Midt i gaveregnen: Vi kender forskel på bund og bobler

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Man skulle tro, at politikerne regner vælgerne som glemsomme guldfisk. Men vi husker og smiler endnu af kommunalvalgkampens vilde børnehaveudspil om gratis daginstitution og børnependlerservice. Det toppes i disse uger med tykke og mest ufinansierede valgløfter. Nogle af dem bliver (forhåbentlig) aldrig til noget, men de dumper ind i en tid præget af lappeløsninger: fødevarecheck, en syltekrukke for differentieret moms, genoptaget snak om store bededag og en elitær pseudobeskæftigelse om kulturel modstandskraft. Noget, der vist nok er tænkt til at gøre vælgerne glade. Mon ikke de fleste banker hovedet mod akvarieglasset?

I sådanne iltfattige tider er det forfriskende, at nogen taler om det grundlæggende: Hvordan vi indretter og styrker fremtidens samfund. DI og Dansk Erhverv er netop kommet med hvert sit udspil. Begge lobbyorganisationer har den luksus, at de ikke skal genvælges. Det giver frihed til at synes det nødvendige. Til gengæld forventes det, at tallene hænger sammen, og det forsøger både Dansk Erhverv og DI at få dem til. For tiden kalder på valg frem for lette løsninger.

Begge organisationer peger – igen – på arbejdskraften som den afgørende udfordring. De har sagt det før. Dansk Erhverv forsøgte f.eks. i forbindelse med efterårets borgerlige konvent. Det hjalp ikke meget, men gentagelser gør ikke budskabet forkert. Det kræver hænder og hoveder, hvis valgløfterne skal indfries, og diskussionen om hvordan bydes velkommen.

Tilbagetrækningsalderen bør blive et uomgængeligt tema ved det kommende valg. Vi savner stadig svar på, hvad der er alternativet til, at pensionsalderen stiger i samme takt som hidtil. Arne Plus blev en streg i regningen for den regering, man kaldte »et arbejdsfællesskab«, og som netop havde sat sig selv i verden for at reformere. Der er ellers nok at tage fat på for en reel løsningsvillig og samarbejdsduelig regering, der både kan regne og regere.

Konkurrenceevne er ikke blot et teknokratisk begreb. Det handler om dansk overlevelse i en ny verdensorden, og det kræver andet end et halvhjertet og langsomt opgør med hverdagsfjern EU-regulering, forværret med trangen til dansk overimplementering og forkærlighed for administrativt nonsens. At få kigget på selskabsskatten, styrket forskningen (også uden for København), AI og digitalisering er potentielle skridt på en farbar vej videre.

Det er det også til stadighed at sikre, at den offentlige sektor bliver drevet med ambitioner. Også for effektivitet frem for blind vækst. Det kræver modernisering og prioritering og harmonerer derfor dårligt med den øjeblikkelige trang til at uddele smågaver og lappe på tilliden hist og her. Slet ikke når pengene til det hele konstant skal hentes i råderummet, der jo ikke er en pengetank, men en forventning til fremtiden under givne forudsætninger. Det er usikkert og utilstrækkeligt. Både Dansk Erhverv og DI arbejder med omkring 24 mia. kr. som en buffer mod en usikker verden, ikke til narrestreger.

Uanset hvad, så skal pengene tjenes, før de kan bruges. Det har snusfornuftige vælgere tænkt længe. DI og Dansk Erhverv kommer med hver sin plan for hvordan. Det er ikke kun planer om at spare, men mest om at investere. Nu mangler vi bare, at partierne får samme vid og mod til ikke kun at fodre vælgerne med det letfordøjelige, men også sikre, at der er frisk vand i akvariet. Det vil styrke tilliden, for vælgerne kan godt kende forskel på bund og bobler.