Ildskibet i Bomløbet

Natten til fredag den 21. maj 1819 var indbyggerne i København bestemt ikke trygge og sov ikke særlig godt.

For en nymodens helvedesmaskine skulle den dag besøge byen for første gang. Det skrækkelige nye monstrum alle var så bekymrede over, var Danmarks første dampskib "Caledonia", der for første gang skulle anløbe Københavns Havn. Et såkaldt "ildskib", der blev drevet af en dampmotor i stedet for af sejl. Det kunne nok sætte sindene i bevægelse.

For det første var det kun 24 år siden, at den store bybrand hærgede København og kun 13 år siden, at det engelske bombardement lagde en femtedel af hovedstaden i aske. Derfor var københavnerne meget bekymrede over alt, hvad der kunne medføre brandfare.

Dampskibet "Caledonia" var endda af engelsk oprindelse, hvad der bestemt ikke stemte befolkningen mildere. Et ildskib fremstillet hos ærkefjenden England, som det kun var fire år siden, vi sluttede en ydmygende fred med, der kostede os Norge og medførte statsbankerotten i 1813, det kunne man ikke være tryg ved.

Den røde pæl

ÒCaledoniaÓ, der var bygget i 1815, var blevet erhvervet af dansk-vestinderen Sten Bille.

Skibet var på 182 tons og havde den formidable maskinkraft af 28 hestekræfter. Dette nye tekniske vidunder skulle indsættes i fast rutefart mellem København og Kiel. Ved hjælp af de to enorme skovlhjul ville skibet kunne tilbagelægge turen fra tirsdag eftermiddag kl. 17 til onsdag morgen kl. 8. En sejltid på i alt 15 timer.

En stor mængde nysgerrige havde taget opstilling ved Toldboden for at overvære det nye djævelskabs ankomst. Blandt de almindelige landkrabber, var det især brandfaren, der skabte mest frygt. Tænk at tillade en konstruktion med en kæmpe ildkeddel i bugen at anløbe den i forvejen ildebrand-vansirede hovedstad.

Havnemyndighederne delte den folkelige frygt. De ville heller ikke have denne engelske brandbombe for tæt på bebyggelsen i havnen.

Ude i "Bomløbet" mellem Toldboden og Holmen havde Havnevæsnet opsat en svær, rødmalet fortøjningspæl. Her skulle alle dampskibe fremover lægge til i sikker afstand fra bebyggelsen inde på land.

Pludselig opstod der uro i flokken af nysgerrige på Toldboden. Ude i horisonten sås fra syd en tyk røgfane. "Nu kommer den," hviskedes der med ærefrygt. Langsomt gled det slanke, enmastede skib ind i havnen med plaskende "hjulkasser".

Målløst konstaterede tilskuerne, at skibet nærmest naturstridigt sejlede mod vinden.

De enorme skovlhjul drejede sindigt rundt, og fra den høje, slanke skorsten bølgede en sort og faretruende røg. Et øjeblik efter greb en euforisk begejstring de tilstedeværende, og et tusindstemmigt hurraråb lød fra Toldboden og blev besvaret fra skibet. "Caledonia" gled langsomt ind til den røde pæl og blev fortøjet.

Fanden til skude

Stemningen inde på land var både ophidset og spændt.

I modsætning til de stolte sejlskibe behøvede dampskibene ikke nær så store besætninger. En garvet søulk blev i pressen citeret for at råbe; "Fanden til Skude! Øjenforblændelse, Hexeri! Det gaar aldrig rigtigt til! Uden Sejl! Tak! Pokker skal gaa ombord der! I skal se, Børn, inden I ved et Ord deraf, springer den i Luften - og det skal jeg ikke have noget imod. Kommer der mange saadanne Skibe, hvad skal saa vi stakkels Sømænd tage os for? Det er at tage Brødet fra Landets egne Børn".

Et par mindre robåde gik ud til "Caledonia", hvor passagerer og bagage blev læsset over. De satte herefter igen kurs ind mod Toldboden, hvor passagererne gik i land. De så ikke allesammen lige friske ud efter den lange sørejse.

Som en dame bemærker, så de allesammen "noget italienske" ud, og på flere af de pæne passagerer skallede ansigtshuden efter nærkontakten med sol og saltvand. Ude i bomløbet lå "ildskibet" stadig med rygende skorsten.

Smagfuld indretning

"Caledonia" var under kommando af kommandørkaptajn Michael Petronius Bille, der var bror til skibsrederen.

Som mandskab havde han to erfarne engelske fyrbødere og en kok. Resten af besætningen var dansk. Over både for- og agterstavnen var udspændt sejldugs-preseninger, hvor passagererne kunne opholde sig under sejlturen.

Midtskibs rejste den slanke, sorte skorsten sig, forankret til skibssiderne med tovværk, og på hver side sad de mægtige skovlhjul. Forude stod den enlige mast, hvorpå der kunne rejses et par nødsejl, hvis maskineriet skulle svigte.

I samtidens aviser kunne man om indretningen læse: "Man finder her et nydeligt Kabinet for Damer, en Forsamlingssal for Passagerer og et Køkken, hvor Maden koges ved den Damp, der driver Skibet". Herudover var der otte nette og smagfulde kamre, hvor passagererne kunne sove under overfarten.

Lidt af en begivenhed

"Caledonia" var lidt af en københavnerbegivenhed. Den 1. juni skrev en avis: "Igaar Formiddags behagede det Ds. Maj. Kongen og Dronningen og H.D. Landgreve Karl af Hessen at tage det paa Rheden liggende Dampskib i Øjesyn. Det høje Herskab sejlede derhen i en meget smagfuld Chaluppe og vendte tilbage Kl. 2 under Kanonernes Løsning fra Nyholm". Dampskibet var kommet for at blive.

Rederiet, der drev "Caledonia", blev i 1821 solgt af Sten Bille til en af Københavns førende handelsmænd, den senere liberale formand for Borgerrepræsentationen Laurits Nicolai Hvidt. Det må have været en indbringende forretning, for få år efter bestilte Hvidt det første danskbyggede dampskib "Dania" hos industrimanden Jacob Holm. Det blev sat ind på sejlads til Jylland.

Men "Caledonia" brugte han til andet end sejladsen mellem København og Kiel.

Sommerturister på Øresund

På sommerdage, hvor ÒCaledoniaÓ lå over i hovedstaden, blev den sendt på ture op og ned af Øresundskysten med betalende passagerer. Det blev en meget populær måde at lade sig transportere op til Klampenborg.

Tidligere havde københavnerne reddet, lejet vogne eller var gået op til de populære gæstgiversteder og forlystelser på Dyrehavsbakken. Men nu kunne de sejle hele vejen, og derved undgå de støvede og bumlede veje. De unge herrer fik mulighed for at kurtisere jomfruerne om bord og måske få en aftale om en glad tur på Dyrehavsbakken.

Når "Caledonia" så anløb Bellevue, blev hun modtaget af kanonskud fra land. Herefter blev passagererne roet ind til kysten af stærke søfolk. Disse ture op og ned langs kysten gjorde efterhånden københavnerne fortrolige med ÒCaledoniaÓ og dampskibe. Som altid når noget nyt kom til hovedstaden, skulle folkeviddet nok finde på et kælenavn til det. ÒCaledoniaÓ fik på grund af sine store skovlhjul kælenavnet ÒPlaske-MarleneÓ, og ingen var rigtigt bange for hende mere.

Stadig flere dampskibe begyndte at anløbe Københavns Havn. Men Havnevæsnet var ikke sådan at berolige. Der skulle gå næsten halvtreds år fra Caledonias første anløb, før Havnevæsnet gav dampskibe tilladelse til at lægge til kaj i København. Men da var der heller ikke ret mange sejlskibe tilbage.

Det forenede Dampskibsselskab havde i 1883 alene 80 dampskibe i fart, og de syv verdenshave var ved at være erobret af de ildsprudlende dampskibe.