Vores muskler er med i selv det mindste spjæt
Vi kommer ikke rigtig nogen vegne uden vores muskler. De sørger for kraft og bevægelse, hvad enten vi løfter vægte i træningscentret eller syr fine korssting. To muskler med samme størrelse og styrke er dog ikke altid lige hurtige.
Godmorgen! Når jeg slår øjnene op efter en lang nats søvn, bruger jeg en næsten umærkelig lille smule muskelkraft på det. Herefter skal jeg mobilisere noget mere muskelspænding for at svinge benene ud af den varme, bløde seng og komme på højkant igen.
Endnu mere fut i muskulaturen kræver gåturen på de halvtomme villaveje med hunden og cykelturen på arbejde. Intet af det føles dog særlig hårdt. Det er først, når jeg tager til basket med oldboysdrengene, træner med vægte i det lokale center eller løber en tur på Vestereng, at jeg anstrenger mig så meget, at min puls ryger i vejret, og sveden springer fra min pande.
Vi kommer ikke rigtig nogen vegne uden vores muskler. Det er musklerne, der gør det muligt for vores krop at bevæge sig, og selv det mindste spjæt gør brug af en eller flere muskler. En muskel kan det ene øjeblik være helt slap og stort set ikke have behov for energi og i næste sekund udøve stor kraft og kræve masser af brændstof.
For at håndtere den store forskel er musklerne udviklet til at kunne tænde og slukke lynhurtigt. Kontakten sidder i vores hjerne, og ledningerne, der forbinder tanke med handling, er vores nerver. Fysiologerne kalder den del af nervesystemet, der styrer musklerne, for det viljestyrede nervesystem, fordi systemet gør os i stand til at kontrollere vores bevægelser med viljen: Nu beslutter jeg mig for at komme op af den seng, og så arbejder mine muskler faktisk for at få det til at ske. Vi anvender dog også vores muskler helt ubevidst.
Åndedræt og viljestyrke
De færreste tænker for eksempel over, at vi trækker vejret. Det sker bare, uden at vi beslutter os for det. I hvert eneste åndedrag trækker mellemgulvets muskulatur sig sammen og får brystkassen til at hæve sig og luften til at strømme ned i lungerne. De muskler, der driver åndedrættet, og særligt den muskel, vi kalder mellemgulvet, tænder og slukker i en forudbestemt rytme skabt af centre i hjernen, som opererer, uden at vi er bevidste om det.
Vi kan dog godt stadig beslutte os for at holde vejret, i det mindste for en kortere periode, men inden længe vil vi føle det, som om vi er ved at kvæle os selv, og så vil tænd og sluk-automatikken genoptage åndedrættet med et stort gisp. Det er en teknik, som ikke mindst fridykkere har perfektioneret. Imens de dykker, undertrykker de trangen til at trække vejret og bevarer viljens kontrol over åndedrætsmusklerne. De trænede fridykkere har egentlig ikke specielt stærke åndedrætsmuskler, men de har stor viljestyrke. Nogle formår faktisk at holde vejret, indtil de mister bevidstheden. Når det sker, iværksætter hjernen den ubevidste automatik, der sikrer ny luft til lungerne, og så vågner dykkerne heldigvis hurtigt igen.
De bedste fridykkere prøver at tilpasse deres dyk, så de når overfladen, mens der fortsat er ilt nok i hjernen til, at de er ved deres fulde fem. Hvis timingen glipper, opfører de sig konfust, og indimellem får de ufrivillige muskelspasmer, som fridykkerne kalder en »samba«, fordi de ukontrollerbare rystelser af kroppen minder om den latinamerikanske dans.
Fra tungt løft til fine sting
Vi trækker altså vejret med musklerne, og når vi slipper luften ud af lungerne, kan vi aktivere andre muskler til at tale. Vores stemmebånd er nemlig forbundet til nogle specialiserede muskler, som holder dem udspændte, så de kan vibrere og skabe lyd, når luften passerer dem. Hos dyr, der har særligt imponerende vokale evner såsom stære og andre sangfugle, er de muskler, der er forbundet til lydorganerne, af en helt særlig type. Det er såkaldt superhurtige muskler, som kan variere stemmebåndets spænding og dermed tonehøjden med umådelig fart og præcision, så fuglene kan slå deres triller af vellyd.
Vi benytter således musklerne til lidt af hvert fra det grove arbejde med tunge løft i træningscentret til de allerfineste små korssting i syklubben, hvor vi skal dosere kraft og bevægelse med umådelig præcision. Dartspilleren bruger musklerne i fingre, hånd og arm til at kaste pilen, så den rammer bull’s eye, og badmintonspilleren bruger dem til at spille en stopbold, der nøjagtigt lægger fjerbolden få centimeter over nettet.
Begge dele kræver delikat koordination af musklernes aktivitet, som de veltrænede specialister efter mange timer med pil og ketsjer kan opnå med input fra synet og andre sanser. Det er det, vi kalder hånd-øje-koordination eller simpelthen finmotorik.
Nogle af vores muskler er så små, at de kun er få millimeter i diameter, mens andre er temmelig store og kan veje flere kilo, og det afspejler naturligvis deres rolle i vores krop. Der er en klar sammenhæng mellem, hvor tykke og stærke musklerne er. Det skyldes helt enkelt, at en tyk muskel kan indeholde flere af de molekylære motorer, som skaber muskelkraften. Med den viden og et hurtigt blik på en modstanders overarm kan jeg altså ret let forudsige mine vinderchancer, hvis jeg en dag skulle få lyst til at lægge arm med nogen. To muskler med samme størrelse og styrke er dog ikke altid lige hurtige.
Langtidsholdbare eller eksplosive
Uden at have kigget i musklerne hos den danske Tour de France-vinder Jonas Vingegaard tør jeg godt gætte på, at det kun kan lade sig gøre på den måde bare at køre på, fordi han har temmelig mange af de såkaldt røde fibre eller type 1-fibre i sine muskler.
Vores langsomme type 1-muskelfibre, som mange kalder de røde fibre, kan arbejde i lange perioder, fordi de har en veludviklet evne til med ilt at omsætte kroppens depoter af sukker og fedt til energi. Muskler domineret af type 2-fibre, også kaldet de hvide fibre, er hurtige og eksplosive, men knap så langtidsholdbare.
Derfor ville jeg sandsynligvis finde mange type 2-fibre, hvis jeg fik den amerikanske basketballspiller LeBron James eller den jamaicanske hurtigløber Usain Bolt til at donere en muskelprøve. Vingegaard ville hverken kunne springe eller sprinte fra James eller Bolt, men i en udholdenhedsmatch ville de to hurtigt blive trætte og bogstavelig talt få baghjul fra den uopslidelige dansker.
Det handler alt sammen om, hvordan forskellige fibertyper er fordelt i vores muskler. For virkelig at dygtiggøre sig inden for landevejscykling eller maraton skal sportsudøveren have en høj andel af de langsomme type 1-fibre i benenes muskler, mens succesfulde basketballspillere, sprintere og vægtløftere snarere skal have en overvægt af de hurtige type 2-fibre. Hver muskelfiber indeholder enten den ene eller den anden af de to typer motorer, og fibrenes type kan vi kun skelne i en mikroskopisk analyse.
Muskuløs ørred
De to typer af muskelfibre har på sin vis delt arbejdet imellem sig. De posturale muskler, der hjælper med at holde kroppen oprejst mange timer hver dag, har mange af de udholdende type 1-fibre. Muskler, vi derimod benytter mere sjældent, men som står for eksplosive aktioner såsom spring, slag eller kast, har mange af de hurtige type 2-fibre.
Noget lignende gør sig gældende hos mange andre dyrearter, for eksempel i en ørred, hvor vi kan se den mørke stribe på kødet, som løber langs midten af fiskens side, når vi smovser en lækker filet i os. Her sidder de røde fibre, og fisk har netop de fleste af deres udholdende røde fibre langs denne sidelinje. Dem har fisken aktiveret dagen lang, når den »står« på sin plads i vandets konstante strøm, der hele tiden truer med at føre den langt ned ad åen.
Først når den skal flygte fra en truende fiskehejre eller springe efter et bytte i form af en lækker døgnflue på vandoverfladen, vil den aktivere de hvide eksplosive muskler, som udgør det lyse kød i hovedparten af fileten. Efter sådan en energieksplosion er den gode ørred sandsynligvis godt træt i musklerne – helt ligesom os mennesker.