Fortsæt til indhold
Indland

Justitsministeren har fået nok: Nu skal Christianias Pusher Street lukkes

Efter endnu et skuddrab på Christiania vil justitsminister Peter Hummelgaard (S) have lukket Pusher Street. Christiania var i går præget af frygt.

Marie Danos sad med sin kæreste og parrets nyfødte søn i deres hjem på Christiania, da de pludselig hørte skud uden for ruden – mange skud.

»Det var meget tæt på, så vi gemte os under vinduerne i de første øjeblikke, indtil vi fik en bedre fornemmelse af, hvad der foregik. Efterfølgende kunne vi se alle ofrene blive båret ud neden for vores vindue. Det var uvirkeligt og uhyggeligt på alle tænkelige måder.«

Det fortæller Marie Danos i en skriftlig korrespondance med Jyllands-Posten.

Lørdag aften blev der affyret op mod 15 skud på Christianias berygtede gade Pusher Street. En 30-årig mand blev dræbt, mens fire andre blev såret, da to maskerede gerningsmænd ved bygningen Stjerneskibet begyndt at skyde vildt omkring sig. Herunder blev ifølge Jyllands-Postens oplysninger en spansktalende turist ramt i armen.

Den dræbte menes at have tilknytning til rockergruppen Hells Angels.

Marie Danos, som til daglig bestyrer kulturcaféen på Christiania, var et af øjenvidnerne til hændelsen, og hvad der efterfølgende skete. Hun ringede rundt til sine naboer og aftalte at mødes flere af dem for at opdatere hinanden.

»Jeg var enormt rystet, og samtidig med at det føltes helt igennem uvirkeligt, var det også velkendt, hvilket er svært at acceptere. For det er jo ikke første gang. Men denne gang var det endnu tættere på, også fordi en af de ramte var en af vores egne. Det siger virkelig noget om, hvor langt det her er kommet ud, og at vi har brug for hjælp til at få lukket ned for dét miljø, én gang for alle,« skriver hun til Jyllands-Posten.

Minister: Nu er det nok

Episoden på Christiania får nu justitsminister Peter Hummelgaard (S) til at melde klart ud om, hvad der skal ske med Pusher Street:

»Det er desværre langtfra første gang, at denne type afstumpet kriminalitet finder sted på Christiania, og derfor er det også uhyre vigtigt, at vi sætter foden ned og får lukket Pusher Street, som vi kender den i dag,« fastslår Peter Hummelgaard i en skriftlig kommentar.

»Jeg bakker derfor til fulde op om den helhedsplan for Pusher Street, som blandt andre Københavns Kommune, politiet, vi selv og Christianias beboere er i gang med at udforme. Ligesom jeg er glad for at se, at nogle af beboerne råber op. Hidtil har man i et vist omfang holdt hænder over bander og kriminalitet – det skal stoppe nu,« mener ministeren.

Han oplyser samtidig, at han inden længe vil præsentere en ny bandepakke.

»Regeringen præsenterer inden længe en bandepakke med en række tiltag, der bl.a. skal styrke myndighedernes indsats mod banderne yderligere, også i Pusher Street, deres rekruttering af unge og den brutale kriminalitet, der udspringer fra miljøet. Vi skal med alle midler bekæmpe bandernes uvæsen både på og uden for Christiania,« lyder det samtidig.

Endelig langer ministeren ud efter de mennesker, der tager til Pusher Street for at købe hash:

»Når man køber hash og andre ulovlige stoffer, er man med til at holde gang i den hårde voldskultur, vi nu er vidne til. Det mener jeg, at man som køber skal være sig yderst bevidst om.«

Vrede og sorg

Oven på skyderiet og drabet lørdag aften var stemningen på Christiania søndag præget af en blanding af frygt, vrede og frustration.

Flere gange i løbet af søndagen slog forskellige talspersoner fast, at beboerne på Christiania er så trætte af volden på Pusher Street, at de nu ønsker gaden, hvor der handles hash og formentlig også andre stoffer for et milliardbeløb hvert år, bliver lukket permanent.

Fleur Frilund, medlem af Christianias Pressegruppe og beboer på Christiania, lægger heller ikke skjul på, at hun er bekymret:

»Vi er selvfølgelig utrygge, og der er en stemning af frygt på Christiania efter skudepisoden.«

»Jeg var selv lige kommet hjem fra en tur i Ikea og stod i min opgang i Fredens Ark tæt på Pusher Street, da jeg hørte 10-11 skud, inden jeg skyndte mig at løbe op til min hoveddør,« beretter Fleur Frilund.

Hun er ikke imponeret over politiet og løfterne om, at politiet ville være til stede søndag kl. 11 uden for Den Grå Hal, så beboerne kunne komme og snakke, som Københavns Politi selv skrev på X, det tidligere Twitter.

»Men der kom ikke nogen før klokken 12, hvor politiet kom med et gammelt salatfad, som de kalder en mobil politistation. Men jeg så ingen politibetjente, der gik rundt dernede og lavede en tryghedsskabende indsats. Desværre,« lyder det fra Fleur Frilund.

Politiet fortæller til Jyllands-Posten, at det ikke kan genkende kritikken.

Der har tidligere været problemer med, at christianitterne ikke har ønsket at samarbejde med politiet, men det er efterhånden mange år siden, siger Fleur Frilund. »Det er ikke sådan, det er er i dag,« siger hun.

Marie Danos er ikke utryg i sit hjem, men de tiltagende voldelige episoder på Christiania gør hende utryg ved at være i nærheden af Pusher Street. Hun ønsker handling:

»Der er heldigvis gode grunde til at holde fast i Christiania og de gode og smukke værdier, vi værner om herude. Ikke mindst et sammenhold som man ikke får andre steder, og som vi gerne vil give videre til vores børn. Men det er på tide, at der sker noget drastisk fra politisk side. Det er ikke vores ansvar som private familier og enkeltpersoner at lukke ned for en bandekrig, der er løbet fuldstændig af sporet.«