Grønt hovmod
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Vi har, fremgår det af et debatindlæg i dagens avis, åbenbart generet klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen i en ledende artikel den 28. februar.
Udgangspunktet var den tankevækkende rapport fra Det Miljøøkonomiske Råd, der for nylig på et solidt videnskabeligt fundament konkluderede, at Danmarks energipolitik »ikke vil føre til et lavere CO2-udslip på europæisk plan«; at Danmarks energipolitik »reducerer produktiviteten og på kort sigt fører til en svækket konkurrenceevne« med et deraf følgende fald i beskæftigelsen, og selv om dette beskæftigelsesfald på længere sigt vil forsvinde, »vil prisen herfor være, at lønningerne og dermed velstanden reduceres«.
Rapporten fra vismændene fik os i den ledende artikel til at konkludere, at »Danmark fører en dybt forfejlet energipolitik, der har påført danskerne verdens højeste energipriser og ifølge Det Miljøøkonomiske Råd forværret konkurrenceevnen og reduceret velstanden, simpelthen fordi danskerne må aflevere milliarder i energiafgifter og dermed berøves forbrugsmuligheder«.
At Rasmus Helveg Petersen reagerer på en rapport, der reelt hudfletter Danmarks energi- og klimapolitik, er ikke overraskende, men reaktionen er såre betegnende.
Hvad enten det er i den officielle pressemeddelelse, i læserbrevet i dagens avis eller de kommentarer, som klima- og energiministeren i den seneste uge har givet, er det gennemgående træk, at han ikke én eneste gang faktuelt har imødegået den videnskabeligt funderede rapport fra Det Miljøøkonomiske Råd, der ifølge loven skal »belyse samspillet mellem økonomi og miljø samt effektiviteten i miljøindsatsen«. Ikke én eneste gang. Han har nøjedes med at erklære sig ”uenig” med vismændene uden at argumentere nærmere herfor – og så standser al samtale jo hurtigt.
At et bredt flertal i Folketinget står bag denne politik, gør den ikke i sig selv samfundsøkonomisk forstandig. Ministerens påstand om, at dansk energipolitik »har opbakning fra store dele af erhvervslivet«, må undre, da alle store erhvervsorganisationer er medlemmer af Det Miljøøkonomiske Råd. Det samme er en række ministerier, og os bekendt står alle bag rapporten, da ingen offentligt har afgivet dissens – heller ikke Klima-, Energi- og Bygningsministeriets departementschef, Thomas Egebo, der er medlem af rådet.
Det må derfor undre, at ministeren i sit indlæg helt undlader at forholde sig til Det Miljøøkonomiske Råds kritik. At Danmark ifølge ministeren skulle have »det mest vækstskabende energisystem«, harmonerer ikke med, at Danmark i 4. kvartal 2013 havde et økonomisk tilbageslag på 0,5 pct., mens EU og USA havde en økonomisk fremgang på hhv. 0,4 og 0,8 pct. USA har på få år nedbragt udledningen af CO2 til samme niveau som i 1990 ved at gå en ganske anden vej end Danmark. USA har en langt højere økonomisk vækst end Danmark og skaber hver eneste måned titusinder af nye job, mens Danmark rasler ned ad alle tilgængelige lister over konkurrencedygtighed og velstand.
Enhver minister skal have holdninger, gerne karske, men når de konfronteres med så redelig kritik som den, vismændene er kommet med, er det udtryk for politisk hovmod og intellektuelt armod ikke faktuelt at imødegå den.
Medmindre Rasmus Helveg Petersen punkt for punkt sagligt imødegår den videnskabeligt funderede kritik fra Det Miljøøkonomiske Råd, står den til troende. Debatten om prisen for den grønne omstilling er vigtigere end nogensinde.