Forfatter bag rouletten

Som forfatter er det en forudsætning, at man kender sit stof til hudløshed. Og det gør journalist, cand.mag. Niels Lillelund, der i går debuterede med kriminalromanen Rouletten, hvis handling udspiller sig i det københavnske kasinomiljø.

Lillelund var som dealer og croupier på Casino Copenhagen med, da Austrian Casinos introducerede legal spillevirksomhed i Danmark tilbage i ´91, og erfaringerne derfra har gjort ham i stand til at skabe en nærværende fortælling, som udmærker sig ved sine autentiske scenarier og virkelighedstro karaktertypificeringer.

Niels Lillelund tilhører efter eget udsagn "generationen, man kan fodre svin med", og det var udsigten til enten at skulle gå arbejdsløs eller i bedste fald arbejde som gymnasielærer, der fik ham til at søge ansættelse i kasinoverdenen.

»Jeg ville jo gerne have et job, og så tænkte jeg, at det måske var min sidste mulighed for at opleve noget sjovt,« fortæller han.

Interessen for den nye og spændende branche var enorm. Ikke færre end 2500 responderede på kasinoets stillingsannoncer i dagbladene. Af dem blev ca. 100 valgt ud til den ulønnede træningsskole, hvor østrigske og engelske croupiers underviste i håndtering af jetoner og de nødvendige regnetabeller, der er essentielle, for at croupien kan bevare overblikket og tempoet i spillet ved det grønne bord. Efter 6-7 ugers træning fik ca. 50 - deriblandt Lillelund - tilbudt ansættelse.

Han måtte bide tænderne sammen. Med baggrund i det beskyttede universitetsmiljø skulle han som 24-årig pludselig klare sig på helt andre vilkår i en anden verden, der mildest talt lå udenfor det normale samfundsliv.

»De fleste af dem, der arbejder sådan et sted, har ingen familie. Det er et meget ungt miljø, hvor tingene bare kører bare derudaf. Selv om folk var 40-45 år, var de unge indeni,« forklarer Lillelund.

»Man bliver en særlig gruppe, og man får en eller anden fællesskabsfølelse. Og dem man mødes med, er folk, der arbejder under samme vilkår.«

Spillefascination

Ifølge Niels Lillelund er det en generel fascination af spil, der får folk til at søge ansættelse i kasinoverdenen. I Rouletten skitserer han da også, hvordan croupierne og dealerne spiller mod hinanden udenfor arbejdstiden.

Var du med til at spille i din ansættelsesperiode?

»Ja, jeg var selv en del af det. Det er klart, det var nemmere at finde fire til poker på kasinoet, end det ville være på kontoret for kasserede nummerplader. I forhold til vores løn spillede vi meget højt, men i forhold til hvordan andre spiller, var det peanuts,« husker Lillelund.

Hvad er det, der fascinerer dig ved spil?

»Det er risikoen. At der er noget på spil. Dét, at afgørelsen falder lige nu, og at der sidder nogle andre ved bordet - valget og den personlige kontakt betyder noget. Det er helt anderledes at spille hasardspil. Du bliver afhængig af suset, af følelsen. Men det kræver, at der er nok penge på bordet til, at det gør ondt. Det er ikke sjovt at spille om en tier, og jeg har f.eks. heller aldrig udfyldt en lottokupon,« forklarer Lillelund, der mener, at folk primært spiller for spillets skyld, og ikke fordi de håber at vinde til det næste afdrag på bilen eller huset.

»Man spiller ikke, fordi man vil købe noget. Folk, der vil vinde penge, spiller oftest fordi, de vil vinde noget af det tilbage, som de allerede har tabt på spil. Det er kun meget dygtige spillere, der kan det, man skal kunne: at gå når man har vundet,« pointerer han.

En slags tyende

Niels Lillelund fornemmede allerede, mens han endnu var ansat på Casino Copenhagen, at han i det gråtonede kasinomiljø havde et godt stof til en roman.

»Hele hotellets funktion er at skabe illusionen om, at alting er gnidningsfrit, varmt og i orden. Men det er klart, at den virkelighed, der ligger bag, er meget hårdt arbejde i et ret autoritært system. Man er en slags tyende, en tjener. At være croupier var for mig at være ansat i hotel- og restaurationsbranchen, selv om de nok selv vil kalde det for underholdningsbranchen.«

Efter et halv år forlod Niels Lillelund kasinoet pga. de hårde arbejdsbetingelser, og selv om der er kommet mange flere penge i kasinobranchen i dag, kunne han aldrig finde på at vende tilbage.

»Ikke i min vildeste fantasi. Men det er sjovt at se tilbage på den tid, som har vist sig at være meget værdifuld for mig. Den har givet mig adgang til et originalt stof, som jeg ellers aldrig havde fået adgang til.«

Efter sin croupier-tid er Lillelund gentagne gange vendt tilbage til kasinoet, men på den "rigtige" side af bordet. Og han er allerede i gang med opfølgeren til Rouletten, hvorfra hovedpersonen, den alkoholiserede vicekriminalkommisær Erik Andersen, vil gå igen.

»Jeg er ikke færdig med ham. Jeg mener, han kan udvikle sig meget endnu. Jeg vil ikke sige i hvilket, men den næste bog udspiller sig også i et miljø, jeg har kendt. Og det er godt stof,« lover den debuterende forfatter bestemt.

Niels Lillelund, "Rouletten", forlaget Lindhardt og Ringhof. 268 kr., 234 sider.

"Don´t touch the cards, sir!"

Uddrag af kapitel 10 i "Rouletten":

Vicekriminalkommissær Erik Andersen er sat til at opklare sagen om den myrdede croupier Susanne. Han tager på kasino og oplever for første gang stemningen omkring et blackjack-bord.

- Don´t touch the cards, sir!

Dealerens ord nærmest smældede, de kom overraskende og prompte. En spiller sad og fedtede med sine kort. Det var åbenbart ikke tilladt. Spilleren trak hænderne til sig med et sæt og et lille gisp. Spillet fortsatte.

Kortene gled fra den sorte, skinnende æske ned på det halvmåneformede bord gennem den trænede, smidige hånd.

Et for et slap han dem.

Knægt, otte, dame... hurtigt, men alligevel roligt og sikkert.

Ved det filtklædte bord sad jeg på noget, der mindede om en barstol, og fulgte kortenes gang. Jeg var ikke alene, alle seks pladser ved bordet var besat, og der stod også folk bagved. De lagde deres indsats i samme boks som spilleren ved bordet, så var deres skæbne knyttet sammen med den siddende spillers. De kunne ikke træffe nogen beslutninger om spillet, de kunne bare vente og håbe.

Tre, fem, Es...

Et farverigt panorama bredte sig på filtet, de åbne kort kom med løfter, de ikke havde tænkt sig at holde. Først et kort til hver af spillerne, så et kort til dealeren, og så endnu et til spillerne, det var rutinen, som blev gentaget med slavisk sikkerhed fra kasinoet åbnede klokken fjorten til det lukkede igen klokken fire.

Den store kineser i den røde rullekravesweater og den sorte jakke bredte sig ved bordets venstre fløj og skreg begejstret ved synet af sit første kort.

Ð Aish! Aish! Esset havde skruet hans forventninger op. En tier eller et billedkort som næste kort, så var der Blackjack, drømmenes mål, kulminationen. »Blackjack pays 3 to 2« stod der i en bue, der fulgte bordets halvmåneform, så alle spillerne kunne se det.

Dealeren tog en sekser til sig selv og fortsatte. Nu knustes drømmene med det andet kort.

Knægt på knægt, dame på otte, tre på dame, fire på tre, otte på fem og...

- Iiiiihhhhh!

Syv på Es, ingen blackjack, kineseren hvinede feminint og vred den store krop, så barstolen knagede.

Manden i midten, der fik dame og tre, bar et gråt jakkesæt og et slidt Seiko-ur. Digitalskiven viste nitten-nul-to. En helt almindelig onsdag med et helt almindeligt kalenderblad, sjette november, en trøstesløs dato uden hverken traditioner eller forhåbninger knyttet til den.

......

Jeg spillede halvtredsere. Det gik godt i dette spil.

Alle havde fået de kort, de ville have, og ingen var gået over. Dealeren trak til sin sekser. Han skal trække, til han har sytten, derefter skal han stå, det stod også på filtet. I virkeligheden kunne de have erstattet ham med en maskine.

Syv, ni.

Et lettelsens suk bredte sig ved bordet, enkelte lo. Han havde været tæt på de enogtyve, nu var han gået over, alle havde vundet.

De to knægte var mine, jeg var rolig i bevidstheden om, at tyve er en stærk hånd, han havde været tæt på at slå mig også. Jeg sad ved dealerens venstre hånd, og var den, der fik kort først. Der lå en rød jeton i boksen foran mig. Med en smart manøvre tryllede han endnu en rød jeton frem ved siden af min. Jeg havde lyst til at gribe ud efter den og gemme den væk, men det var kun et øjeblik. Min sidemand i det grå jakkesæt havde mange jetoner i den lille udskårne fordybning, som fandtes ud for hver plads.

De røde var de færreste, der var flest grønne med værdien 250. Enkelte i sorte og violette farver, det var 1000 kroners jetoner, og selv om de var samme størrelse som mine røde, så de på en måde tungere ud.

Min sidemand sad og legede med plasticstykkerne i hånden, mens han nippede til en kop kaffe og kæderøg cigaretter.

Vi havde alle sammen vundet denne runde, og min sidemand lagde den nye jeton oven på den oprindelige. Med et lille sug i maven valgte jeg at gøre det samme.

Så ville jeg have 200 kroner.

Konge, konge, ti, ti, knægt, dame.

Det var mange store kort i træk. For hvert kort, der forlader æsken, ændrer oddsene sig for, hvad det næste kort bliver. Hvert nyt kort er afgørende for spillets chancer, spillet er aldrig det samme. På et tidspunkt skal forskellen udlignes. Mange store i træk betyder mange små på et tidspunkt.

Det ved jeg nu, men jeg tænkte vist ikke over det dengang.

Fem til dealeren. Grin ved bordet. Det værst tænkelige for ham.

Tre til min konge, fire til knægten, otte til tieren, seks til tieren, fem til knægten, knægt til damen.

Det var som livets rytme. Hvert nyt kort var et hjerteslag i spillets liv. Lyden af kortene, der forlod stakken, var pulsslaget, den klirrende baggrundslyd af spillemaskinerne iblandet gæsternes lavmælte mumlen var blodomløbet i kasinoets krop.

Bordet mumlede.

Nu havde jeg tretten, og jeg tøvede. Jeg var klar over, at det var for lidt, men en nier, en tier eller et billedkort ville bringe mig over de enogtyve.

Manden i det grå jakkesæt bemærkede min tøven og sagde

- Stå, for helvede, stå!

Jeg stod, og dealeren gik videre. Ingen skulle have kort.

Han trak til sin femmer.

Seks, fire, Es, konge.

Lettelse. Han havde været tæt på igen.

- Godt du stod, ikke? sagde det grå jakkesæt.

Jeg prøvede at smile, men jeg ved ikke, hvordan det faldt ud, jeg koncentrerede mig om spillet.

Nu lå der fire røde i min boks, og jeg tog de to til mig og puttede dem i jakkelommen. Der lå de godt.

Bag dealeren stod en anden croupier, som jeg gættede mig til måtte være en overordnet med nogenlunde samme funktion som Heinz Walters. Fra tid til anden rettede han dealeren, hvis der blev begået fejl i fordelingen af gevinst og tab. En gang imellem måtte han bryde ind, hvis en spiller var utilfreds og lavede en scene.

Knægt, knægt, fire, otte, ni, syv. Ni til dealeren.

Konge til knægt, Es til knægt... blackjack! ... otte til fireren, tre til nieren, seks til syveren.

Lavmælt begejstring omkring bordet, og manden med de intellektuelle, italienske briller på min venstre side tog sin gevinst og smed en halvtredser til dealeren. Hans kort blev fjernet fra det grønne filt.

Flere kort blev trukket ud af den sorte kasse, de var stadig gode.

Jeg vandt igen, og det samme gjorde resten af bordet. Smilene blev bredere, det var ved at udvikle sig til en god hånd.

Så vendte det.

Ikke for mig, jeg klarede skærene nogenlunde. Jeg drak kaffe og trak mine røde jetoner til mig, lagde kun én på hver gang, og det gik vel omtrent lige op, selv om dealeren var blevet skarpere nu.

Men for det grå jakkesæt gik det helt galt. Jeg havde efterhånden siddet der et par timer, og jeg havde godt lagt mærke til, at hans øjne blev rødere og rødere. Han drak forholdsvis kraftigt. Gin og tonic hver gang.

Han var også uheldig med kortene. Jeg havde ikke meget forstand på spillet, men så meget kunne jeg da se. Han fik tretten, fjorten eller femten hver gang, og når ti er den mest almindelige kortværdi, er risikoen for at overskride enogtyve ved at tage tredje kort meget stor. I begyndelsen stod han hver gang, viftede en flad hånd foran sig i mere og mere hidsige bevægelser.

......

Jeg ved ikke, hvor meget han tabte på de to timer, men det var mange tusinde kroner. Jeg svedte ved tanken og prøvede at koncentere mig. Ikke lade sig rive for meget med, ikke miste kontrollen.

Ð Split tens or twenty?

Den unge, lyshårede mand i den blå blazer lagde en ny halvtredser i boksen og lagde sine to tiere på hver sin side af boksen.

- Don´t touch the cards, sir.

Igen et piskesmæld.

Dealeren viste ordløst, hvordan spilleren skulle markere sin split ved at lægge en ny jeton på kanten af den ene boks. De to tiere dannede så første kort i hvert sit uafhængige spil.

Jeg noterede mig manøvren til en anden gang.

Det grå jakkesæt tog sig til hovedet.

- Idiot. Du ødelægger spillet for os andre, sagde han.

Den unge fik usikre øjne ved tiltalen, men han var på sin tredje whisky, og spritten havde gjort ham modig og fræk.

- Jeg spiller på min måde, og du spiller på din. Det skal du ikke blande dig i, sagde han, men hans øjne flakkede.

- Det er det dummeste, du kan gøre. Kan du ikke se, du har tyve, mand? Og han har en femmer! Han går over, hvis du da ikke sidder der og tager alle tierne med din split! Det er tåbeligt! sagde manden, og ved det sidste ord slog han sig så kraftigt på panden, at slagets virkning så ud til endog at overraske ham selv.

- I England er det slet ikke tilladt, fortsatte han, hvorfor bliver I ved med at spørge folk, om de vil splitte tierne?

Han havde vendt sig mod dealeren, der indledningsvis lod som ingenting.

- Det er helt til grin, og det ødelægger spillet.