Formanden for Ulvefrit Danmark trækker sig efter dødstrusler
Efter kun 14 dage har formanden, Kim Paulsen, valgt at træde tilbage.
Fronterne er trukket skarpt op mellem dem, som mener, at ulven har en plads i Danmark, og dem, som synes, at den bør fjernes fra den danske natur.
Således har formanden for foreningen Ulvefrit Danmark, Kim Paulsen, trukket sig efter blot 14 dage på posten, pga. dødstrusler.
Det bekræfter han over for TV 2.
Ifølge Kim Paulsen er han blevet truet over telefonen, og også hans Facebook-konto er blevet hacket to gange.
»Jeg har modtaget to telefoniske trusler, hvor beskeden var klar: ”Den ulv, der blev skudt i Ulfborg, det var din skyld – og det kan gå dig ligeså”. Sådan lød det ordret i telefonen,« siger han til TV 2 og tilføjer, at han ikke er tvivl om, at budskabet var, at han kunne blive skudt.
Kim Paulsen fortsætter som menigt medlem af foreningen og har valgt ikke at melde truslerne til politiet.
En 66-årig mand er sigtet for at have skudt og dræbt en hunulv på en mark ca. 13 km øst for Ulfborg i Vestjylland i sidste måned. Hændelsen har fået debatten om ulven til at eksplodere, og både Dansk Folkeparti og De Konservative har foreslået, at fredningen af ulve skal ophæves, så de kan skydes.
Også LA mener, at reglerne skal ændres, så landmænd kan få lov at skyde ulve, hvis de kommer tæt på deres husdyr.
Den nytiltrådte miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) sagde onsdag til Jyllands-Posten:
»Om løsningen er en ophævelse af fredningen, tvivler jeg stærkt på. Om det er bedre indhegning af vores dyr, det er nok mere i den retning, vi skal gå.«