Fortsæt til indhold
Indland

Kolding Kommune bidrager med 750.000 kr. til Obama-besøg

Kolding Kommune har valgt at bidrage økonomisk til besøget fra den forhenværende præsident. Den samlede økonomi for arrangementet hemmeligholdes.

Trekvart million kroner. Det kommer det til at koste Kolding Kommune, når USA’s 44. præsident, Barack Obama, lægger vejen forbi Danmark.

Den forhenværende præsident besøger byen som en del af arrangementet "A Conversation with Barack Obama", der løber af stablen den 28. september på Syddansk Universitet i Kolding.

Jeg kan ikke udtale mig om, vi har fået styr på økonomien til arrangementet endnu. Vi skal dog nok finde en løsning.
Morten Bjørn Hansen, direktør for Business Kolding

En del af omkostningerne til begivenheden bliver betalt af Kolding Kommune, der har valgt at bidrage med 750.000 kr. som et markedsføringsbidrag til arrangementet.

Selvom sagen først bliver behandlet endeligt i økonomiudvalget i Kolding Kommune den 21 august, bekræfter borgmester Jørn Pedersen, at aftalen er på plads.

»Økonomiudvalget har nikket ja til det uden for dagsorden, og der er bred enighed om beslutningen partierne imellem. Vi har vurderet, at 750.000 kr. er det beløb, der svarer til markedsføringsværdien til kommunen i forbindelse med besøget. Derfor kommer vi ikke til at bidrage med mere end det beløb,« fortæller han.

Kolding Kommune får ikke indblik i den samlede økonomi i arrangementet, da det hemmeligholdes som en del af kontrakten mellem foreningen Business Kolding, der er arrangørerne bag besøget, og de amerikanske partnere

Ansøgning trukket tilbage

I alt deltager 600 inviterede i 2A Conversation with Barack Obama", der vil fungere som en debat mellem Barack Obama og en række forretningsledere, studerende og fremtrædende personer fra Kolding. Det overordnede tema er fremtidens leder- og entreprenørskab.

Her arbejder Kolding Kommune på at skabe en række sidearrangementer i kommunen i forbindelse med præsidentbesøget.

Kolding Kommune er dog ikke de eneste, som arrangørerne har søgt økonomisk støtte hos. Mandag aften kom det frem, at Business Kolding havde bedt Region Syddanmark om et beløb på 750.000 kr. ekskl. moms fra regionens kulturpulje, som en støtte til besøget.

Trak ansøgning til regionen

Regionsrådets forretningsudvalg skulle have behandlet ansøgningen på et møde torsdag, men det kommer ikke til at ske. Allerede tirsdag morgen blev ansøgningen trukket tilbage efter kritik fra flere af udvalgets medlemmer, der bl.a. mener, at det er for få borgere, der får glæde af arrangementet. Også på de sociale medier har flere ytret sig kritisk over for, at skatteborgerne skal betale for en del af arrangementet.

»Vi havde et ønske om at involvere regionen i projektet, men vi kunne konstatere, at det ikke blev godt modtaget. Derfor trækker vi ansøgningen hjem igen,« fortæller Morten Bjørn Hansen, der er direktør for Business Kolding.

Han vil dog ikke oplyse, hvad arrangementet i alt kommer til at koste, og hvorfra pengene ellers skal komme fra.

»Jeg kan ikke udtale mig om, vi har fået styr på økonomien til arrangementet endnu. Vi skal dog nok finde en løsning,« siger han.

Til sammenligning kostede Bill Clintons besøg i Frederikshavn omkring 1,9 mio. kr. Tidligere vicepræsident Al Gore modtog ca. 1,3 mio. kr. for sit besøg i Ringkøbing-Skjern Kommune.