Fortsæt til indhold
Indland

Indvandrere vil gerne være fængselsbetjente

Danskere med indvandrerbaggrund viser nu stor interesse for arbejdet som fængselsbetjent.

Af JENS GRUND

Det sker, efter at Kriminalforsorgen har afholdt det første informationsmøde om arbejdet for en fyldt sal.

Umiddelbart efter afleverede næsten 30 fremmødte en ansøgning til en særlig forskole - et seks måneders undervisningsforløb i blandt andet dansk sprog og samfund, edb og arbejdet i Kriminalforsorgen. Forskolen skal forberede ansøgerne til den egentlige ansættelsesprøve som fængselsbetjent og forbedre deltagernes sproglige niveau, så de kan søge på lige fod med andre danskere.

Tilbuddet skal ses som et led i forsøget på at få ansat flere fængselsbetjente med anden baggrund end dansk. Det sker dels for at afspejle det danske samfunds sammensætning af indbyggere, dels for at tilføre mere viden om og bredere forståelse for indsatte med anden etnisk baggrund.