Fortsæt til indhold
Livsstil

Game, set og match

Trods skønhedsfejl må den nyudviklede Match 28 betegnes som noget af det bedste, der er sket for dansk sejlsport siden søsætningen af storebror DS 37 for 14 år siden.

Af PETER ERNSTVED RASMUSSEN

Nye bådproduktioner har det med at ligne allerede eksisterende både på markedet. Med den løbende udvikling af skrog, sejl og rig kan det være svært at opfinde den dybe tallerken hver gang. Derfor skal Jyllands-Posten også være den første til at kippe med flaget for Match28, som demonstrerer nytænkning og stilbrud.

Victor Greulich er idémanden bag den moderne kapsejler, som kan bruges af alle aldersgrupper, rutinerede kapsejlere og glade debutanter. Og det er lige præcis formålet med båden, som er en lillesøster til den populære matchracer DS 37. Den blev søsat for 14 år siden og har siden udviklet sig til den foretrukne matchracebåd i Skandinavien.

Men den forholdsvis store båd har nogle svagheder. Blandt andet er den for stor for pigerne, som er nødt til at have en ekstra gast om bord - og så er det sjældent nok. Derfor har der længe været behov for en matchracebåd med de samme egenskaber som 37'eren - bare i mindre målestok, som samtidig kunne lokke virksomhederne på vandet til event- og VIP-sejladser. Derudover var der ifølge Victor Greulich, som sejlede med om bord på blandt andet "Andelsbanken" i de glade Admirals Cup-dage i 80'erne, behov for en attraktiv båd for de unge, som er ved at vokse ud af jollerne. Svaret testsejlede Jyllands-Posten i juli ud for Studstrupværket i Kaløvig.

Drømmesejler

Og lad os slå fast med det samme: Match28 sejler som en drøm. På kryds går den unge dame højt til vinden. Hun skærer fint gennem bølgerne, og på grund af den ekstremt høje stævn bliver end ikke den forreste gast våd af skumsprøjt selv i god vind.

Netop denne egenskab er af de detaljer, som er en konsekvens af konstruktørernes fokusering på bådens brug i event- og VIP-sejladser. Båden skal være behagelig og let at sejle. Og det er den.

Match28 lægger sig godt ned på siden i pust omkring 8-12 m/s, men på roret er den overraskende let at holde, når bare storsejlstrimmeren følger med på skødet. Dog er den en smule luvgærig, og så kan rorpindsforlængeren virke en anelse kort, når rorsmanden gerne vil med ud over siden i blæsevejr.

At Match28 har hentet masser af inspiration hos de højteknologiske America's Cup Class både, finder man masser af eksempler på. Mest tydeligt ser man det på storsejlskappen, som er for stor.

AC-inspiration

Man forstår Jesper Banks insisteren på som sejldesigner at adoptere det nyeste fra America's Cup klassen, men resultatet er et irritationsmoment i såvel hård som let luft. I vendinger i hård luft hænger kappen fast i agterstaget, og det gør den i øvrigt også i let luft med et slækket agterstag. De gennemgående sejlpinde i toppen af storsejlet virker dog ganske fornuftige, og så må man leve med at "slå" storsejlet over i let luft.

Et andet eksempel på AC-inspirationen finder man i spileren på hele 79 kvadratmeter. Den virker kolossal til bådens størrelse, og det er da også tydeligt, at man i matchrace ikke skal sejle skæring.

Barmen fylder en F-skål - flotte former til en solid læns. Det voldsomme sejlareal betyder endvidere, at Match28 planer, før man når at spejde efter vinden, og tak for det. Men holderen til spilerstagen på bommen fungerer ikke optimalt. Den er for lille og sidder for langt agter til stor gene for fordæksgasten, som skal balancere med stagen på dækket.

Forvokset Soling

Til gengæld har Match28 modsat både DS37'eren og America's Cup Class bådene ingen genua. De garvede matchracesejlere kan savne den, men med det i øvrigt store sejlareal gør den mangel ingenting. Tværtimod passer det perfekt til ønsket om, at båden skal være let at sejle. Fokken passer sig selv fint foran masten, og man får let fornemmelsen af at sidde i en forvokset soling.

Som rorsmand skal man huske at holde gasterne orienteret om ens handlinger. Jeg forsøgte som noget af det første i let luft at lægge roret i borde med det resultat, at båden drejede 90 grader på en 5-øre og med en smule mere fart, ville jeg have smidt alle uopmærksomme mand over bord - inklusiv Finn "Beton" Jensen, som til daglig træner talenter i Kaløvig Bådelaug. Sådan skal det være, når man vil have fart og spænding og tætte dueller i matchrace.

Det rummelige cockpit ligner til forveksling storesøsterens, og man glæder sig over den gode plads til at spille med musklerne, når man samtidig husker på, at båden er 9 fod kortere end DS 37'eren. Bommen sidder højt, og selv om Match28 er bygget til en besætning på fire personer, kan man let sidde fem granvoksne mænd med dårlig ånde ved siden af hinanden til luv - og stadig have plads til en umpire bagest.

Der mangler dog en prædikestol agter, hvis ellers man vil have en umpire om bord uden at gå i vejen. Og det vil man gerne, når man sejler matchrace. Uden den bliver det svært at rekruttere opmænd i andet end badebukser og våddragter.

Kærlig og køn

Når alt dette er sagt, må vi konstatere, at Match28 er kærlighed ved første blik. Hun er køn, smart og med på moden, og samtidig kan hun klemmes ned i en trailer og transporteres over land. Om læ er hun skrabet for alt, hvad der hedder komfort. Til gengæld ligger fire voksne udstrakt uden problemer, og for sejlklubber, som vil anvende båden til tursejlads, sidder man perfekt med hele overkroppen rank under dækket.

Man skal mange år tilbage for at finde en nykonstruktion med samme potentiale. DS 37'eren signalerede en ny æra, som har skabt grobund for Danmark som flagskib indenfor matchrace. Med Match28 har danske kapsejlere fået båden, der kan fortsætte denne tendens og få de unge til at springe fra jollerne over til matchrace.

Man kan derfor kun håbe, at andre klubber følger i kølvandet på Kaløvig Bådelaug, som har købt de første to Match28.