Fortsæt til indhold
Indland

Obama vil aflyse besøg i Kolding, hvis hans kontrakt bliver offentliggjort

Barack Obamas kommende besøg i Kolding bliver aflyst, hvis kontraktoplysninger om økonomien bag kommer frem.

Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama besøger Kolding den 28. september, men arrangementet bliver aflyst, hvis kontraktoplysninger omhandlende økonomi, mailkorrespondence eller navne på personer omkring Obama bliver offentliggjort.

Det afslører JydskeVestkysten, der har søgt aktindsigt i arrangement, der bliver afholdt af Syddansk Universitet i samarbejde med Kolding Kommune og Business Kolding.

Repræsentanter for Obama har krævet "total fortrolighed" om kontraktens oplysninger.

»En offentliggørelse af de private partnere bag arrangementet, indhold vedrørende de forhandlinger, der er pågået, eller den dybt fortrolige mailkorrespondance, der har været ført, vil medføre en aflysning af arrangementet med begrundelse i kontraktbrud,« skriver Business Kolding til avisen.

Obamas besøg på SDU i Kolding består af en Q&A-session med 600 deltagere i form af forretningsledere, studerende og fremtrædende personer.

Kolding Kommune støtter arrangementet med 750.000 kroner og har undtaget flere dokumenter som avisen søgte aktindsigt i.

Tidligere forsøgte Business Kolding også at ansøge om samme beløb hos Region Syddanmark, men måtte trække ansøgningen tilbage efter kritik.

Ekspert i mediejura og forskningschef emeritus ved Danmarks Medie-og Journalisthøjskole, Oluf Jørgensen, udtaler til JydskeVestkysten, at det er problematisk, at oplysninger om kontrakten bliver holdt tilbage:

»Min vurdering er, at det er stærkt problematisk, at offentlige betalinger og modydelser hemmeligholdes. Det er på kant med FN-konventionen om forebyggelse af korruption, som Danmark har tilsluttet sig.«