Skat er tyvstartet: Nu kan du tjekke din årsopgørelse
Weekenden er en testperiode, så systemet kan være ustabilt.
Skat har fredag aften åbnet for, at 4,6 mio. danskere komme til at se deres årsopgørelse for 2017.
Således kan du allerede nu se, om du skal have penge tilbage - eller om Skat omvendt har en høne at plukke med dig.
Den officielle dato for årsopgørelsens åbning er mandag, men eftersom Skat har for vane at tyvstarte fredagen før åbningsdagen, har adskillige brugere forsøgt at tilgå siden de seneste timer.
Derfor er køfunktionen på hjemmesiden blevet aktiveret. Ventetiden er i skrivende stund ca. en time lang - og der er godt 87.000 danskere i kø.
»Weekenden er en testperiode, så systemet kan være ustabilt. Der bliver trængsel og kø de næste dage - så hav lidt tålmodighed med os,« lyder opfordringen fra Skat.
Der bliver lukket 1.400 personer ind i minuttet.
Skat har på forhånd oplyst, at halvdelen af dem, der har ændringer i deres årsopgørelse, skal ændre oplysningerne i deres kørselsfradrag.
Derudover kan man indberette ændringer i børnebidrag, aktier, værdipapirer og udbytte, håndværkerfradrag og indtægter ved deleøkonomi - det kan f.eks. være ved udlejning af bolig og bil.
Hvis du skal have penge tilbage, vil beløb op til 100.000 kr. blive udbetalt på din Nemkonto den 10. april. Det gælder for ændringer eller tilføjelser, som er indberettet frem til den 30. marts.
Laver du ændringer efter den 30. marts, må du vente på en ny årsopgørelse - samt eventuelt ny udbetaling og opkrævning.