Pilot uden certifikat fløj med passagerer i 13 år
Pilot afsløret umiddelbart før, han skulle flyve 101 passagerer til Tyrkiet i en Boeing 737.
En svensk pilot, som har fløjet passagerfly rundt i Europa gennem de seneste 13 år uden certifikat, fik i denne uge sin dom i en hollandsk retssal.
41-årige Thomas Salme fik en bøde på 15.000 kr. for at flyve uden certifikat, hvilket er en tredjedel af maksimumstraffen. Dommeren afviste krav fra anklageren om en tre måneders fængselsdom og en langt større bøde.
13 år uden en fejl
I Holland har man aldrig oplevet en lignende sag, og selvom anklageren Bote ter Steege talte for en høj straf til Thomas Salme, indrømmede han alligevel følgende:
”Man skulle tro, at man kunne anklage Thomas Salme for at bringe flytrafikken i fare i alle disse år, men faktum er, at han har fløjet i 13 år uden en eneste fejl.”
Thomas Salme bor til daglig i Milano, og han mødte ikke op til retssagen i Holland, fordi han frygtede, at mediernes opmærksomhed ville være for stor, forklarede hans forsvarer Martha Muntjewerf.
Falskt certifikat med stavefejl
Thomas Salme blev opdaget, da hollandsk politi reagerede på et tip fra svenske myndigheder. Det skete i Amsterdams Schiphol Lufthavn i marts, hvor den 41-årige pilot skulle flyve 101 passagerer i en Corendon Airlines Boeing 717 til Ankara i Tyrkiet.
Ifølge hollandsk politi blev Thomas Salme meget nervøs, da betjentene bad om at se hans certifikat, og han forsøgte at vise dem adskillige dokumenter, inden han blev bedt om at forlade flyet, så det kunne lette mod destinationen.
Da han kom ud på passagerbroen, rev han sine ’vinger’ af skulderen og indrømmede, at hans certifikat var falskt. Certifikatet var desuden på svensk og med flere stavefejl, oplyste anklageren.
En begavet og dygtig pilot
Anklagemyndigheden overvejer nu, hvorvidt den vil anke dommen. En talskvinde fra anklagemyndigheden kaldte dommen for ”urimelig over for de personer, der har fløjet med ham.”
Anklager Bote Ter Steege oplyste, at Thomas Salme umiddelbart virker til at være en begavet pilot, der har bestået prøver i flysimulatorer med høje karakterer. Han har ligeledes landet et fly med en enkelt motor engang, da en fugl fløj ind i den anden motor og ødelagde den.
Forsvarer Martha Muntjewerf pegede også på, at Thomas Salme er en dygtig pilot. Han havde dog haft en svær tid med skilsmisse, små børn, arbejdsløshed og en skrantende far.
Fløjet for flere selskaber
Thomas Salme begyndte at uddanne sig til pilot i Sverige sidst i 1980’erne, men han nåede aldrig at få et certifikat til passagerfly. Han har alligevel fløjet for selskaber i England, Italien og Belgien. Ifølge anklageren blev Thomas Salme afskediget fra italienske Air One, fordi de opdagede det falske certifikat. Pilotens seneste arbejdsplads – Corendon – mener, at straffen for hans gerninger er for mild.
Thomas Salme må ikke flyve det næste år. Det må han dog igen efter det ene år med et certifikat, men det er der ifølge Martha Muntjewerf ingen planer om.
LÆS OGSÅ: Hvad dit flyselskab aldrig fortæller dig