Forældrenes travlhed og manglende interesse gør børn ensomme
Ifølge Børns Vilkår og TrygFonden føler børn sig i højere grad ensomme, når forældrene ikke udviser nok omsorg.
Ensomhed blandt børn fra 5.-8. klasse er udbredt. Og børn, der oplever manglende omsorg og interesse fra deres forældre, har det værst.
Det viser en rapport fra Børns Vilkår og Trygfonden, som bliver offentliggjort mandag.
Ifølge Børns Vilkår oplever hvert fjerde barn en grad af ensomhed. For 19 pct. optræder følelsen "en gang imellem", mens 7 pct. af børnene svarer, at ensomhedsfølelsen er der "tit eller meget tit".
Selv om børnene kan føle sig ensomme i skolen, fordi de bliver mobbet eller har det svært, kan der også være tale om ensomhed i familien, lyder det fra organisationerne.
»På Børnetelefonen hører vi hver dag fra børn, som fortæller, de er ensomme. Ofte hænger følelsen sammen med livet i skolen, hvor de føler sig udenfor eller er udsat for mobning, men næsten ligeså ofte fortæller børnene, at de er ensomme i deres familie. At de ikke føler, de passer ind, at deres forældre har meget travlt og ikke virker til at kunne lide dem eller bekymrer sig om dem,« siger direktør i Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl i en pressemeddelelse.
Af de børn, som angiver, at de "sjældent eller aldrig" oplever, at deres forældre interesserer sig for dem, føler 28 pct. sig ofte ensomme.
Til sammenligning gælder det kun for 5 pct. af de børn, som oplever, at forældrene "tit eller meget tit" interesserer sig for dem.
En tidligere undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed blandt børn i samme aldersgruppe har peget på det samme: At børn har højere risiko for at føle sig ensomme, hvis de ikke føler, at deres forældre er følelsesmæssigt tilgængelige for dem.
Børn, som føler sig ensomme, kan opleve søvnbesvær, hovedpine og ondt i maven, som er fysiske symptomer på mistrivsel.
»Samtidig viser tal fra BørneTelefonen, at mindst 15 pct. af samtalerne om ensomhed også omhandler selvmordstanker. Derfor er det vigtigt, at vi er mere opmærksomme på børn, der ikke er en del af fællesskabet eller i øvrigt ser ud til at mistrives,« siger Dorte McGugan Pedersen, der er udviklingschef i TrygFonden.
Undersøgelsen er foretaget blandt 2.465 børn i 5. og 8. klasse.
Tal fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) peger på, at ensomhed blandt skoleelever har været stigende de seneste ca. 20 år.