med speciel glæde mindes han et møde med 12 værnepligtige.

»Det er ikke mit indtryk, at alle er så utilfredse,« funderer han om den megen snak om manglende kvalitet i værnepligtsuddannelsen, der har gjort, at ministeren nu overvejer en kontroversiel afkortelse af værnepligten.

Forsvarsministeren er i medieportrætter tidligere beskrevet som en ærekær, konsekvent mand, der ganske ofte har svært ved at tøjle sit temperament.

I sit milde hjørne er Jensby til gengæld afgjort ved dette møde, hvor han konsekvent skifter frem og tilbage mellem Kings-cigaretterne og Dark Twist-pibetobakken, idet han undervejs også uopfordret er oppe og åbne vinduet .

»Men jeg forstår, at de værnepligtige synes, at der er for meget spildtid. Vores værnepligtige skal ikke føle, at de spilder tiden,« fortsætter han og banker mildt understregende i det upåklageligt ryddede skrivebord.

»Nu er det vigtigt at få en militærfaglig vurdering af, om værnepligtstiden kan sættes ned. Om der kan skæres hist og pist. Men omvendt: En soldat skal altså kunne kæmpe. Så at korte tiden helt ned til tre måneder, som nogen har foreslået, er helt udelukket.«

Helt generelt kan ministeren ikke forestille sig værnepligten sat ned til seks måneder for alle. Sådan som to oberster her i avisen foreslog - med mulighed for en overbygning for dem, der melder sig til international udsendelse.

»I hvert fald ikke til seks måneder hos f.eks. Livgarden, der nu har 12 måneders værnepligt,« siger han og skynder sig at understrege, at han »skam finder det meget konstruktivt, at de to oberster bidrog til debatten. Samme tilsyneladende popularitet har de to ikke opnået overalt i forsvaret for deres åbenmundethed.

Tidligere - før de økonomiske problemer kom frem - har ministeren udtrykt ønske om en forøgelse af den internationale styrke med 50 procent, sådan at forsvaret i fremtiden var gearet til at holde 1500 mod nu 1000 mand permanent på mission i udlandet. Normalt ser forsvaret en direkte sammenhæng mellem antallet af værnepligtige og antallet af frivillige tilmeldinger til de internationale opgaver. Flere værnepligtige bliver dyrt, med mindre værnepligtstiden sættes drastisk ned.

Denne dag ønsker ministeren tydeligvis ikke at tage forskud på de politiske problemer, en uddybelse af finansieringsplanerne for denne forøgede internationale indsats måtte afstedkomme:

»Det spørgsmål må vi afklare op til det kommende forsvarsforlig, hvor værnepligtsområdet under alle omstændigheder skal gennemgås grundigt,« nøjes han med at fastslå og henviser til, at man også vil se på de erfaringer, man har gjort sig i lande, der helt har forladt værnepligten som princip og gået over til et rent professionelt forsvar.

Fortjent respekt

Samtalen udvikler sig til en slags tilbageblik for året der gik.

»Hurtigt efter regeringsskiftet måtte vi jo overveje indsættelse af forsvarets specialstyrker, jægerkorps og frømandskorps, i Afghanistan. Det var en ansvarsfuld beslutning. Aldrig har det danske forsvar været udsendt i aktion under så vanskelige vilkår som i Afghanistan, men jeg følte og er undervejs blevet bekræftet i, at de med deres topuddannelse var fuldt tilstrækkeligt kvalificerede, og at opgavens indhold ville give dem fortjent respekt. Alle kom heldigvis vel hjem efter at have løst opgaverne perfekt,« lyser ministeren op. Heller ikke ved denne lejlighed får vi opklaret, hvad disse myteomspundne elitesoldater sådan mere præcist har bedrevet. Det er tilsyneladende en statshemmelighed.

Jensby vælger andre formuleringer om en anden dansk Afghanistan-styrke, sikringsstyrken i Kabul med ammunitionsrydderne, der gennemlevede missilsprængningsulykken, hvor bl.a. tre danskere omkom.

En straf i sig selv

»Det har også været en fornøjelse at se hvilke positive tiltag, de foretog i det krigshærgede land. Lille Danmark kan bestemt være sin indsats bekendt. Ulykken derimod forekom, lige da den skete, så virkelighedsfjern. Den begravelse, jeg deltog i i Slagelse, vil jeg aldrig glemme. Kisten, enken og børnene, der knap forstod...«, grunder han og slapper et øjeblik af i det ellers intense blik.

Et muligt officersansvar for ulykken har været omtalt:

»Selve det, at man som officer eller kammerat har været vidne til en sådan katastrofe er en straf i sig selv. Ingen ønskede jo det her,« forsvarer ministeren sine soldater. Stadig - understreger han - afventer meldingen fra forsvarets anklagemyndighed, auditørkorpset, om mareridtet så også for alle var straf nok. Eller om der eventuelt bliver et retsligt efterspil.

Jensby ved på det punkt ikke mere end os andre.

»Foreløbig har jeg noteret mig, at en lang række vigtige anbefalinger og instrukser er sendt fra Forsvarskommandoen for at undgå en tilsvarende situation. Det er det sidste, vi alle ønsker.«

Året bød også på (endnu!) en diskussion om Christianias overlevelse på den nedlagte Bådsmandsstrædes Kaserne på Christianshavn. Christiania har aldrig været nogen borgerlig forsvarsministers hjertebarn:

»De smukke arealer burde være åbne for alle. Jeg må jo konstatere, at Folketinget lovliggjorde stedet i 1989, men jeg kan godt fastslå, at der ingen knopskydning kommer til at ske under mig. Byggetilladelser til nybyggeri bliver umulige at få. Jeg har sat et par folk her i ministeriet til at registrere alle byggeaktiviteter derude, og jeg er selv helt klar til at gribe ind.«

Årets mediemæssige højdepunkt var balladen om general Hvidts afskedsparade og den offentlige disput mellem de to om knivstikkeri i ryggen.

»Jeg fik forelagt forlydender (Ekstra Bladets oplysning om en parade til 40 mio. kr., red.) og sagde "Hvis det er rigtigt, skal det stoppes". Jeg sagde udtrykkeligt "hvis". Hvad skulle jeg ellers have gjort,« siger Jensby og tænker sig lidt om.

Ordentlig afsked

»Jeg har selvsagt altid syntes, at en forsvarschef skal have en ordentlig afsked. Men for rimelige midler. Det skylder vi skatteyderne og såmænd også forsvaret, der ikke kan være tjent med, at folk går rundt og tænker, hvad det dog er, vi går rundt og bruger pengene til. Kan de 18 milliarder, forsvaret får, virkeligt ikke slå til?«

»Men at paraden var planlagt til at skulle foregå med 28 fly, heraf 12 F-16 fly til hver 57.000 kroner i timen...«.

Jensby forsøger ikke at skjule, at kritikken af ham for at have dolket sin øverste militære rådgiver i ryggen gik ham på:

»De første fire måneder af min ministertid lå jeg popularitetsmæssigt i toppen. Det var hårdt derefter at ryge helt i bund,« tilføjer han.

»Jeg tror i dag ikke, at jeg ville have gjort ret meget anderledes. Samtlige politikere krævede, at jeg kiggede på det her,« fortsætter ministeren, der alligevel kommer tæt på en eller anden form for undskyldning:

»Jeg ved ikke, om mit tonefald kunne have været et andet. Man kan aldrig afvise, at det har haft indflydelse. Det ville være naivt at hævde andet.«

Til gengæld afviser Jensby kategorisk, at den forudgående ligeledes offentligt kendte uenighed mellem de to om Flyvestation Værløses skæbne udgjorde en slags hævnmotiv for ham. Ved den lejlighed havde slet skjulte antydninger ellers også føget mellem dem om Jensbys eventuelle lokalpolitiske interesser hjemme i Aalborg, hvor den lokale flyvestation blev sikret overlevelse til gengæld for Værløses lukning:

»Hævn ville have været for sølle af mig. Det er slet ikke på mit plan. Nedlæggelsen af Flyvestation Værløse blev vedtaget af samtlige forligspartier og i øvrigt efter Forsvarskommandoens eget oplæg,« tilføjer Jensby. På spørgsmålet om de to - ministeren og generalen - har forbrødret sig siden de højspændte dage, svarer han kort:

»Jeg har ikke mødt Hvidt siden. Det er historie«.

»General Helsø (Hvidts efterfølger, red.) og jeg har et overordentlig godt og konstruktivt samarbejde. Vi holder møde her en gang om måneden. Sådan følte jeg i øvrigt også, at mit forhold var til Hvidt indtil paradesagen. Jeg husker blandt andet det venlige takkebrev, han sendte mig i forbindelse med mine anstrengelser for et forbedret forsvarsforlig, før jeg blev minister.«

Murren i krogene

Men hvad så med alle de spændinger og den murren i krogene, som journalister stadig ofte præsenteres for ude i regimenterne og på flåde- og flyvestationer. Stærk utilfredshed over ministerens behandling af forsvarets øverste chef:

»Jamen jeg har simpelthen ikke mærket nogle spændinger. Derimod har jeg glædet mig over de mange positive henvendelser jeg modtog fra meget højtstående officerer, der bakkede mig op,« siger Jensby. Vi får ikke navnene, men Jensby nævner i stedet, at også den ene af forsvarets to personelorganisationer, HKKF, var med ham.

»Ligesom for resten Dagbladet Information og Politiken blandt medierne.«

Ekstra Bladets navn - Jensbys mest uforbeholdne støtte i Hvidt-sagen - tager Jensby stadig ikke i sin mund.

Forsvarets øjeblikkelige budgetproblemer har Jensby det mindre godt med. Alligevel afviser han at føle sig som den berømte lus mellem de to negle. Den ene side regeringens hårde bande af sparenegle og den anden det ressourceslugende forsvar, som kun sjældent i historien har ment, at man modtog midler nok. Om DeMap/DeMars - forsvarets EDB-system ofte internt omtalt som DePap/DeBras - der er mistænkt for at sluge midler langt ud over budgettet, fastholder ministeren, at han altså har skrevet til Rigsrevisionen:

»Men færre og færre af dem, jeg møder, kalder længere systemet for bras,« tilføjer han.

Alligevel fornemmer man, at nye mindre blide økonomiske toner overfor forsvaret kan være på vej efter besværgelsen »Jeg så naturligvis gerne flere penge til forsvaret«. Men han fortsætter mindre automatisk:

»Skulle jeg i en verdenshistorisk enestående situation, hvor Berlinmuren er faldet, hvor vi netop har optaget det meste af Østeuropa i NATO og EU... skulle jeg så bare kræve mere? Så ville befolkningen da med rette spørge om, hvad ministeren sidder dér for. Budgetrammen skal overholdes.«

Til spørgsmålet om man ligefrem kan forestille sig forsvarets budgetter beskåret af en borgerlig regering under næste forsvarsforlig, hvor der skal findes råd til skattelettelser, svarer ministeren:

Stadig tre værn

»Altså hvis vi bare krævede en milliard kroner mere, så kunne f.eks. Rigspolitiet også kræve flere penge. Det allerbedste for forsvaret vil være at effektivisere. I næste forsvarsforlig skal der bl.a. blive råd til flere præcisionsvåben, ubåde og eventuelt sammen med andre lande transportfly, der kan tanke vores kampfly op i luften. Vi skal stadig have tre værn og et hjemmeværn og have råd til værnepligt og kunne gennemføre internationale operationer. Nu må vi være tålmodige og vente på, hvordan NATO forestiller sig sin nye responsforce opbygget. Derefter må vi se hvilke midler, der bliver brug for«.

Vilje til for forandring har han allerede vist - nummer 49. I et år, da ministeren f.eks. også relativt smertefrit fik inddraget hjemmeværnsfolkenes ammunition efter en tragisk dødsulykke i Nørresundby.

mads.stenstrup@jp.dk