IKEA-lønfest skaber splid
Arbejdsgiverne i detailhandelen reagerer med tavshed på IKEA's beslutning om at hæve kassedamernes månedsløn med 5000 kr.
Møbelkæden IKEA's beslutning om fra den ene dag til den anden at sætte kassedamerne 4-5000 kr. op i løn om måneden falder som en bombe i detailhandlens arbejdsgiverorganisation, Dansk Handel og Service (DHS).
DHS nægtede i første omgang overhovedet at medvirke, da TV 2 mandag aften fortalte om IKEA's utraditionelle initiativ.
Efter at have sovet på sagen er holdningen nu, at lønpolitik er medlemmernes egen sag. De to mastodonter i detailhandlen og indflydelsesrige medlemmer hos DHS, Dansk Supermarked og COOP Danmark, giver nemlig IKEA yderst få ord med på vejen. Dansk Supermarked, som alene beskæftiger 35.000 medarbejdere, har ingen kommentarer, mens COOP Danmark nøjes med at kalde initiativet sympatisk, men urealistisk inden for koncernens egne budgetter.
Tavsheden får adm. direktør i IKEA, Peter Høgsted, til at lange ud efter sin arbejdsgiverorganisation:
»Jeg undrer mig over, at min egen arbejdsgiverorganisation vælger ikke at kommentere et medlems initiativ for en forbedring af arbejdslivet, men jeg vælger at tro, at det beror på en misforståelse,« siger Peter Høgsted.
DHS offentliggjorde i samarbejde med fagforeningen HK/handel sidste år en nedtrykkende rapport om detailhandlens image, og siden har branchen gjort meget for at forbedre sit image.
Adm. direktør i DHS, Søren B. Henriksen, tolker IKEA's beslutning som et ønske om at give medarbejderne i kassen et helt andet jobindhold, og derfor er det ifølge Søren B. Henriksen vanskeligt at sammenligne de ansatte i kassen hos IKEA med ansatte i kassefunktionen andre steder i detailhandlen.
»Men det er da positivt, at IKEA ønsker at gøre noget for at forbedre detailhandlens image, hvis man i IKEA mener, at det her virker,« siger Søren B. Henriksen.
¨Tilfreds HK/handel-formand
Formand for HK/handel, Jørgen Hoppe, som ikke overraskende har taget positivt imod lønhoppet hos IKEA, har sin egen udlægning af tavsheden blandt arbejdsgiverkollegerne.
»De er bange for, at vi vil bruge det her, og med god ret. Men de skal ikke få held af at tie det ihjel. Senest ved overenskomstforhandlingerne næste år vil vi naturligvis slå på det her,« siger Jørgen Hoppe.
Søren B. Henriksen afviser, at IKEA's initiativ på nogen måde vil smitte af på lønningerne i detailhandlen.
»Medarbejdere i kasselinien aflønnes typisk efter minimumslønnen, og den fastlægges i samarbejde med det øvrige arbejdsmarked. Det ved HK udmærket godt, så det får ingen konsekvenser for løndannelsen,« siger Søren B. Henriksen.