Fortsæt til indhold
Indland

Prins Joachims kritik vidner om alvorlig krise, siger ekspert

Ikke siden prins Henriks kritik i 2002 har kongehuset været i så stor krise som nu, vurderer kongehusekspert.

Ritzau og Steen A. Jørgenssen

Kongehuset befinder sig i en krise, som ikke er set større, siden afdøde prins Henrik i 2002 offentligt udtalte, at han følte sig kasseret og tilsidesat.

Det siger historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen, efter at prins Joachim til B.T. og Ekstra Bladet har kritiseret dronningens beslutning om at fratage prinsens fire børn titlen af prinser og prinsesse.

»Det er meget sjældent, at et medlem af kongehuset går i medierne med sådan en kritik.«

»Prins Joachim kritiserer dronningens beslutning, og det er meget usædvanligt,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Senest det skete, var da prins Henrik offentligt fortalte, at han følte sig forbigået og kasseret. Det fik kongehuset til at indkalde til pressemøde, og det samme vurderer Lars Hovbakke Sørensen kan ske denne gang.

»Jeg kan godt forestille mig, at dronningen vil sige noget mere, fordi det er en uholdbar situation, at kongehusets medlemmer diskuterer i offentligheden,« siger han.

Beslutningen om, at de fire børn i fremtiden skal tituleres grever og komtesse, blev offentliggjort onsdag. Ifølge kongehuset har prins Joachim kendt til beslutningen siden maj.

Til B.T. siger prinsen dog, at den plan, han fik forelagt i maj, indebar, at børnene kunne beholde deres titler som prinser og prinsesse, indtil de fylder 25 år. Det er nu blevet fremrykket til årsskiftet.

Han siger samtidig til B.T., at børnene er meget kede af det.

Den måske mest knusende kommentar falder til sidst i Ekstra Bladets videointerview, der er optaget på en gade i Paris.

Da reporteren spørger, hvordan sagen har påvirket prins Joachims forhold til sin mor, dronningen, bliver prins Joachim tavs nogle sekunder. Blikket flakker, og han synker en gang, før han svarer:

»Det tror jeg ikke, at jeg behøver uddybe her.«

Så vender han sig om og går.

Udtalelsen viser sagens alvor, mener Lars Hovbakke Sørensen.

»Vi får virkelig indirekte et skænderi mellem Kongehusets medlemmer her. Det er vi ikke vant til i Danmark,« siger han til TV2.

Hovbakke mener, at der er gode begrundelser for dronningens beslutning. Dels fordi kongefamilien er blevet meget stor, og dels fordi dronningens ønske er at stille prins Joachims børn mere frit til at forme deres egen tilværelse uden de indirekte forpligtelser som en prins- eller prinsesse-titel indebærer.

Torsdag gentager Kongehusets kommunikationschef Lene Balleby, at beslutningen har været længe undervejs.

»Vi forstår godt, at der er mange følelser på spil i øjeblikket, men vi håber, at dronningens ønske om at fremtidssikre kongehuset vil blive respekteret,« siger hun til Ritzau.