309 ukrainere har fået opholdstilladelse efter særlov
Omkring 10.200 ukrainere har indledt ansøgning om opholdstilladelse via Udlændingestyrelsens Borgerservice.
Mindst 309 ukrainske flygtninge har fået opholdstilladelse i Danmark, efter at særloven om opholdstilladelse for ukrainske flygtninge blev indført torsdag den 17. marts.
Det viser tal fra Udlændingestyrelsen.
Tallene gælder til og med 22. marts. Det betyder, at flere ukrainere kan have fået opholdstilladelse siden da.
Samme dato havde omkring 10.200 ukrainere påbegyndt en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark ved at bestille en tid hos Udlændingestyrelsens Borgerservice.
Antallet af ansøgere dækker over voksne over 18 år. Det indebærer, at børn ikke tæller med i statistikken.
Det samlede antal børn og voksne fremgår ikke af Udlændingestyrelsens statistikker.
Onsdag havde 1978 ukrainere søgt om asyl, siden Rusland indledte invasionen af Ukraine den 24. februar.
Det forventes dog, at flere vil opgive asylansøgningen og i stedet søge om opholdstilladelse via den nye særlov. Samtidig kan der være ukrainere, som både har søgt asyl og ophold via særloven.
Som følge af situationen har Flygtningenævnet sat behandlingen af asylsager i bero. Om den beslutning bliver ved med at gælde, skal nævnet tage stilling til i slutningen af april.
FN har tidligere vurderet, at flere end 10 millioner ukrainere er flygtet eller er blevet internt fordrevet siden Ruslands invasion.
Det svarer til knap en fjerdedel af befolkningstallet i Ukraine før invasionen, som lå på 44 millioner mennesker.
Særloven, som også kaldes ukrainerloven, trådte i kraft den 17. marts. Loven har til hensigt at give ukrainske flygtninge mulighed for hurtigt at kunne opholde sig lovligt, arbejde og gå i skole i Danmark.
Mandag startede de første ukrainske flygtningebørn i skole på Langeland.
/ritzau/