Verdens smukkeste broer
Der findes storslåede broer rundt omkring i verden, men der er stor uenighed om, hvilken der er den mest imponerende af slagsen.
Lonely Planet har spurgt 500 brugere på både Facebook og Twitter om, hvilken bro i verden der er den smukkeste. Og det var der mange forslag til.
Både Golden Gate Bridge i San Francisco og Brooklyn Bridge i New York blev hurtigt bragt på banen i debatten.
”Jeg er overrasket over, at der er nogen, der kan svare andet end Brooklyn Bridge,” mente Janet Hulstrand.
Til gengæld var en anden bruger mere vild med Golden Gate Bridge.
”Golden Gate Bridge. Farve, elegance og udsigt,” skrev Diane Chase.
En fantastisk udsigt
Det endte dog med, at Golden Gate Bridge fik dobbelt så mange stemmer som Brooklyn Bridge, og at den nu kan kalde sig verdens smukkeste bro ifølge de 500 adspurgte brugere.
På andenpladsen sneg Sydney Harbour Bridge sig ind, og den bliver af en bruger beskrevet således:
”På Sydney Harbour Bridge kan man gå, cykle, køre og klatre over eller sejle under med en fantastisk udsigt.”
Broen i Sydney er én af de mest populære turistattraktioner i byen, og den er sammen med Sydney Opera House ét af Australiens mest kendte bygningsværker.
Slagtere og guldsmede
På en tredjeplads blev Karlüv – Karlsbroen – stemt ind. Broen ligger i Prag, er 516 meter lang og er dekoreret med en række store statuer. Broen, hvor man kun kan gå over, er en stor attraktion i byen. Den beskrives således af en bruger:
”De store stenfigurer sætter virkelig stemningen.”
Brooklyn Bridge i New York må dele fjerdepladsen med Ponte Vecchio i Firenze. Ifølge Lonely Planet er broen i Firenze særlig smuk og oplyst om aftenen, hvor forretningerne på selve broen er lukket. Den Gamle Bro, som den kaldes, blev bygget i 1345 og var egentlig hjemsted for slagtere, der let kunne smide affald ud i floden. Siden da er slagterforretningerne blevet skiftet ud med guldsmede.
LÆS OGSÅ: 43 broer på stribe til Key West