Tre personer tiltalt for insiderhandel
Bagmandspolitiet kunne tirsdag oplyse, at tre personer nu er blevet tiltalt i sagen om ulovlig handel med værdipapirer i forbindelse med fusionen mellem Danske Bank og RealDanmark.
Statsadvokat Henning Thiesen fra Statsadvokaten for særlig Økonomisk Kriminalitet oplyser, at en person er tiltalt for ulovlig insiderhandel, mens to personer er tiltalt for ulovligt at have videregivet intern viden. I flere sager er efterforskningen endnu ikke afsluttet, oplyser statsadvokaturen. Det gælder også sagen mod en nu tidligere sekretariatschef i Finansforbundet.
De tre, der nu er tiltalt, er tiltalt efter loven om værdipapirhandel.
Sagens kerne er købet af billige RealDanmark-aktier, købt inden fusionen mellem RealDanmark og Danske Bank blev offentliggjort, hvilket selvsagt fik aktiernes værdi til at stige.
Blandt dem, der blev sigtet under efterforskningen, var to ledende medarbejdere i Finansforbundet. Også Finansforbundets formand, Allan Bang, samt hovedbestyrelsesmedlem Knud Grøngaard, bestyrelsesmedlem i RealDanmark, blev sigtet for at have viderebragt fortrolig information om sammenlægningen af de to finansinstitutioner.
Bang blev sidste efterår informeret om den forestående fusion af Grøngaard. I september køber to medarbejdere i Finansforbundet, sekretariatschefen og kontorchefen, aktier i RealDanmark, kort tid før fusionen offentliggøres. Det fik Fondsbørsen og senere Finanstilsynet til at gå ind i sagen for at undersøge, om købet af aktierne var sket på lovlig vis.
Kontorchefen og sekretariatschefen i Finansforbundet blev bortvist i oktober. /ritzau/
RB-Børsen