Klog mand med store næver

Hvad Martin Haakonsen ikke har i munden, har han i hænderne.

Et par ordentlige labber, kalder han sine arbejdsredskaber. Det kan man roligt sige. Martin Haakonsen er udstyret med korte, kraftige fingre på en lille bred hånd for enden af et par velpolstrede armede, dekoreret med en tatovering af et skib.

»Den fik jeg som 15-årig. Det har jeg fortrudt mange gange,« siger Martin Haakonsen. De kraftige hænder og arme bruger han til at massere og trykke på folks skavanker for at kurere blandt andet hold i ryggen, seneskedebetændelse, sportsskader, spændingshovedpine og børn for at tisse i sengen.

Det har han gjort i 30 år - før den tid, var han fisker. Martin Haakonsen har lært faget klog mand af sin far, der har lært det af sin mor, som vist nok har lært det af sin far eller svigermor.

»Der er ikke noget mystisk ved det her. Jes er god til at sætte ruser, jeg er god til at sætte en ryg på plads,« siger Martin Haakonsen.

Han arbejder på at få Jes - en barndomsven - mere bøjelig i den øverste del af ryggen. Jes er fisker og havnefoged i Ringkøbing. Martin Haakonsen kalder ham for en hård nitte, mens det er vist nok Jes forstenede muskler, han hentyder til.

I rummet i Ringkøbing, hvor syge bliver raske, ser alt ud, som da Martin Haakonsens far forlod det, da han døde. På væggen hænger stadig gevirer, et broderi, et barometer og et ræveskind. I et hjørne står en polstret stol, udskåret af mose-eg. I den stol har kloge mænd gennem to generarationer tronet foran deres patienter.

»Og sådan skal rummet være. Det skal der ikke laves om på,« siger Martin Haakonsen, der begynder arbejdsdagen klokken kvart i otte og har fyraften klokken halv seks om aftenen.

Patienterne kommer bare forbi, når de har behov, for hos Martin Haakonsen skal ingen bestille tid. Men alligevel kan det være en god idé at ringe først.

»Alt indvortes er nemlig slet ikke mig - kræft og sukkersyge og sådan noget. Jeg siger tit fra og sender folk til lægen,« siger Martin Haakonsen og fortæller, at han heller ikke har forstand på spædbørn.

»Jeg synes ikke, at man skal vrikke i sådan nogen bette nogen,« siger han. Kloge mænd kigger

På væggen i venteværelset hænger 12 blyantstegninger af 12 forskellige mænd. Det er afdøde, jyske, kloge mænd fra blandt andet Ringkøbing, Holstebro og Ulfborg - en af mændene er Martin Haakonsens far.

Der er jævnt godt træk i venteværelset - nogle er kun inde i godt fem minutter, andre lidt længere tid.

»Jeg skal først op og hænge, når jeg er død, men det er der forhåbentligt mange år til,« siger Martin Haakonsen, der i dag fylder 56 år.

Han håber på engang at komme til at skue ned over sin eneste datters patienter. »Det ville være forfærdeligt, hvis det her skulle uddø. Hvad skal de mennesker, som kommer her, så gøre,« siger han.

Datteren er 12 år og drømmer i øjeblikket om at være sanger eller skuespiller.

»Men jeg kan se, at hun har håndelaget,« siger Martin Haakonsen, der er ud af en søskendeflok på fem drenge. Han var den eneste, som arvede farens evner, fortæller han. »Hvordan kan man se et håndelag?« spørger vi lidt undrende?

»Det er ikke såén til at forklare. Det er bare noget, man kan se,« uddyber Haakonsen. »Jamen, hvordan se?«

»Altså, det er såén noget med, hvordan man holder på et håndled,« forklarer den kloge mand og udstråler, at emnet ikke er egnet til en længere afhandling.

Mellem ugeblade og jagtmagasiner på bordet i venteværelset ligger gæstebøger og vidner om Martin Haakonsens specielle evner.

Den ældste gæstebog har taksigelser fra 1969, gulnede sider og fedtede hjørner. Mange hænder har bladret i bogen og læst takkeord som hvad skulle alle os dog gøre uden dig og tak for, at drengen nu kan ligge tør.

I en anden bog af nyere dato har en dreng tegnet en mand med hænder, som det lyner fra. Lynene rammer en person, der i en talebobel siger: »Jubii, jeg føler mig helt rask."

Indtil middag på en sommerdag som i dag har folk fra København, Odense, Svendborg, Boris, Aulum, Viborg og Herning og så dem herude fra været forbi Martin Haakonsen, men den økonomiske side af faget klog mand er der ikke så meget at sige om.

Det koster i hvert fald ikke en bondegård at blive behandlet her, siger han. Anders Bonde, pensioneret landmand, No Jeg har engang været hos Martin Haakonsens far, fordi jeg havde en skade i skulderen. Og det hjalp. Han var født med noget i hænderne. Jeg tror ikke, at jeg kunne finde på at tage ned til Martin Haakonsen, men man ved selvfølgelig aldrig, hvad man ville gøre, hvis man nu blev rigtig syg.

Svend Erik Hansen, altmuligmand, Hee

For mange år siden var jeg nede hos Martin Haakonsen, fordi jeg havde seneskedebetændelse. Han trykkede på mig, og betændelsen er da væk i dag, så det må have hjulpet. Når man tager sådan et sted hen, skal man tro på det, ellers hjælper det ikke, og så er de penge smidt væk. Lis Brødsted, hjemmegående, Ringkøbing

Jeg kender godt Martin Haakonsen, men jeg har aldrig været der. Men det har nogle venner. Jeg kunne godt finde på at tage derned. Han gør det ikke for at tjene en helt masse penge, og det synes jeg godt om. Ligesom jeg godt kan lide, at man bare kan komme forbi, som det passer en.