Thomas Thomsen idømt forvaring for voldtægtsforsøg, drab og partering af Mia Skadhauge Stevn
Onsdag blev han kendt skyldig i voldtægtsforsøg og drab på 22-årige Mia Skadhauge Stevn og usømmelig omgang med lig.
Den 38-årige Thomas Thomsen er ved byretten i Aalborg torsdag blevet idømt forvaring for voldtægtsforsøg, drab og partering af den 22-årige Mia Skadhauge Stevn i februar 2022.
Mandens forsvarsadvokat Mette Grith Stage oplyste, at dommen ankes på stedet med henblik på frifindelse og alternativt strafnedsættelse. Iført en sort t-shirt modtog han dommen med blikket rettet stift ud i luften og uden nogen form for reaktion.
Der var blandt dommerne og nævningerne fire stemmer for livstid, seks stemmer for forvaring og to stemmer for fængsel i 16 år.
»På baggrund af det er konklusionen forvaring,« lød det fra retsformand Lars Krunderrup.
Under sin strafprocedure tidligere torsdag, argumenterede specialanklager Mette Bendix for den strenge straf.
»Mia levede et lykkeligt liv uden fjender, men fordi hendes veje krydsede den tiltaltes den morgen, er hun her pludselig ikke mere,« sagde hun og fortsatte:
»Alt tydede på, at hun havde en fantastisk fremtid for sig. Hun havde hele livet foran sig. Det valgte tiltalte at sætte en stopper for.«
Onsdag blev Thomas Thomsen, en 38-årig elektriker fra Flauenskjold, kendt skyldig i de alvorlige forbrydelser. Her fandt nævningetinget, at den forklaring, han var kommet med om, hvad der skete den skæbnesvangre morgen, var både »ganske utroværdig« og konstrueret til lejligheden.
Særligt lagde retten vægt på, at omfattende video- og gps-overvågning samt vidneudsagn dokumenterede en anden historie om de pågældende timer, end det, han havde forklaret.
Ifølge mandens beretning havde han samlet den unge kvinde op for at give hende et lift hjem. Under køreturen havde der udviklet sig et seksuelt forhold mellem dem, og han kørte til et skovområde i Hammer Bakker, hvor de skulle have sex i skoven.
Her faldt hun og slog sig ifølge manden fatalt, da hendes taskerem hang fast i noget ukendt. Hun døde ifølge manden kort efter i bagagerummet af hans bil, og han parterede de kommende døgn liget i 231 dele, da han »gik i panik«. Delene gravede han ned i Dronninglund Storskov.
Særligt tungt vejede retsmedicinerens forkastning af mandens forklaring om dødsårsagen. På trods af, at man ikke har kunnet fastslå en præcis dødsårsag, konkluderede retsmedicineren, at der ikke kan angives nogen anden sandsynlig dødsårsag end kvælning.
Selvom manden på forhånd havde erkendt usømmelig omgang med lig, lagde retten alligevel vægt på, at alene voldsomheden af parteringen talte for, at han ville skjule en forbrydelse.
Anklagemyndigheden havde på forhånd erklæret, at man ønskede ham idømt fængsel på livstid eller alternativt forvaring.