Zoologiske haver vil redde truede aber - én art er uddød
Zoologiske haver i hele Europa forbereder i øjeblikket en kampagne, der skal medvirke til at redde verdens truede abearter.
- Hvis udviklingen fortsætter som nu, så er menneskeaberne udryddet i adskillige afrikanske lande om 10-15 år, siger Frands Carlsen, videnskabelig medarbejder ved Zoologisk Have i København.
Kampagnen, der søsættes i begyndelsen af det nye år og skal løbe frem til efteråret 2001, kommer på en dyster baggrund. Midt i september begyndte den dårlige nyhed at spredes blandt biologer og miljøfolk: Den vestafrikanske abeart med det sælsomme navn Miss Waldron's røde colobus-abe er uddød.
Det er første gang siden det 18. århundrede, et medlem af primaterne (mennesker, aber og halvaber) meldes udryddet. Nyheden bringes i oktobernummeret af tidsskriftet Conservation Biology.
Forskerne bag den videnskabelige artikel advarer samtidig om, at den forsvundne colobus-abe kan være det første synlige tegn på en udryddelsesbølge, der snart vil udslette andre store pattedyr. De trues af to ting: Jagten på kød fra vilde dyr (kaldet "bushmeat") og rovhugst i de skove, hvor aberne lever. Når tømmerfirmaer får åbnet vejen gennem regnskoven, følger nybyggere efter, og jægere får adgang til hidtil isolerede områder.
Miss Waldron's røde colobus-abe er ikke set i Ghana eller Elfenbenskysten siden 1978. Den er ellers ret støjende og lever i grupper på omkring en snes individer, så den er temmelig synlig i landskabet og nem at høre. Der er fire arter af colobus-aber og en række underarter, hvoraf Miss Waldron's var en.
- Arten havde en begrænset udbredelse mellem to floder i de to lande, og den kunne kun overleve i skove med meget høje trækroner, siger antropologen Scott McGraw fra Ohio State University, som er en af de fem forskere, der har brugt sammenlagt seks år på at overvåge 19 skovområder for spor efter den højrøstede abe.
Han tilføjer: - Udryddelse er en proces, ikke en enkeltbegivenhed. Dette tab kunne ikke ligefrem komme bag på nogen.
Den europæiske zoo-kampagne har som mål at samle en million underskrifter, at skaffe penge til bevarelsesprojekter for aberne og at sprede oplysning om truslerne mod aber og menneskeaber. Den koordineres gennem EAZA, den europæiske sammenslutning af zoologiske haver og akvarier.
- Det er meningen, at underskrifterne skal præsenteres for EU og lederne af de afrikanske lande. Det kan virke lidt som et slag i luften, især da lederne i flere lande er direkte involveret i jagten på bushmeat. Men man er nødt til at prøve. Det er tragisk, at vi har gennemlevet et helt århundrede, uden at primater er meldt uddøde, og så er vi dårligt kommet ind i år 2000, før det begynder at gå galt, siger Frands Carlsen.
Samtidig med de europæiske zoologiske havers initiativ har en international koalition af 34 naturforeninger under navnet Ape Alliance søsat en lignende kampagne sammen med BBC Wildlife Magazine og Radio Times. Den støttes af den kendte chimpanse-ekspert dr. Jane Goodall og orangutang-specialisten Ian Redmond.
/ritzau/