Fortsæt til indhold
Erhverv

IT Factory-skandalen - fra afsløring til retssag

Maj 2007:

En anonym person skriver under signaturen "John Doe" en mail til Asger Jensby og advarer om, at noget er grueligt galt i IT Factory. Asger Jensby svarer dog aldrig tilbage på mailen. I stedet konfronterer han ifølge eget udsagn Stein Bagger med beskyldningerne, som Bagger tilsyneladende har held til at tilbagevise. "John Doe" viser sig senere at være it-direktør Bo Hembæk Svensson.

24. september 2008:

IT Factory bliver af it-magasinet Computerworld kåret som årets bedste danske it-selskab. Prisen gives primært for IT Factorys blændende regnskabstal.

24. november 2008:

Stein Baggers hemmelige forretningspartner, Allan Vestergaard, overfaldes foran sit hjem i Farum. Overfaldet udføres af to mænd, der taler gebrokkent dansk. Allan Vestergaard må sys med 25 sting efter nærkontakt med en stump genstand - angiveligt en lægtehammer. Stein Bagger er efterfølgende blevet sigtet for medvirken til overfaldet, men han nægter sig skyldig.

26. november 2008:

Stein Bagger rejser til Dubai sammen med hustruen, Anette Uttenthal, og to vennepar. De bliver indlogeret på verdens dyreste hotel, Burj Al Arab. Kurator i IT Factory-konkursboet Boris Frederiksen oplyser siden hen, at rejsen minimum kostede IT Factory 1,2 mio. kr.

27. november 2008:

Stein Bagger forsvinder. Uden at sige det til nogen af sine medrejsende tager han bilen og kører de halvanden time gennem ørkenen til lufthavnen i Abu Dhabi. Her køber han en flybillet til New York med afgang den næste dag. Han tjekker ind og overnatter på et hotel i lufthavnen.

Samme dag kontakter Baggers indtil da hemmelige partner Allan Vestergaard for første gang direkte Asger Jensby og fortæller om sit delvise ejerskab af selskabet Agios United, som ejede 45 pct. af IT Factory. Allan Vestergaard fortæller også en forbløffet Asger Jensby, at det er meningen, at han og Stein Bagger den følgende dag skal købe Jensby ud af IT Factory.

Asger Jensby får via IT Factorys husadvokat Michael Ziegler, som har talt med Anette Uttenthal, at vide, at Stein Bagger er forsvundet i Dubai.

IT Factorys finansdirektør, Jeanette Lorenzen, tager om aftenen i Stein Baggers fravær og på vegne af IT Factory imod revisionsfirmaet Ernst & Youngs pris "Entrepreneur Of The Year". I sin takketale siger hun blandt andet "Vi er en virksomhed, der har styr på tingene" og afslutter med ordene "I kommer helt sikkert til at høre mere fra IT Factory".

28. november 2008:

Stein Bagger tager i al hemmelighed et fly til New York. Her opsøger han sin svenske forretningspartner, den bedrageridømte Mikael Ljungman, som låner Bagger sin Audi S8 og to kreditkort. Bagger begiver sig derpå ud på en rejse tværs over USA.

Asger Jensby tager til IT Factorys hovedkvarter i Gentofte sammen med sin betroede medarbejder gennem mange år, økonomidirektør i JMI Invest Lars Brammer. Her går de angiveligt i gang med et større detektivarbejde for at finde hovede og hale i de mange modstridende meldinger og Baggers ildevarslende forsvinden.

29. november 2008:

I IT Factory-hovedsædet bliver der fundet et nøglekort til et værelse på det nærliggende Hotel Schæffergården. Det viser sig at være Stein Baggers "hemmelige kontor". På værelset findes blandt andet en række belastende dokumenter, som indikerer, at Stein Bagger har bedrevet leasing-svindel for et stort trecifret millionbeløb. De finder også fire kopier af Panama-pas.

Først nu melder Anette Uttenthal Stein Bagger forsvundet i Dubai.

1. december 2008:

Sagen eksploderer i medierne, da Asger Jensby mandag formiddag erklærer IT Factory konkurs og melder Stein Bagger til politiet for bedrageri. Alene epn.dk bringer sammenlagt 28 artikler på IT Factory-skandalens første dag.

Overfaldet den forgangne uge på Stein Baggers hemmelige partner, Allan Vestergaard, kommer frem i medierne. På dette tidspunkt er hans identitet og nærmere forbindelse til skandalen dog endnu ikke kendt.

2. december 2008:

Edinburgh Business School afviser over for epn.dk, at Stein Bagger skulle have en MBA fra den skotske uddannelsesinstitution, som han ellers tidligere har oplyst.

HA-rockeren Jørn "Jønke" Nielsen fortæller, at Stein Bagger det seneste års tid har haft ét af rockerklubbens mest kendte medlemmer, den 42-årige tidligere bokser Brian Sandberg, ansat som sikkerhedskonsulent.

Flere danske banker står til enorme milliontab i IT Factory-skandalen. Værst ser det ud for Danske Bank, som har 350 mio. kr. i klemme.

3. december 2008:

Der bliver i medierne sat navn på Allan Vestergaard - Stein Baggers hemmelige forretningspartner.

Jagten på den forsvundne Stein Bagger fortsætter. Ifølge en lokal avis er Stein Bagger observeret på Bahamas. Det viser sig dog hurtigt, at historien er en avisand.

4. december 2008:

Stein Bagger bliver formelt sigtet for dokumentfalsk og bedrageri for op imod en mia. kr., fremgår det af en kendelse i Retten i Lyngby, hvor han bliver fremstillet i grundlovsforhør in absentia.

Politiet ransager Stein Bagger og Anette Uttenthals luksuslejlighed i Tuborg Havn i jagten på muligt bevismateriale. Også Baggers hemmelige partner Allan Vestergaards får endevendt sit hjem i Farum, hvor politiet blandt andet beslaglægger dokumenter og computerudstyr.

Peter Aalbæk fortæller, at Zentropa vil lave en film og en tv-serie ud af IT Factory-sagen. Begge dele skal indspilles efteråret 2009.

I en usædvanlig pressemeddelelse lægger Stein Baggers far, Rolf Bagger, afstand til sin søn, som han ikke har set, siden Stein Bagger var barn.

Flere oplysninger peger på, at Stein Bagger muligvis er flygtet til Panama. Udover kopier af fire Panama-pas, blev der i Baggers "hemmelige kontor" på Hotel Schæffergården også fundet beviser for, at Stein Bagger kort tid inden sin forsvinden har oprettet en bankkonto og et selskab i Panama. Der er dog ikke hold i spekulationerne.

5. december 2008:

Stein Bagger kommer officielt på Interpols liste over efterlyste, sigtet for dokumentfalsk og bedrageri.

En tidligere svensk kvindelig topbodybuilder, som siger, at hun er Stein Baggers hemmelige elskerinde, forsøger at sælge oplysninger om Baggers elskovs-eskapader i Stockholm til flere danske medier for 100.000 kr.

Det kommer frem, at blot 11 kunder stod for mere end 99 pct. af omsætningen i IT Factory.

6. december 2008:

Omkring ved 13-tiden lokal tid (kl. 23 dansk tid) træder Stein Bagger ind på Down Town Police Station i Los Angeles. Iført Rolexur og Armani-jakkesæt melder han sig selv med ordene: "I am Stein Bagger. I am a fugitive from Europe and I'm here to turn myself in".

En amerikansk skuespiller afslører, at Stein Bagger tilbage i oktober betalte hende for at foregive at være ansat ved San Francisco Technical University. Udstyret med et komplet manuskript skulle hun i en telefonsamtale overfor en samling kritiske journalister - herunder it-journalisten Dorte Toft - bekræfte, at Bagger vitterligt havde den fine uddannelse fra universitetet, som han smykkede sig med.

7. december 2008:

I et indlæg på Bagger-familiens blog påstår familien, at Stein Bagger blev truet og afpresset til at udføre milliard-bedrageriet.

8. december 2008:

Asger Jensby bliver af Bagmandspolitiet hævet over enhver mistanke i sagen om IT Factory-bedrageriet.

10. december 2008:

Kurator i IT Factory-konkursboet Boris Frederiksen opgør den samlede gæld i it-selskabet til et sted mellem 1,0-1,2 mia. kr. Med lidt god vilje løber de samlede aktiver i konkursboet op i blot 123 mio. kr., så det står hermed klart, at kreditorerne kommer til at lide store tab.

Det kommer frem, at Asger Jensby får sin betaling for både direktørjobbet i JMI Invest og formandspost i IT Factory udbetalt som konsulenthonorar på De Britiske Jomfruøer.

11. december 2008:

De 45 ansatte i IT Factorys danske afdeling bliver opsagt og fritstillet af konkursboet.

Asger Jensby trækker sig som adm. direktør for JMI Invest, som ejede halvdelen af IT Factory.

It-rigmanden Ib Kunøe fortæller, at Stein Bagger ved et middagsselskab i sommeren 2008 havde fortalt ham om sin karriere som frømand. Det eneste problem var, at det var pure opspind.

12. december 2008:

I sit første interview med et dansk medie bryder Stein Bagger sammen. Han siger blandt andet , at han gennemførte svindlen for familiens skyld.

Den anonyme "John Doe", som tilbage i maj 2007 i en mail forsøgte at gøre Asger Jensby opmærksom på, at noget var grueligt galt i IT Factory står frem med navn. Han viser sig at være Bo Hembæk Svensson, adm. direktør for it-selskabet Convergens.

16. december 2008:

Stein Bagger lander klokken 8.33 i Københavns Lufthavn i Kastrup med et fly fra Delta Airlines. Straks efter landingen bliver han overgivet til repræsentanter fra Bagmandspolitiet og i en af politiets kassevogne kørt uden om den normale told- og pasprocedure og direkte til grundlovsforhør ved i Retten i Lyngby.

Under grundlovsforhøret erkender Stein Bagger sig skyldig i sigtelserne mod ham for omfattende dokumentfalskneri og groft bedrageri - omend han mener, at de nævnte beløb er for høje. Han tilstår blandt andet at have misbrugt sin ekskones smykkefirma Skypoint China til leasingsvindel for 51 mio. kr.

Efter grundlovsforhøret genser Anette Uttenthal for første gang Stein Bagger, siden han 27. november forsvandt under deres rejse til Dubai.

Stein Bagger bliver efterfølgende kørt til Vestre Fængsel, hvor han bliver varetægtsfængslet i isolation.

20. december 2008:

Morgenavisen Jyllands-Posten afslører, at Stein Bagger allerede i 2003 blev meldt til politiet for formodet fusk med fakturaer i IT Factory. Sagen bliver dog henlagt i november 2004 pga. manglende beviser.

23. december 2008:

Første gang Stein Bagger er i selskab med andre fanger i Vestre Fængsel, bliver han slået ned af en medfange under en gårdtur.

5. januar 2009:

Stein Bagger indvilliger i at blive sat tilbage i frivillig isolation i Vestre Fængsel efter overfaldet lillejuleaften.

Samtidig oplyser kurator Boris Frederiksen, at i alt 12 danske og udenlandske leasingselskaber har 1,0-1,1 mia. kr. til gode hos IT Factory. Mest i klemme har Danske Bank med 350 mio. kr.

9. januar 2009:

Stein Bagger får sin varetægtsfængsling forlænget til foreløbigt 6. februar.

10. januar 2009:

Politiet tror ikke på Stein Baggers forklaring om, at han blev truet og afpredset til at udføre et af danmarkshistoriens største svindelnumre.

13. januar 2009:

Stein Bagger erklæres personlig konkurs.

14. januar 2009:

Stein Bagger bliver flyttet fra Vestre Fængsel til Ringsted Arresthus af hensyn til hans egen sikkerhed efter overfaldet under en gårdtur lillejuleaften.

26. januar 2009:

Baggers svenske forretningspartner, Mikael Ljungman, bliver ved landsretten i Stockholm idømt 10 måneders fængsel for bogføringsfusk og skattesnyd. Derudover bliver han fradømt retten til at drive virksomhed i Sverige i tre år. Sagen har ingen tilknytning til IT Factory-skandalen.

27. januar 2009:

Kurator Boris Frederiksen afslører, at Stein Baggers leasingsvindel i IT Factory strækker sig helt tilbage til 2005. Dermed punkteres formodningen om, at Bagger anvendte leasingkarusellerne til at dække over en anstrengt økonomi i it-selskabet.

6. februar 2009:

Stein Bagger får sin varetægtsfængsling forlænget til foreløbigt 6. marts.

Baggers svenske forretningspartner, den bedrageridømte Mikael Ljungman, bliver formelt sigtet for medvirken til ulovlighederne i IT Factory-sagen. Samtidig oplyser Bagmandspolitiet, at der ikke bliver tale om flere sigtelser i sagen.

16. februar 2009:

Bagmandspolitiet beder de franske myndigheder beslaglægge Stein Baggers luksusyacht ”Anette” til omkring 21 mio. kr. og en villa i Sydfrankrig.

19. februar 2009:

Første bog om Stein Bagger og IT Factory-skandalen kommer på gaden. "Fupfabrikken" er skrevet af journalist ved it-magasinet Computerworld Kristian Hansen. Siden bliver der publiceret en sand strøm af bøger om Bagger-sagen.

25. februar 2009:

Det lykkes for kurator i IT Factory-konkursboet at sælge it-selskabets stærkt omdiskuterede software "platform-as-a-service" til et tysk software-selskab for 5,9 mio. kr. Udviklingsomkostningerne opgøres til 130 mio. kr.

3. marts 2009:

420 forskellige effekter fra IT Factorys hovedsæde i Gentofte s ælges på internetauktionen Lauritz.com.

6. marts 2009:

Stein Bagger får sin varetægtsfængsling forlænget til foreløbigt 27. marts.

12. marts 2009:

It-journalisten Dorte Toft modtager som både den første kvinde og den første journalist IT-Prisen 2009 for sin vedholdenhed i forhold til at afsløre Stein Baggers bedrageri i IT Factory.

18. marts 2009:

Baggers svenske forretningspartner, Mikael Ljungman, får afvist sin anmodning om at prøve den svenske landsrets dom på 10 måneders fængsel for bogføringsfusk og skattesnyd i en anden sag ved højesteret.

26. marts 2009:

Stein Bagger bliver formelt sigtet for at have foranlediget overfaldet på sin "hemmelige partner", Allan Vestergaard, 24. november 2008.

Den tidligere cykelrytter Jens Veggerby afslører, at han i slutningen af oktober 2008 smuglede 2 mio. kr. fra Monaco til Danmark for Stein Bagger.

27. marts 2009:

Under et retsmøde ved Retten i Lyngby erkender Stein Bagger at have svindlet for 831 mio. kr. Han har tidligere erkendt sig skyldig i sigtelserne om bedrageri, men han har hidtil afvist, at der var tale om så stort et beløb. Ved samme retsmøde får Bagger sin varetægtsfængsling forlænget til foreløbigt 23. april.

30. marts 2009:

Anette Uttenthal afleverer frivilligt alle de smykker, som hun har fået af Stein Bagger gennem deres ægteskab, til Bagmandspolitiet.

1. april 2009:

Kurator Boris Frederiksen oplyser i en redegørelse til Sø- og Handelsretten, at der vil blive rejst erstatningsansvarssag over for både IT Factorys revisor, KPMG, og den to mand store bestyrelse, Asger Jensby og Henning Børgesen.

22. april 2009:

Mikael Ljungman bliver varetægtsfængslet in absentia af Østre Landsret for sin formodede medvirken til Baggers store svindelnummer i IT Factory. Samtidig bliver han efterlyst over hele verden af Interpol.

27. april 2009:

Mikael Ljungman bliver anholdt i Norrköping i Sverige.

6. maj 2009:

I et stort interview med Morgenavisen Jyllands-Posten løfter Stein Baggers hustru, Anette Uttenthal, for første gang sløret for sin side af danmarkshistoriens største svindelsag.

15. maj 2009:

Retssagen mod Stein Bagger bliver berammet til 10.-12. juni. Det står klart, at der bliver tale om en ren tilståelsessag.

10. juni 2009:

Retssagen mod Stein Bagger indledes ved Retten i Lyngby. Retssagen er berammet til blot tre dage, og der ventes således at blive afsagt dom allerede fredag 12. juni.