I kampen mod Putin skal vi være vedholdende, fleksible – og modige

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Den seneste tid har givet nyt håb for Ukraines heltemodige, nu mere end fire år lange kamp mod Vladimir Putins krigsmaskine.

På slagmarkerne i det østlige og sydlige Ukraine har den russiske offensiv været kørt fast i efterhånden flere måneder, og ukrainerne rammer med stigende succes strategiske mål langt inde i russernes bagland.

Det burde være en påmindelse til de tågehorn – også i Danmark – som for et år eller to siden belærte os om, at den ukrainske modstand var ved at kollapse. Men man skal nok ikke forvente, at de lytter.

Før weekenden kunne EU langt om længe afskibe en støttepakke på 90 mia. euro til Ukraine. Det har holdt hårdt, fordi kortsigtede, nationalegoistiske interesser før jul fik saboteret en mere holdbar model i form af en beslaglæggelse af russiske aktiver parkeret i Europa. Men der er god grund til at fejre, at det nu trods alt er lykkedes at stampe en lånefinansieret løsning op af jorden.

Det var en anden positiv vending i situationen, nemlig det eftertrykkelige nederlag til populisten Viktor Orbán ved valget i Ungarn, der langt om længe muliggjorde, at støttepakken kom afsted.

Med Orbán placeret på historiens mødding, hvor han hører til, er et stort problem i forhold til EU’s østpolitik neutraliseret, men det betyder ikke, at den hellige grav er velforvaret til tid og evighed.

I et Central- og Østeuropa, der har haft store gevinster af EU-medlemskabet, men også kæmper med lommer af fattigdom, affolkning og nationale modsætninger, har populistiske slogans stadig stor appel.

Fænomenet ses bl.a. i Slovakiet og Tjekkiet – og stak hovedet frem under det netop overståede valg i Bulgarien, hvor en prorussisk kandidat vandt.

Kampen mod disse tendenser skal føres på forskellig vis. Det handler bl.a. om at minde centraleuropæerne om, hvor meget der er opnået de senere år, og forklare, hvordan små nationer er væsentlig bedre kørende i et forenet Europa (Bruxelles’ fejl og mangler ufortalt) end på et kontinent, hvor det er alles kamp mod alle, mens Kreml svinger taktstokken.

Der skal være plads til mange forskellige opfattelser i et Europa, hvor nationale særpræg altid vil spille en stor rolle – og heldigvis for det – men grænsen går ved målrettet obstruktion og femtekolonnevirksomhed for Moskvas interesser. Det skal ikke finansieres via EU’s kasser.

Der er brug for smidighed og fleksibilitet, når vi skal forsøge at redde stumperne i det transatlantiske forhold og samtidig balancere over for Kinas forsøg på at omveksle økonomisk magt i politisk indflydelse. Drastiske vendinger i forhold til de to supermagter tjener ikke nødvendigvis vores bedste interesser.

Men som europæere er vi tvunget til at blive modigere i en verden, hvor USA i bedste fald er en mindre pålidelig partner – som når Washington tilsyneladende har suspenderet våbenleverancer til Estland og muligvis andre lande.

Europa må de kommende år sikre sit eget forsvar både ved at investere de nødvendige midler og ved at opbygge en stærk forsvarsindustri. En del af dette vil blive drevet fremad i EU- og Nato-regi, men i andre sammenhænge vil det være enkeltlande eller koalitioner sammensat til lejligheden, der skal vise vejen (som Danmark og andre har gjort det i støtten til Ukraine).

Vi undgår ikke det lange, seje og kostbare træk, men forårsfornemmelserne lyver ikke: Frihedens og demokratiets kræfter har de bedste kort på hånden.