En kold begyndelse på året har betydet færre omkomne på de danske veje
Færre dræbte og sårede i trafikken i årets begyndelse ser ud til at være fortsat ind i foråret.
Otte personer blev dræbt i ulykker på danske veje i marts, som dermed blev mindre dødelig end samme måned sidste år, hvor hele 13 liv gik tabt.
Det viser Vejdirektoratets foreløbige ulykkesopgørelse, som er offentliggjort fredag.
Antallet af dræbte ligger ét dødsfald lavere end marts-gennemsnittet for de seneste fem år.
Det hører dog med til historien, at faldet kommer efter et 2025, hvor der var usædvanligt mange dødsulykker i lige netop den måned.
Samtidig viser opgørelsen, at antallet af tilskadekomne faldt til 159, lavere end både marts sidste år og gennemsnittet for 2021-2025.
Forsigtig optimisme
Noget tyder altså på, at de små positive tegn fra årets kolde begyndelse er fortsat ind i foråret.
I januar viste de første ulykkestal nemlig det laveste antal dødsfald i fem år, seks dræbte. Billedet fortsatte i februar, hvor otte personer mistede livet i trafikken, hvilket også lå under gennemsnittet.
Faldene kan dog hænge sammen med, at hele landet var ramt af kraftigt sne- og frostvejr i januar og februar, som kan have fået bilisterne til at køre mindre i bil – og måske mere forsigtigt.
Derfor er det nok for tidligt at sige, om den let nedadgående kurve er en blivende tendens, som vil fortsætte året ud.
Vejdirektoratet har ikke haft mulighed for at udtale sig om tallene fredag.
April i skarp kontrast
Tallene for april kender vi endnu ikke, men den indeværende måned har allerede budt på en stribe tragiske dødsulykker, som kan være med til at trække tallet op.
Flere af dem skete inden for ét og samme døgn, lørdag den 11. april.
Her mistede to teenagedrenge på 15 og 16 år livet efter en kollision mellem knallerter syd for Skærbæk, mens yderligere to personer blev såret i en anden færdselsulykke i det sønderjyske.
Samme aften blev to personer dræbt i separate ulykker på Fyn, heriblandt en 27-årig mand på Svendborgmotorvejen og en person i en soloulykke ved landsbyen Davinde.
Endelig omkom en midaldrende mand ved Albertslund på Sjælland, da han kørte galt på sin motorcykel. Alt sammen inden for ét døgn.
I løbet af et helt år dør der i snit omkring 180 personer i trafikulykker på de danske veje, viser statistikken for de seneste ti år. Heldigvis er det langt færre end for 40-50 år siden.